VEJE PÅ FREDERIKSBERG

Dette er en Word-fil, samlet fra Frederiksberg Kommunes Stadsarkivs hjemmeside.

GODTHÅBSVEJ:

Det er uvist hvornår Godthåbsvej blev anlagt, men det er en af vore ældste veje. Fra 1664 kaldt Den gamle Kongevej, siden har den heddet Grøndalsvej og fra cirka 1855 kendes den som Godthåbsvej. Rolighedsvej - Godthåbsvej er en af Frederiksbergs ældste veje. Som den ældste af områdets kongeveje kan den knyttes til Chr. IV's Ladegård og muligvis er den endnu ældre. Flere hundrede år hed den Islevvejen, siden Grøndalsvejen, endnu senere tog den navn efter to store gårde, der cirka 1770 blev anlagt ved den: Rolighed og Godthåb. Indtil 1770 havde Frederiksberg mindst 3 kongeveje, blandt andre Islevvejen, nu Godthåbsvej og Rolighedsvej. Islevvej den ældste af kongevejene.

Den østlige del af Godthåbsvej, fra Falkoner Allé til Nordre Fasanvej, dannede grænsen mellem Svømmehalskvarteret og Mariendalskvarteret. Godthåbsvej var, sammen med Rolighedsvej, en del af den gamle landevej fra København og gik i flere århundreder under navnet Islevvejen. Godthåbsvej bebyggedes i starten med småhuse på 1 til 3 etager, og frem mod år 1900 skød det nuværende etagebyggeri op. Skolen på Godthåbsvej var en af kommunens ældste skoler, opført 1880-81. Den blev nedlagt godt 100 år senere.

Efter krydset ved Nordre Fasanvej ligger på Godthåbsvejs venstre side i nr. 79 Store Godthåbs hovedbygning med tilhørende gårdsplads. Komplekset opførtes af pudder- og stivelsesfabrikant Henrich Wium i 1770, og er et eksempel på et af de store landsteder, der blev etableret på den nordlige del af hømarken efter at statens havde bortauktioneret den i 1765. Store Godthåb havde i slutningen af 1700-tallet betydelige jorder på begge sider af Godthåbsvej.

På nær Store Godthåb, to fabriksanlæg fra 1890’erne og nogle havekolonier, var den vestligste del af Godthåbsvej efter Nordre Fasanvej ubebygget til et stykke ind i det 20. århundrede. Derefter opstod den for perioden karakteristiske bebyggelse med beboelsesejendomme ud mod den gennemgående gade – kulissebyggeri - og villakvarterer bagved. Alderdomshjemmet Østervang i nr. 83 opførtes af kommunen i 1922 som supplement til det ældre alderdomshjem på hospitalsgrunden. De lave blokke i nr. 98-138 indgår i den omfattende rækkehusbebyggelse, der efter en samlet plan i slutningen af 20’erne opførtes af et byggekonsortium på det bagvedliggende areal mellem Vagtelvej og Duevej. Bebyggelsen Ved Fuglebakken overfor i nr. 85-115 består af fire høje blokke og opførtes i staren af 50’erne, mens Grøndalsgården (117-129) Grønnehavegården (nr. 131-137), og Godthåbsvænget blev opført i den første del af 30’erne. Grøndal, tidligere Godthåbsvej, S-station, ligger lige på kommunegrænsen - før 1901: Brønshøjs og Utterslevs marker i Brønshøj-Rødovre Sognekommune; efter 1901: Københavns Kommune. Stationen opførtes som en primitiv træbygning med sideperroner fire år før S-banens etablering i 1934. Skråt overfor, ned mod Grøndalsåen, etablerede kommunen i 1879 et vandværk til forsyning af den vestlige del af byen. På Vandværksgrunden opførtes bl.a. kommunens første ældreboliger i nr. 150-158 fra 1938.

