ALLEHELGENSNAT


En (u)hyggelig novelle af
Finn Jul Hjortsøe



Det hele startede en ganske almindelig aften sidst i oktober. Det vil sige, helt almindelig var den jo ikke, for det var Allehelgensaften og vi havde gæster til spisning. Det var en fredag og min kones søster var på besøg med sine unger.

Aftenen forløb hyggeligt, stuen var pyntet med lysende græskar, et dinglende skelet i terrassedøren og andet uhyggeligt gejl. Ungerne elskede det og gik efter maden op på værelset og ville lave en masse gys og gru for hinanden. Vi tændte for radioen og der dukkede et program op, hvor folk ringede ind og fortalte om overnaturlige ting de havde oplevet. Både om spøgelser og genfærd de havde mødt på uhyggelige steder - altid om natten og helst i måneskin. Det var faktisk på en eller anden måde spændende at sidde og høre på mens ilden knitrede i pejsen. Da programmet var forbi sad vi selv og sludrede om vi selv havde oplevet noget lignende som dem i radioen. Det var der ingen af os der havde. Så snakkede vi lidt om dem af vores nærmeste som ikke længere var iblandt os og ikke mindst om hvor dejligt det trods alt ville være hvis man alligevel på en eller anden måde kunne møde dem igen - bare en gang til. Men vi blev også enige om, at alt det her fis med clairvoyante damer med store armbevægelser og udrivelse af ånder ikke var noget vi troede på. Hvis man sad i en rundkreds med lukkede øjne og holdt hinanden i hånden og spisebordet i midten begyndte at hoppe eller ryste blev vi enige om, at nogen helt klart havde røget noget sjov tobak. Jeg gik over og slukkede for radioen.

Mens pigerne bar ud i køkkenet sad jeg alene i stuen og kom til at tænke på mine forældre som begge havde været borte i mange år. Jeg tænkte især på min far. Jeg savnede ham stadig voldsomt. Der stod et stort hvidt stearinbloklys foran mig på bordet og flammen blafrede lidt. Der var nok lidt træk et eller andet sted fra. Jeg pustede det ud, der kom til at lugte rigtig julehyggeagtig mens vægen stod og fes af. Jeg tændte radioen igen og fandt noget hyggelig musik. Lidt efter kom pigerne ind.

- Så er tingene sat i opvaskeren og du skal bare tømme den i morgen, sagde min kone.
- Hvis du ellers husker det, sagde hendes søster flabet og blinkede til mig.
- Jeg skal bare nyde freden hele weekenden mens I er i sommerhuset, svarede jeg.
- Hvor er det trist at soveværelset ligger på første sal og køleskabet står helt nede i stuen, grinede min kone og gik hen mod hoveddøren.
- Vi smutter nu, sagde hendes søster mens hun grinede og gik samme vej.

De havde besluttet at tage en sidste weekend i vores sommerhus med ungerne inden vinteren rigtig startede. Kort tid efter stod jeg i døren og vinkede til dem da de kørte ned af vejen i bilen med hele flokken af unger på bagsæddet. Jeg stod og tænkte på hvor meget larm der var lige nu inde i den bil og hvor stille der ville være inde i huset lige om lidt, når jeg lukkede hoveddøren bag mig. Jeg stod lidt og kiggede efter dem mens de røde baglygter forsvandt hen over bakken for enden af vejen. Klokken var vel omkring 22 nu. Jeg vendte mig om, gik ind i entréen og smækkede hoveddøren bag mig og låste den. Jeg gik ind i stuen og stod lidt og kiggede mig omkring. Hvad skulle jeg nu bruge mine to dages frihed og den skønne fred og ro til? Jeg besluttede mig for at smide mig i sofaen med en blød pude bag nakken og ligge og lytte til lidt stille musik.

Jeg lå og tænkte på min far igen. Bare han kunne se mig nu. Han ville være stolt. Men mon ikke han kigger med et eller andet sted fra? Da der kom radioavis kl. 23 slukkede jeg radioen igen. Det måtte være tide til at gå til køjs. Stearinlyset stod og blafrede igen. Jeg rejste mig op for at puste det ud. Sig mig, havde jeg ikke lige pustet det ud inden pigerne kørte? Det var da underligt. Nå, det måtte være min kone som havde tændt det igen. Jeg pustede det ud igen og gik op i seng. Jeg lå længe og vendte og drejede mig. Det var lidt underligt at falde i søvn i den tomme dobbeltseng. Lige så irriterende det kunne være når hun lå og roterede i søvne som en anden grillkylling når jeg prøvede at falde i søvn, lige så mærkeligt tomt var det når hun ikke lå der. Jeg lukkede øjnene og min far dukkede pludseligt op i mine tanker. Jeg var tilbage i barndommens sommerferie i campingvognen med både far og mor. Skønne tanker. Så faldt jeg alligevel i søvn.

