Mange huse og opgange i København skjuler på en spændende eller måske ligefrem uhyggelig hemmelighed. De har engang været andet end bare huse og opgange. Idag bor der bare almindelige anonyme ukendte borgere bag disse døre, men engang gik store divaer eller små revykonger ud og ind af dem. Andre har måske været gerningssted for spektakulære forbrydelser eller bare brugt som kulisser i en berømt film eller TV-serie. De er Københavns Gamle Berømte Adresser. Her kan du se nogle af dem, klik på linket under navnet hvis du vil læse mere om personerne. Her kan du se samtlige adresser på GOOGLE MAPS. Vi starter på Frederiksberg.....
|
||
DALGAS BOULEVARD 81 på Frederiksberg
Gennem denne dør gik den legendariske filminstruktør Carl. Th. Dreyer i 32 år, fra 1936 til han døde af lungebetændelse den 20 Marts1968. Han blev 79 år gammel og boede i en lille lejlighed med sin kone Ebba og datteren Gunni. Datteren blev boende i lejligheden efter sin fars død, og ved hendes død midt i 1990´erne testamenterede hun hele lejlighedens kælder fyldt med gamle filmeffekter fra sin far til Nordisk Film. |
||
PETER BANGS VEJ 61 på Frederiksberg
Lige rundt om hjørnet fra ovenstående filminstruktør boede en samtidig filmlegende, nemlig Asta Nielsen. Hun boede i lejligheden fra 1 Oktober 1940 til 25 Maj 1972, hvor hun døde 91 år gammel. |
||
PETER BANGS VEJ 74 på Frederiksberg
Vender man sig om fra Asta Nielsens dør og kigger skråt over gaden til venstre ser man på adressen for en af efterkrigsårenes mest omtalte drabssager: Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, som skete den 19 Februar 1948. Der er formentlig tale om den mest omfattende kriminalsag overhovedet i Danmark. Der blev afhørt et sted mellem 12.000 og 15.000 mennesker og der er skrevet over 3.000 rapporter, hvoraf nogle er på over 100 sider. |
||
MARIELYSTVEJ 14 på Frederiksberg Længere ude af Peter Bangs Vej ligger Marielystvej. Her boede den verdenskendte tegner Jørgen Clevin i en menneskealder til sin død som 73 årig i 1993.. Jeg var iøvrigt selv priviligeret at have ham som formningslærer på Skolen På LaCoursvej. Bag vinduerne i stueetagen havde han sit kontor, hvor han sad og udtænkte de fleste af sine geniale påfund. Jeg husker tydeligt hans flotte specialimporterede Renault 30 holde foran huset i 70´erne. |
||
STEEN BLICHERSVEJ 14 på Frederiksberg
På en sidevej til Smallegade, lidt længere inde mod byen, finder vi her Stig Lommers gamle villa. Senere boede hans søn Steen Stig Lommer i huset, men også han er flyttet derfra idag. Iøvrigt boede Kjeld Petersen fra de berømte Kellerdirk Bros (som Stig Lommer jo var impresario for) lige rundt om hjørnet på Smallegade 35. Stig Lommer blev 69 år gammel, døde i 1976 og ligger begravet på Solbjerg Kirkegård på Frederiksberg. |
||
HOWITZVEJ 15 på Frederiksberg Nu er vi i 80´erne. Her boede nemlig et ægte 80´er ikon, nemlig Kim Schumacher, med sine to såkaldte "bamser" som han jo så kærligt kaldte sine kærester. Kim Schumacher døde af AIDS den 12 Juni 1990. Kim ligger begravet på Søllerød Kirkegård, iøvrigt sammen med sin ene "bamse", norske Hans Ole Eriksen som han blev gift med aftenen før sin død. Skuespilleren Poul Glargaard boede i samme ejendom indtil sin død i 2011. |
||
HORTENSIAVEJ 7 på Frederiksberg