FALKONER ALLE:

Alléen blev anlagt ca. 1670 i forlængelse af Allégade og førte frem til Falkonergården. Oprindeligt var det en lukket kongevej med porte ved Allégade og Jagtvej. Efter bortauktioneringen af hømarken i 1765, og etableringen af nye landsteder, blev Falkoner Allé en offentlig vej, og omkring midten af 1800-tallet blev der også bygget enkelte huse og villaer langs den beplantede allé. Da Frederiksberg et halvt århundrede senere blev forvandlet til et storbysamfund, blev Falkoner Allé sammen med forretningsgaden Gammel Kongevej hovedgaden i det nye bycentrum, der voksede frem nord for den gamle landsbybebyggelse. Alléen blev på det sydligste stykke efter Allégade nu bebygget med kommunale bygninger og sammenhængende etagehuse med forretninger i stueetagerne, og længere fremme krydsede Vestbanen. Umiddelbart bag ved lå det kommunale institutionskompleks og byens banegård og poststation. I nr. 7 var byens rådhus fra 1886 til 1953, og som nabo til dette de første kommuneskoler: Skolen på Falkoner Allé (1863) og Skolen på Lampevej (1874). Skolerne blev i øvrigt senere inddraget til rådhusformål. Disse bygninger er borte i dag. På grunden ligger Falconer Centret, opført 1957-59 (Ole Hagen), med hotel, kongres- og teatersale. Falconer Centret blev moderniseret i 1987 og facaden beklædt med rustfrit stål.

Efter knækket ved det nuværende Frederiksberg Center gik den gamle allé over markerne videre mod nord og frem til Ladegårdsåen (Ågade), hvor der via en stenbro over åen var forbindelse til Jagtvej på staden Københavns grund. På jorderne langs alléen opstod i tiden efter bortauktioneringen af hømarken i 1765 en række landsteder: Nyelands Gård, Sindshvile og Landlyst lige syd for Godthåbsvej / Rolighedsvej og nordfor Mariendal, Nørre Alléenlyst og Rolighed. Efter lidt spredt byggeri med villaer efter 1850 blev alléen i den sidste del af århundredet og ind i det nye århundrede bebygget med etagehuse, der navlig på det første stykke med de mange småbutikker fortsatte det præg af hovedstrøg, alléen havde helt nede fra Smallegade. Den østlige side af alléen var i den første tid præget af flere fabriksanlæg - f.eks. A. Sørensens tændvarefabik i nr. 36 og 38, Frederiksberg Jernstøberi i nr. 42 , H.E. Gosch & Co’s Tændstikfabrik i nr. 44 , længere fremme mod Godthåbsvej Rubens fabrik og i nr. 114 N.P. Brandts Drivremmefabrik. Men også her tog de nuværende beboelsesejendomme over fra omkring år 1900.

Gemt bag de høje huse på Falkoner Allé mellem 112 og 120 ligger resterne af Falkonergården, hvis aner rækker tilbage til 1670’erne, da islandske falke var en kærkommen gave til de fyrster, de danske konger besøgte i udlandet. Falkoneriet blev nedlagt i 1810, men mindet om det slår tydeligt igennem i kommunens byvåben med de tre falke. I 1800-tallet lå her en vokslysfabrik. Kommunen har ejet Falkonergården i knap hundrede år, og den har været tjenestebolig for forskellige kommunale embedsmænd.

Nordre/Søndre Fasanvej:

Fasanvejene – den søndre og nordre - løber tværs gennem Frederiksberg fra Valby i syd til Nørrebro i nord.

Den sydlige del af Søndre Fasanvej syd for Roskildevej anlagdes ca. 1870 som indkørsel til nogle gartnerier, og hed oprindeligt Bag Søndermarken. Fra år 1900 indgik den i Søndre Fasanvej. På den østre side af vejen ligger Søndermarken og den sydligste del af ZOO, og på den vestre side et villakvarter langs Pelargonievej, som opstod fra 1890’erne. Den øvrige del af Søndre Fasanvej anlagdes 1682 som forbindelsesvej til fasaneriet bag Frederiksberg Have og forlængedes senere til Smallegade. Vejen, der i starten blot hed Fasanvej, omkranses af Zoologisk Have, Solbjerg Kirkegård og Frederiksberg Have. Etagehusene og villaerne på de sideveje, der støder ud til vejens vestside mellem kirkegården og Diakonissestiftelsen, opstod fra 1880’erne.