Jeg ved ikke hvad klokken var da jeg vågnede med et sæt. Uret på natbordet havde min kone taget med, så jeg kunne ikke se hvad klokken var. Jeg var lysvågen. Hvad var det for en lyd som havde vækket mig? Der var helt mørkt omkring mig. Jeg lå og lyttede. Prøvede at komme i tanke om hvad det var der havde vækket mig. Der var det igen! Nu kunne jeg kende lyden. Det var døren mellem køkkenet og bryggerset der knirkede. Jeg havde smurt den masser af gange men efter få uger begyndte den altid at knirke igen. Min kone var svært træt at det knirkeri, mig generede det ikke. Før nu i nat altså! Nu kom lyden igen. Denne gang meget længe. Døren blev åbenbart åbnet eller lukket meget langsomt. Jeg rejste mig lydløst op og satte stille fødderne på det kolde gulv. Jeg listede over mod den åbne dør ud mod afsatsen ned mod stuen. På en hylde lige bag døren havde jeg min store ½ meter lange amerikanske metalstavlygte stående. Den tog jeg i hånden og kiggede ud af døren. Der måtte være en tyveknægt i huset. Det var godt konen og ungerne var ude af huset. Jeg kunne kigge ned i stuen. Døren til bryggerset stod på klem. Mit hjertede bankede helt vildt. Jeg stod længe og kiggede rundt. Når man havde stået længe i mørket kunne man jo faktisk se meget med det blotte øje uden lyset tændt. Jeg kunne faktisk se det meste af stueetagen der oppe fra, på nær bryggers, entre og badeværelset. Det måtte være fuldmåne udenfor, så meget man kunne se indenfor uden lys. Det skinnede ind gennem terrassevinduerne opdagede jeg, så jeg tændte ikke stavlygten men stod bare længe og kiggede og lyttede. Der var ingenting at se eller høre nu. Jeg var jo nødt til at komme ned og kigge mig omkring. Jeg turde næsten ikke men huset skulle jo tjekkes.

Jeg listede ned af trappen - hvor trappetrinene knirkede en smule - og sneg mig hen mod entréen og gik hen og tjekkede hoveddøren. Den var låst. Så gik jeg over og tjekkede terrassedøren. Den var også låst. Jeg gik hen til badeværelsedøren som var åben og kiggede ind. Jeg kunne intet se derinde. Jeg lagde stavlygten op på skulderen - som jeg havde set amerikanske betjente gøre i fjernsynet - og tændte den kort og kiggede ind. Jeg havde godt fat om hovedet på lygten, klar til at pande banditten en i nøden med lygten. Ikke et øje var der, heller ikke i brusekabinen. Så manglede jeg bare bryggerset. Jeg slukkede lygten igen og sneg mig langs med væggen forbi køkkenet og hen til den knirkende bryggersdør. Jeg turde dårligt skubbe til den. Den fik alligevel et lille puf med min venstre fod. Lygten lå stadig på skulderen - klar til både at lyse og dræbe. Døren gik op og knirkede som den skulle. Der kom et svagt lys ind i rummet gennem råglasruden henne i døren i den ande ende ud mod carporten. Der var umiddelbart ingen derinde. Jeg stod længe og kiggede hen på det høje dobbeltskab ved siden af døren. Jeg vidste at det ene skab var halvtomt. Der kunne faktisk godt gemme sig en person derinde. Jeg listede hen over de kolde gulvfliser på mine bare tæer og stillede mig foran skabslågerne. Det var det venstre som var halvtomt. Jeg flåede lågen op mens jeg tændte stavlygten og lyste derind mens jeg råbte "HVAD SÅ!" så højt jeg kunne. Jeg følte mig som en kæmpe idiot. Skabet var naturligvis tomt. Så tog jeg fat i dørhåndtaget til bryggersdøren ud mod carporten. Den var også låst som den skulle være. Meget mærkeligt. Så gik jeg ind i stuen igen og tog en runde gennem hele hytten med stavlygten tændt. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg ikke bare tændte lyset i stuen, men det gjorde jeg altså ikke.

Børneværelserne og mit lille arbejdsværelse oppe på første sal regnede jeg ikke med der kunne være nogen banditter i, for der skulle man jo op af de knirkede trappetrin forbi soveværelset og det ville jeg have hørt. Jeg tjekkede værelserne alligevel - ingen tyveknægte der heller. Så gik jeg ned i stuen igen og satte mig i sofaen. Jeg tændte stearinlyset og sad lidt og undrede mig over hvad der foregik. Det var helt sikkert den bryggersdør havde knirket. Jeg kendte jo lyden og var vågnet af den. Jeg sover meget let. Jeg synes igen der var en kold brise gennem stuen. Jeg havde jo lige tjekket alle døre og vinduer, så der burde ikke komme træk nogen steder fra. Det blev ved.

