Engang i en svunden tid fandtes der en bilklub for bindegale ejere af en bestemt slags bil fra vort naboland mod syd. Den hed ESCORT CLUB DANMARK. Den blev startet af Finn Nielsen, Jørgen Nielsen og Henrik Henriksen i foråret 1984. Dens  levetid blev kort, kun små 4 år, men på disse fire år nåede klubben at vokse fra de stiftende 3 medlemmer til over 400 glade Escort-ejere!

ECD, som den blev kaldt i daglig tale, var faktisk dengang en af landets største bilklubber.

ECD udgav et medlemsblad som selvfølgelig hed "Escorten" og som udkom ca. hver 2 måned. Da medlemsunderlaget spredte sig fra ejere af gamle totalrestaurerede Escort MKI-modeller fra 1968, over Escort MKII-modeller til ejere af de dengang spritnye Escort MKIII-modeller, var bladet naturligvis en broget samling artikler. Dog var hovedparten af medlemmerne ejere af de nyere MKIII-modeller, som kom på markedet i 1980. I Løbet af klubbens levetid kom også den dengang nye og strømlinede MKIV Escort under vores faner.

Vi kørte på adskillige årlige træf, bl.a. til Stevns Klint, hvorfra det første billede her på siden stammer. Vi var, såvidt jeg husker, omkring 30 vogne afsted på dette vores første træf. Der medbragtes altid koner og børn, så turene var en slags familie-udflugter, hvor vi som regel gik ind og spiste et eller andet sted i samlet (og meget larmende) flok.

Vi stillede også gerne op til byfester og kræmmermarkeder og den slags således at almindelige kedelige bilister kunne komme frem og se vores lirede og pyntede og til tider næsten ukendelige Escorter. Det næste billede er taget til Skovlunde Byfest 1985, hvor vi som det ses havde linet os op til den store guldmedalje. Det næste billede viser undertegnede sammen med Afrdelingsformand Martin Berner fra vores Sjællandsafdeling og et medlem som jeg desværre har glemt navnet på (han var Kørelærer).

Hver søndag i næsten 3 år slog vi rod på Langelinie og viste på den måde flaget for den undrende og måske lidt imponerede omverden.

I 1985 fik vi et lækkert klubhus i Osted, som ligger på hovedvejen mellem Roskilde og Ringsted. Hertil kørte vi som regel hver søndag efter Langelinie. Det gik til tider lidt stærkt på vejen derned, et medlem fik en søndag eftermiddag totalskadet sin næsten nye Escort XR3i på turen derned, da han p.g.a. lidt vel høj fart knoklede ind i autoværnet på motorvejen ude ved Vallensbæk Mose. Heldigvis skete der intet med vores medlem og hans kæreste, udover en meget meget stor forskrækkelse, men vi andre lærte måske lidt om at styre farten når det gik derudaf i samlet flok. De 2 billeder her til venstre er taget nede i klubhuset på en af disse glade søndage.

I løbet 1985 fik vi etableret flere afdelinger, en på Sjælland og to i Jylland. De jyske afdelinger afholdt deres egne træf et par gange.

Rigtig mange medlemmer kørte rundt med vores ECD-streamer bagpå bilen. Den skulle sidde i nederste højre hjørne af bagklappen. Vi havde et par medlemmer som på "dispensation" kom ind i klubben med deres "Orion", som jo blot var en Escort med almindeligt bagagerum. Her stor så "Escort/Orion Club Danmark". Jo, vi var ikke helt normale oppe i vores små hoveder! Det var ikke så sjældent endda at man i sin daglige færden gennem verden stødte på et medlem ude på vejene.

I 1985 fandt vi i England et specialblad om vores bil. Det hed "Escort - Mild To Wild", d.v.s. "Escort - fra mild til vild". Det var et blad som der kun kom et af. Vi importerede næsten 100 stk., som vores medlemmer købte med kyshånd. Det indeholdt ALT tænkeligt matriale om vores elskede gryde: Tuning af såvel motorer som karosserier, vedligeholdelse og mest af alt et hav af adresser til små specialfirmaer over hele England som solgte udstyr og tuningsdele til Escorter. Dette lille magasin blev en slags bibel for os alle, der blev bladret ofte i "Mild To Wild, når de gale medlemmer mødtes.

Sommeren 1986 løb så klubbens absolutte klimaks af stablen, idet vi denne sommer fik arrangeret et "Europa-træf 1986". Vi havde her især deltagelse fra vores venner i den tyske "RS2000 Club Rhein/Ruhr". De mødte talstærkt op i deres rallytunede gamle baghjulstrukne RS2000/400-racere, og gav selv vores medlemmer i de fine RS-Turbo'er tæskende og pryglende baghjul. Det havde de det vidst fint med.....

Vi var mere end 100 vogne samlet oppe ved Ebeltoft den sommer, Der kom også et par vogne fra England, Sverige og Norge.

Desværre var dette skønne arrangement et højdepunkt i klubbens kort liv som var svært at følge op, så derefter blev det lidt sløjt med entusiasmen, både fra os i bestyrelsen og på "Escorten"s redaktion og blandt mange medlemmer, så i løbet af 1987 ebbede klubben stille og roligt ud og blev opløst i slutningen af 1988.

Det var en skøn tid og mange medlemmer stiftede venskaber dengang som holder den dag i dag. Jeg selv har kontakt med en 8-10 stykker og vi hygger os voldsomt med minderne om dengang bilerne var smarte og hurtige, kvinderne var smarte og unge og børnene var små og til at styre!

Idag er bilerne usmarte og store med mange døre, kvinderne er hverken smarte eller unge. Og ungerne, ja de er ikke til at styre.......

Men livet er sgu' da iorden alligevel. Tænk hvis vi havde haft sådan her en computertingest da vi lavede "Escorten"! Jeg sad møjsommeligt og klippeklisterede hele natten for at lave bladet, idag havde det været færdigt på 3 kvarter!

Tak for en herlig tid.



Mange nostalgiske hilsener

FINN NIELSEN
Eks-formand for Escort Club Danmark & Eks-redaktør af medlemsbladet "Escorten"

 

KLIK HER FOR AT SE DET NYE BILLEDARKIV FRA ECD

 

               

 

Vi er her i 2012 igang med at prøve at samle så mange gamle medlemmer af ECD som muligt. Hvis du kunne tænke dig at være med til en slags ECD-revival, så klik herunder og kig forbi vores nye Facebook-side. Er du ikke på FB så bare send en mail.

Du kan finde os på Facebook

Stevns Klint 1985
Skovlunde Byfest 1985
Formand Finn Nielsen, afdelingsformand for Sjælland Martin Berner og et menigt medlem
Klubhuset i Osted
Europa-træf 1986 på Mols
En medlem i en amerikansk Escort på Langelinie en Søndag eftermiddag
Et medlem i en sjælden
amerikansk Escort på
besøg på Langelinie
Forsiden til det berømte blad "Escort - Mild To Wild"
Forsiden til det berømte
"Escort - Mild To Wild"

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til Forsiden