Nordre Fasanvej anlagdes i forlængelse af den gamle Fasanvej fra Smallegade og frem til grænsen til Københavns Kommune (lige nord for højbanen), og videre derfra til Frederikssundsvej fra 1883 til 1908. Beboelsesejendommene ned mod Smallegade /Peter Bangs Vej opstod i slutningen af 1800-tallet, men den sydligste del af Nordre Fasanvej blev ellers i mange årtier præget af krydsende jernbanelinjer. Under den nu nedrevne bro (fra 1928) løb Frederikssundsbanen, der fra 1879 udgik fra Frederiksberg og indtil 1928 krydsede vejen via en jernbaneoverskæring. Efter 1934 omdannedes strækningen fra Frederiksberg til Vanløse til S-bane, og i 1985 oprettedes Solbjerg S-togsstation på stedet. Fra 2003 vil den nye metro dukke op af tunnelrøret lige efter Nordre Fasanvej. Hvor Howitzvej og Finsensvej krydser Nordre Fasanvej aner man stadig linjeføringen af den gamle Vestbane, der udgik fra Københavns 2. banegård, og efter Frederiksberg banegård løb i en blød sydvestlig bue mod Vigerslev og derfra til Roskilde og det øvrige Danmark. Efter åbningen af godsbaneringen i 1930 ophørte jernbanetrafikken på stedet.

Beboelsesejendommene ved jernbanelinjen op til Nyelandsvej blev opført fra slutningen af 1800-tallet og ind i det nye århundrede. Vandtårnet på P. Andersens Vej etableredes i 1877 - Peder Andersen havde allerede i 1869 opført det første vandværk ved Gammel Kongevej.

På hele den vestlige del af Nordre Fasanvej nord for Nyelandsvej opførtes efter år 1900 Frederiksberg Hospitals forskellige bygninger. Da Frederiksberg Kommune med udskillelsen fra Københavns Amtsrådskreds fra år 1900 skulle varetage alle opgaver på sygehusområdet, og da pladsforholdene i fattig- og hospitalsvæsenets institutionskompleks på Howitzvej længe havde været trange, besluttedes det at flytte institutionerne ud til Nordre Fasanvej. I løbet af ganske få år rejste der sig over 20 bygninger på den store grund mellem Nyelandsvej, Godthåbsvej og Tesdorpfsvej / Stockflethsvej. Ud til Nordre Fasanvej opførtes administrationsbygningen, en portbygning og hospitalspavilloner, og længere inde på grunden andre hospitalsbygninger, fattighus, husvilde-afdeling, børneoptagelseshjem, alderdomshjem, sygestiftelse, funktionærboliger samt vaskeri- og køkkenbygninger. Fattigvæsnets bygninger blev efterhånden inddraget til sygehusformål og hospitals-komplekset udvidedes jævnligt, bl.a. med det store funktionalistiske gulstenskompleks ud mod Godthåbsvej fra slutningen af 30’erne og andre bygninger på den nordlige del af grunden i 70’erne.

På den østlige side over for hospitalet lå før beboelsesbygningen i nr. 60-66 (fra omkring 1970) De forenede Vatfabrikker fra 1892. Beboelsesejendommen i nr. 78-82 er ren funktionalisme fra begyndelsen af 1930’erne, mens de øvrige huse er fra tiden omkring år 1900.

Nordre Fasanvej er frem fra Godthåbsvej og frem til Borups Allé fortrinsvis bebygget med etagebyggeri fra tiden omkring år 1900. På sidevejene på den østlige del af vejen opstod på samme tid et samlet industrikvarter. Højhusene mellem Kongs Georgs Vej og Mariendalsvej opførtes i 1970’erne af Arbejderens kooperative Byggeselskab og erstattede en anden af arbejder-kooperationens virksomheder, bryggeriet Stjernen fra 1902. Herudover ligger der en række velgørende stiftelser med smålejligheder i nr. 83, 109, 124-130 og 189-191.

Rolighedsvej:

Rolighedsvej har taget navn efter landstedet Rolighed, der i lighed med Godthåb på Godthåbsvej, stadig eksisterer og bringer minder om 1700-tallets gårde på Frederiksberg. Rolighed er opført ca. 1770 af en velhavende købmand i København. Hovedbygningen er i rokokostil. Det landlige præg understreges især af de bevarede staldlænger, der sammen med hovedbygningen udgør en firlænget landejendom. Arkitekten C.F. Hansen og digteren Christian Hostrup har begge boet på Rolighed. Landbohøjskolen overtog Rolighed i 1918, og den blev indrettet til direktørbolig. Ved siden af Rolighed ligger det tidligere Københavns Sygehjem, opført 1857-59 (H.C. Stilling), kort efter koleraepidemien i 1853. Også Sygehjemmet er i dag ejet af Landbohøjskolen. Hostrups Have – på hjørnet af Rolighedsvej og Falkoner Allé – er opført i 1935-36 (Hans Dahlerup Berthelsen). Tidligere lå her en andet af Frederiksbergs mange industribygninger, nemlig bomuldsspinderiet Rubens Fabrikker, der flyttede herud i 1857. Fabrikken blev nedrevet i 1927.