Pludselig knirkede bryggersdøren bag mig igen. Jeg stivnede totalt. Jeg turde ikke vende mig om. Så knirkede den igen voldsomt og smækkede i. Samtidigt gik lyset på sofabordet ud. Jeg sprang op og tog et fast tag om stavlygten og løb hen til bryggersdøren. Jeg flåede den op og råbte "STOP SÅ DET PIS" ind i rummet med lygten tændt. Ikke et øje var der derinde. Mit hjerte var ved at galopere ud af brystkassen på mig. Hvad fanden foregik der i huset? Jeg satte mig tilbage i sofaen og tændte stearinlyset igen og sad og gloede intenst ind i flammen. Mine øjne har garanteret været store som tekopper.

Jeg lagde mig ned med hovedet på puden. Jeg kunne ligge og kigge op på afsatsen til første sal. Henne for enden af gangen ligger mit arbejdsværelse. Jeg lå længe og kiggede derop. Var der tændt lys derinde? Der var ikke lys da jeg var deroppe for lidt siden. Nu var det sgu nok!

Jeg gik op af trappen og kiggede hen af gangen. Der kom ganske rigtigt et ganske svagt lys ud fra mit værelse. Det var ikke nogen af lamperne derinde der var tændt. Det var lyset for svagt til. Jeg gik hen til den åbne dør med stavlygten klar til kamp. Da jeg kigge ind kunne jeg se en af min små lommelygter som plejer at ligge på hylden over skrivebordet ligge nede på selve bordet og lyse. Jeg gik derhen. Ved siden af lå et par gamle billeder fra min barndom. Det var fra en sommerferie for mange år siden. Min far og mor stod med mig på armen på et af dem. Det var et dejligt billede, som jeg tit kiggede på. Billederne plejede at ligge i en skuffe under bordet. Jeg synes ikke jeg havde haft fat i dem for nyligt. Jeg tænkte at jeg var ved at blive vanvittig. Jeg kneb mig vitterligt i armen for at være sikker på at jeg var vågen. Det har jeg læst i en bog at man kan gøre. Jeg var åbenbart vågen, for det gjorde ondt. Jeg lagde billederne tilbage i skuffen og slukkede lommelygten igen og lagde den på plads på hylden. Var der nogen der drev gæk med mig? Hvem pokker skulle det være, hele huset var jo aflåst og der var jo kun mig hjemme.

Jeg var jo lysvågen så det nyttede jo ikke noget at gå i seng igen lige nu. Det ville der jo ikke komme noget godt ud af sådan som tankerne tonsede rundt i knolden på mig. Så jeg endte nede i stuen på sofaen igen. Stearinlyset stod og blafrede. Det var den underlige kolde brise gennem stuen igen. Pludselig fik jeg en meget underlig fornemmelse. Jeg følte helt klart at der stod en og kiggede på mig bagfra. Det var henne fra bryggersdøren. Jeg sad længe og turde ikke vende mig om. Så knirkede døren igen og smækkede i igen. Stearinlyset på bordet blev blæst ud. Der blev helt mørkt i stuen, det var kun månelyset henne fra terrassevinduerne i den anden ende af stuen som lyste op.

Efter lang tids venten drejede jeg mig og kiggede bagud. Der stod en skikkelse i mørket henne foran bryggersdøren. Det var ikke til at se hvad eller hvem det var. Vedkommende stod helt stille. Jeg sad bare og stirrede. Lidt efter lidt begyndte øjnene at vænne sig til mørket. Personen trådte et skridt frem og smilede venligt. DET VAR MIN FAR! Jeg rejste mig op og gik rundt om sofaen for at komme derover. Så forsvandt han igen. Så kan jeg ikke huske mere…

Næste morgen vågnede jeg oppe i soveværelset ved at solen skinnede lige ind i soveværelset. Sikke en skøn morgen. Jeg lagde hænderne bagved nakken og strakte mig længe akkompagneret af et dejligt langt larmende gab. Jeg sparkede dynen af og smed benene ovenpå mens jeg lukkede øjnene igen. Mens jeg lå der og vågnede langsomt begyndte nattens hændelser at forme sig i mit hoved. Eller var det bare en drøm…?

Rigtig god allehelgensaften til jer allesammen.

Og ikke mindst nat!

MUHAHAHA!




TaxaFinn 2019




Tilbage til forsiden