Videre ind mod byen finder vi Liva Weels gamle villa. Nabohuset i nummer 5 husede i øvrigt et stort falskmøntneri i sin tid. Liva blev 55 år gammel og boede i huset de sidste mange år af sin karriere til sin død i 1952 og ligger begravet på Vestre Kirkegård.. |
||
ASGÅRDSVEJ 17 på Frederiksberg
Ganske få hundrede meter fra Hortensiavej boede kunstneren og humoristen Storm P. fra 1934 til sin død i 1949, ikke mange hundrede meter fra den nuværende Storm P. Museum på Frederiksberg Runddel. Han ligger iøvrigt begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård, ganske få meter fra sin bopæl. |
||
VODROFFSVEJ 3B på Frederiksberg Denne berømte adresse eksisterer desværre ikke mere, men på dette hjørne, bag det gamle "Kinopalæet", lå ejendommen hvor Ib Schønberg boede de meste af sin desværre ret korte karriere med sin kone Lisbeth, også kaldet "Dukse". Ibbermand døde i 1955, kun 53 år gammel af lungebetændelse efter et halvt års sygdom og er begravet i urnehallen på Bispebjerg Kirkegård. Den nedrevne ejendom kan ses på det gamle billede til højre. |
||
ALHAMBRAVEJ 1 på Frederiksberg
Endnu en legendarisk persons gamle adresse, denne gang ser vi Dan Turell´s vinduer og opgang. Her boede han på første sal til venstre det meste af sin aktive karriere med konen Chili. Dan Turell døde i 1993, 47 år gammel og er begravet på Assistents Kirkegård.. |
||
EGERNVEJ 61 på Frederiksberg
Vi er nu i Frederiksbergs berømte pip-kvarter, som den dag i dag huser rigtigt mange berømtheder. Men den mest berømte adresse i kvarteret var jo nok Jens Otto Krags og Helle Virkners rækkehus på Egernvej, hvor bl. a. den Sovjetiske Præsident Krustjov var på besøg i Juni 1964. Lille TaxaFinn, 5 år, så skam kortegen med Krag og Krustjov tordne ind af Godthåbsvej fra Egernvej mod byen dengang, med politimotorcykler og blå blink og det hele. Heldig ikke? |
||
MARIENDALSVEJ 81 (også kaldet Kr. Zahrtmanns Plads) på
Frederiksberg
Små 100 meter fra Egernvej boede vor tids nok største komiker Dirch Passer de sidste år af sit liv i stuelejligheden til venstre, sammen med sin kæreste Bente Askjær. Dirch blev kun 54 år gammel og ligger begravet på Dragør Kirkegård. |
||
DROSSELVEJ 60 på Frederiksberg
Året før Dirch Passers død i 1981 flyttede Tommy Seebach og hans familie ind lige på den anden side af gaden i denne villa, få hundrede meter fra hans mangeårige ven Jørgen de Mylius. Tommy havde sit lille pladestudie i kælderen og de fleste af hans største hits er skrevet i dette hus. Påfaldene er det, at hans omtale på den engelske wikipedia er betydeligt større end på den danske..... |
||
KANSLERGADE 10 (nu Ove Rodes Plads 1) på Østerbro
Vi er nu taget til Østerbro, hvor den legendariske socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning boede på første sal til højre og indgik det berømte Kanslergadeforlig, så berømt at det endda har sin egen hjemmeside! Stauning blev 71 år gammel og døde under 2 verdenskrig den 3 Maj 1942. Som de fleste andre "store" socialdemokrater ligger han begravet på Vestre Kirkegård på bakken ned mod den store sø. |
||
ØSTERBROGADE 129 på Østerbro
En ægte radiolegende boede her. Vi taler om Gunnar "Nu" Hansen, som jo om nogen kan identificeres med Danmarks Radio barndom. Han sluttede sin karriere med at være morgenradiovært på Københavns Radio, som jo dengang lå i Lanskronagade, få hundrede meter fra hans hjem. Der arbejdede han op gennem 80´erne efter sin pensionering i 1976, han døde 88 år gammel i 1993 og ligger begravet på Holmens Kirkegård. |