Nyelandsvej:

Anlagdes i starten af 1880’erne og blev opkaldt efter justitsråd og proviantforvalter i Søetaten Stephan Nyeland, der 1837-1875 ejede en af Falkoner Allé lystgårde, på hvis arealer kvarteret nordfor senere opstod. Ud over beboelsesejendomme, der fortrinsvis er fra 1800-tallets sidste årtier, prægedes Nyelandsvej af institutioner og fabriksanlæg. I nr. 23 og 27 opførte kommunen efter tegninger af Chr. I. Thuren i den første del af 1890’erne Skolen på Nyelandsvej og Solbjergskolen, der langt senere kom til at huse Frederiksberg Seminarium. I nr. 25 oprettedes 1884 Københavns Mælkeforsyning, der sidenhen kaldtes Solbjerg Mejeri og som i midten af 1920’erne fik helt nye bygninger. Mejeriet, der var en af Frederiksbergs helt store industrier, lå ud til banegårdens godsterræn, hvortil der var sporforbindelse, og det havde to forbindelsesveje: Solbjergvej og Mælkevej. Virksomheden nedlagdes i midten af 1970’erne, og den efterfølgende byomdannelse gav i starten af 80’erne plads til en udvidelse af Skolen på Nyelandsvej og tre boligblokke med tilkørsel fra Sprogøvej. I nr. 51 opførtes 1910-11 Godthåbs Sogns Menigheds Børnehave, General Classens Asyl og Godthåbskirken efter tegninger af Gotfred Tvede. Beboelsesejendommen ved siden af, Nyelandsvej 53-63 / Nordre Fasanvej 48, opførtes fra 1913 af Arbejdernes Andels-Boligforening efter tegning af Viggo Thalbitzer, og er det første eksempel i Danmark på et boligbyggeri ud fra almennyttige principper.

Nyelandsvejs vestlige del efter Nordre Fasanvej anlagdes 1884, og hed frem til år 1900 Bergersvej. Vejen bebyggedes med etagehuse og villaer i tiden omkring år 1900. De røde hospitalsbygninger på nordsiden opførtes i begyndelsen af 1890’erne, og fungerede som Københavns Amts Sygehus. Efter udflytningen af de sidste afdelinger til det nye amtssygehuset i Gentofte, blev bygningerne i 1939 indkorporeret i Frederiksberg Hospital. Skolen på La Cours Vej (nr. 75) blev opført 1910-11. Den fik boldbaner og skolehaver og udviklede sig i mellemkrigstiden til en pædagogisk mønsterskole. Over for skolen, ned langs østsiden af Emil Chr. Hansens Vej, opførtes omkring 1970 plejehjemmet Søndervang, der 15 år efter udvidedes med et større antal beskyttede boliger.

Svømmehalskvarteret:

Opstod på Stephan Nyelands jorder, der tidligere var en del af landstedet Sindshviles tilliggender, og afgrænsedes af Nyelandsvej, Nordre Fasanvej og Falkoner Allé. Kvarterets karréer bebyggedes i slutningen af 1800-tallet og i de første år efter århundredskiftet med mindre beboelsesejendomme med smålejligheder og to til tre opgange, og mindede om tilsvarende arbejderkvarterer på de ydre dele af de københavnske brokvarterer - omfattende byfornyelser har præget kvarteret inden for de sidste to årtier. Centralt i Svømmehalskvarteret lå det filantropiske boligbyggeri De Classenske Boliger, der opførtes 1866-1881 i et bredt bælte fra Godthåbsvej ned mod Nyelandsvej. Nedrivningen af komplekset påbegyndtes allerede før 1. Verdenskrig, men der skulle gå over 40 år, før den sidste boligblok forsvandt. På grunden opstod Frederiksberg Svømmehal fra 1934 (arkitekt A.S.K. Lauritzen), parkområdet Aksel Møllers Have, og vest for dette det ti etager høje boligkompleks fra 1946 (arkitekt Sigurd Tanggaard). Ud over boligbyggeriet havde Svømmehals-kvarteret flere institutionsbygninger. På Adilvej 3 opførtes 1893 Frederiksberg Asylselskabs Børnehave, der fra 1910 tillige husede Frederiksberg kommunale Tandpleje, og på Falstersvej 3-5 rejstes i slutningen af 20’erne Frederiksberg tekniske Skoles første bygning - hidtil havde man klaret sig med undervisningslokaler på de kommunale skoler. Kommuneskolen på Lollandsvej (nr. 40) opførtes 1898-99.

Mariendalskvarteret:

Strakte sig fra Godthåbsvej i syd frem mod Ladegårdsåen og Bispeengen (kommunegrænsen) i nord og afgrænsedes i øst og vest af henholdsvis Falkoner Allé og Nordre Fasanvej. Området var i slutningen af 1700-tallet jordtilliggende til landstederne Teglgården og Mariendal, og bebyggedes i den sidste del af 1800-tallet og ind i det nye århundrede. Den østlige del blev frem til Kronprinsesse Sofies Vej præget af etagehuse ved Holger Danskes Vej, og overvejende villaer på de øvrige veje, hvortil ejeren af Mariendal, foretageren og kreaturkommissæren Niels Josephsen, i 1884 anlagde Falkoneralléens Sporvej. Den vestlige del frem til Nordre Fasanvej fik, ud over de høje beboelsesejendomme, karakter af et industrikvarter. Af de gamle fabriksbygninger ses bl.a. på Nitivej nr. 6 Korkvarefabrikken Danmark (1898) og i nr. 10 Frederiksberg Metalvarefabrik (1904) samt på Nordre Fasanvej nr. 111 Krygers Tobaksfabrik (1892). Højhusene mellem Kongs Georgs Vej og Mariendalsvej opførtes i 1970’erne af Arbejdernes kooperative Byggeselskab og erstattede en anden af arbejderkooperationens virksomheder, bryggeriet Stjernen fra 1902. En del af kvarterets øvrige bygninger skyldtes den godgørenhed, der flød af de rigdomme, som Josephsen havde skabt, bl.a ved udstykningen af Mariendalskvarteret. Han bekostede således Mariendalskirken på Nitivej (1908), i hvis krypt han og hustruen Thora hviler, og begunstigede kvarterets mange veldædige og faglige stiftelser. Stiftelserne, der rummede smålejligheder og forskellige udenomsfaciliteter, lå på Mariendalsvej nærmest i en række i nr. 30, 34, 36, 38-40 og 39-41.

Allégade og Pile Allé

Det var ved Allégade (navnet opstod i begyndelsen af 1800-tallet), at hollænderne slog sig ned i 1651 og byggede deres gårde. Gaden er derfor den ældste i Frederiksberg Kommune, og den emmer stadig af historie. Frederiksberg mistede det hollandske præg efter byens brand i 1697. Gårdene blev genopført, men det var nye folk, der flyttede ind.

Landbrugsjorden overtog Kronen, og nye erhverv kom i stedet, bl.a. håndværkere, slagtere og, på det nærmeste, en smugkro i hvert hus. Det københavnske borgerskab kunne her forfriskes – og kongen så egentlig igennem fingre med denne ”trafik”. Kendt fra gadens ældste tid er bl.a. Lars Mathiesens ”Håbet” i nr. 7 (der i dag er en del af Lorry-komplekset) og ”Allégade 10”, som er byens ældste restauration (1780). De fleste gårde er i dag erstattet af nye og høje bygninger, men Ludvigs Minde (nr. 22) står tilbage og minder med sine mere end 230 år om gamle dage i Allégade.

Fra Allégade følger mod syd Frederiksberg Runddel. Runddelen, som aldrig har været særlig rund, blev anlagt omkring 1670, da Dronning Sophie Amalie lod opføre Prinsessernes Gård, hvor nu indgangen til Frederiksberg Have er. Den trefløjede lystgård blev senere overladt til Kronprins Frederik (IV). Stedet fik da navnet Prinsens Gård, og det blev forløberen for Frederiksberg Slot, der kunne realiseres, da Kronen overtog hollændernes mark efter byens brand i 1697.