||
GAMMEL KALKBRÆNDERIVEJ 16 på Østerbro
Måske den mest "hemmelige" af adresserne på denne side, her døde digteren H. C. Andersen på landstedet Rolighed i 1874, mens han var på besøg hos Grosserer Moritz. G. Melchiors sommerresidens. Dette blev desværre nedrevet omkring år 1900 og der blev bygget etageejendomme på stedet. En mindeplade på væggen markerer dog stedets historie. |
||
AMAGERGADE på Christianshavn Det var her den legendariske TV-serie "Huset På Christianshavn" blev optaget i starten af 70'erne. I slutningen af 70'erne blev det meste af gaden renoveret. Clausens Dyrehandel blev til en stuelejlighed og den berømte port blev i den anledning fjernet og lavet til en almindelig dør, som ses til venstre i billedet. "Rottehullet" var i mange år et galleri men er i 2008 en del af Børnehaven Rottehullet. Hvad ikke mange ved er, at vores gamle statsminister Anker Jørgensen faktisk voksede som forældreløst barn i slutningen af 1920'erne i baggården bagved "Rottehullet". |
||
STRANDLODSVEJ 81 på Amager Tænk at have stue i de samme lokaler hvor eksempelvis "Det Bedste Til Mig Og Mine Venner" med Gasolin´ blev indspillet i. Ikke desto mindre er dette tilfældet for beboerne i lejligheden på Strandlodsvej 81 første sal til venstre, for der lå i sin tid de legendariske Sweet Silence-studier op gennem 70´erne og 80´erne til de flyttede til Njalsgade, hvor de ligger i dag. Gasolin' indspillede deres 2 sidste studieplader i disse lokaler. |
||
TØLLØSEVEJ 48 i Brønshøj Endnu en af de gamle sjove der ikke kunne holde sig fra flasken, her boede Jørgen Ryg (klik på linket og søg på hans navn på danskefilm.dk) i mange år med sin kone Birgitte. Han døde kun 54 år gammel (samme alder som hans ven Dirch) i 1981 af strubekræft og ligger begravet i en urnehave på Brønshøj Kirkegård. |
||
VOLDFLØJEN i Herlev (sidevej til Frederiksundsvej, lige
efter Husum Torv - retning ud af byen) Her ligger kulissen til de fantastiske "Støv"-film, som jo startede med "Støv På Hjernen" i 1961, hvor Dirch Passer jo var vicevært med egen togbane i kælderen. |
||
SØBAKKEN 5 i Skovshoved Lidt oppe af Strandvejen nord for København boede en af landets store skuespillere og visesangere, Osvald Helmuth (klik på linket og søg på hans navn på danskefilm.dk). Han var iøvrigt Ridder af Dannebrog og døde i huset den 18 marts 1966, 72 år gammel. Både Osvald og hans sidste kone Sylvia - kaldet Søster - og sønnen Frits Helmuth ligger begravet på Ordrup Kirkegård. |
||
Jeg søger stadig efter "nye" Gamle Berømte Adresser i København. Blandt andet mangler jeg Poul Reichhardts sidste adresse i 1980'erne i Skovshoved. Men hvor? Jeg leder også efter en adresse på Preben Kaas, hvis han da havde en fast langvarig adresse til sidst i sit turbolente liv. Jeg ved han boede på Kronprinsesse Sofiesvej på Frederiksberg helt oppe ved Ågade til sidst, men ikke præcist hvor og hvor længe. Send mig en mail hvis du ved noget eller iøvrigt kender en adresse du synes mangler her på siden..... Men husk: Ingen nulevende berømtheder skal have æren af at figurere her på siden, de skal have lov at bo i fred så længe de er her..... |
||
|