Prinsens Gård brændte ned i 1753, og kun sidefløjene blev genopført. Sidefløjen i syd danner i dag rammen om bl.a. Revy- og Morskabsmuseet. Ved Runddelen ligger også et andet museum, nemlig Storm P. Museet, der er indrettet i en bygning (fra 1886), der tidligere har rummet politistation og begravelsesvæsen. Bag disse bygninger findes Haveselskabets Have med den fine udstillingsbygning Brøndsalen fra 1880’erne. Haveselskabet lå oprindeligt ved Frederiksberg Allé (hvad Haveselskabetsvej i dag minder os om), men overtog i 1883 de gamle gartnerier i forbindelse med Frederiksberg Have.

Syd for Runddelen løber Pile Allé. Den første historiske bygning på alléen er Frederiksberg Kirke, der er opført i 1734 af Felix Dusart. Kirken er usædvanlig ved sin ottekantede form, og dens lige må også søges uden for landet, nemlig i Holland, hvor kirkens arkitekt kom fra. På kirkegården kan man tage en vandring i Danmarkshistorien, og bl.a. se gravstederne for Adam Oehlenschläger, Kamma og Knud Lyne Rahbek, Anders Sandøe Ørsted og mange andre kendte danskere.

Ved siden af kirken ligger præstegården (nr. 1) fra 1825 og menighedshuset (nr. 3) fra 1912 (arkitekt K. Varming). Her lå oprindeligt en lang bygning fra 1734, der rummede den ældste præstegård og skolen. Længere nede, ved hjørnet af Vesterbrogade, lå indtil 1906 Slotskroen, opført 1782 ved den nye Roskilde Landevej. På Pile Allés modsatte side – på slotssiden – ligger De Små Haver: Hansens gamle Familiehave i nr. 10, M.G. Petersens Familiehave i nr. 16 og Krøgers Familiehave i nr. 18. De stammer alle fra midten af 1800-tallet, og tilladelserne til de berømte traktørsteder blev oprindeligt givet til slottets funktionærer

Frederiksberg Allé

Frederiksberg Allé blev anlagt i 1704 som kongens helt private allé fra Vesterbrogade til Frederiksberg Slot og Have. For at ingen skulle være i tvivl om dette, satte Christian VII i 1785 en port op for enden ved Værnedamsvej, den såkaldte Jernport, der siden 1862 har stået ved indgangen til Søndermarken. Efterhånden som der opstod landsteder langs alléen, fik ejerne af disse dog allernådigst overladt en nøgle til porten.

De smukke landsteder på alléens nordside opstod i årene efter 1780: Sommerro, Vennersly, Sommerlyst, Sans Souci og Alléenberg. Alle er væk i dag, og erstattet af høj bebyggelse fra omkring 1900. Det samme skete også på sydsiden, hvor der længe var langt mellem husene, indtil der kom gang i villabyggeriet omkring 1850. Her lå bl.a. forfatteren Carit Etlars villa.

Hurtigt blev Frederiksberg Allé til forlystelsernes allé. Alléenberg og Sommerlyst tæt ved Allégade var populære udflugtsmål igennem hele 1800-tallet. Det var egentlige forlystelsesetablissementer, og de store parkanlæg rummede luftgynger og karruseller. Georg Carstensen, der i 1843 grundlagde Tivoli, havde også et øje på Frederiksberg Allé og i 1857 skabte han Alhambra, der bl.a. omfattede en koncertsal i maurisk stil med plads til 2000 mennesker!

Alhambra var en vægtig konkurrent til Tivoli, men det hele varede kun tolv år. Så var pengene væk, og den store park gav plads til boligkvarteret omkring Alhambravej og Hauchsvej. Hvor Alléenberg stod, opførtes Den Franske Skole i 1923-24. Skolen blev bombet ved en fejl i forbindelse med Shellhus-bombardementet i marts 1945, hvorved over 100 elever og lærere omkom. Et mindesmærke er rejst ved nr. 74. Efter bombardementet opførtes i 1948-50 fire syvetages boligblokke i nr. 74-96 (Ole Hagen).

Teatre kan Frederiksberg Allé også byde på. I nr. 57 ligger Betty Nansen Teatret. Det opførtes som koncertsalen Odeon i 1857, men blev i 1869 ombygget til Frederiksberg Morskabsteater. Betty Nansen ejede teatret fra 1917 til 1943. I nr. 98 lå fra 1949 ABC-Teatret, hvor Stig Lommer satte mange revyer op i 1950-60’erne. Teatret forsvandt i 1999 og er erstattet af boligbyggeriet ABC-Huset. I nr. 102 ligger Aveny-T, der tidligere har heddet Fønix-Teatret (1919), Aveny-Teatret (1957) og Dr. Dantes Aveny (2001). Teatret er den gamle hovedbygning (fra 1850’erne) til forlystelsesstedet Sommerlyst, grundlagt i 1784.

Nærmest Vesterbrogade ligger Sankt Thomas Runddel, der også tidligere er blevet kaldet Lille Runddel i modsætningen til den store runddel ved Frederiksberg Have. Navnet Sankt Thomas skyldes et gammel landsted af samme navn, der i 1872 blev købt af en tidligere apoteker i Dansk Vestindien. I forbindelse med kommunens 75-års jubilæum i 1932 opsattes to fontæner med figurer forestillende en falkonér og en amagerkone

Bredegade og Smallegade

Mellem de to gader ligger Frederiksberg Rådhus. Der er guidede rundture i Rådhuset den første lørdag i måneden. På turen kommer man også op i rådhustårnet, hvorfra der er en storslået udsigt over Frederiksberg og København.

Rådhuset er opført i årene 1941-53 efter tegninger af Henning Hansen som afløser af det gamle rådhus på hørnet af Howitzvej og Falkoner Allé. Før Rådhuset blev bygget, lå der i karréen mellem Bredegade og Smallegade et gammelt bykvarter med huse, hvoraf flere stammede fra 1700-tallet. Nok er rådhuskomplekset meget stort, men det kan være vanskeligt at forestille sig, at der på den samme grund oprindelig lå 30-40 huse!

Ned langs Rådhuset sydlige side løber Frederiksberg Bredegade, der antagelig var bygaden i middelalderlandsbyen Solbjerg. På gadens sydside ligger der stadig et par gamle landsteder. Nr. 11 er opført i 1790’erne og var i en tid ejet af statsminister P.G. Bang. I dag bruges huset af kommunen. Nr. 13 er opført 1805 af tømrermester Boye Junge. Da enken efter præsten Carl Hassager døde i 1897 blev huset omdannet til kollegium for ti studenter. For enden af Bredegade ligger Andebakkedammen, som vistnok var gadekæret i landsbyen Solbjerg, som Christian IV nedlagde i 1620. Ved Andebakkedammen ligger Møstings Hus, der bruges til udstillinger og foredrag.

Bredegade løber ud i Smallegade, der i dag faktisk er bredere end Bredegade. Gaden hører ligesom Bredegade også til de oprindelige hollændergader. Bebyggelsen var dog mere spredt; der lå skiftevis huse og marker langs gadens nordside. Gadens berømteste bygning lå i nr. 2: landstedet Møstings Hus, opført 1800. Huset var i 27 år sommerbolig for Gehejmestatsminister J.S. Møsting. Det blev nedrevet i 1959 og genopført ved Andebakkedammen i 1976-78.

I den anden ende af Smallegade lå fra 1600-tallet et teglværk, der dog forsvandt, mens selve Teglgården blev tilbage. Den blev nedrevet i 1890. Som nærmeste nabo til Teglgården opførte Nobel en tobaksfabrik i 1860, som han dog mageskiftede med fajancefabrikken Aluminia otte år senere. Siden er der blevet lavet porcelæn på stedet, nu af Royal Scandinavia (nr. 45), der arrangerer rundvisninger på fabrikken flere gange om måneden.

Howitzvej og Solbjergvej

Bag Smallegade opstod engang i 1700-tallet en ny adgangsvej til markerne omkring Godthåb. I ca. hundrede år hed vejen Lampevej, vistnok fordi byens jordemoder boede her, og som den eneste på vejen havde en lampe hængende uden for sit hus. Lampevej fik et dårligt ry efter et brutalt rovmord i 1889, og i 1905 blev den omdøbt til Howitzvej.

På det store areal mellem Howitzvej og Solbjergvej rejstes gennem den sidste halvdel af 1800-tallet fattigvæsenets institutionskompleks, der bl.a. omfattede sygehus, fattighus, alderdomshjem, børneoptagelseshjem og sygestiftelse. Efter udflytningen af institutionerne til Nordre Fasanvej opførtes på stedet senere brandstationen (nr. 26-28) fra 1931-32 (Kommunens arkitektafd.), politistationen (nr. 30) fra 1918-19 (Hack Kampmann), domhuset (nr. 32) fra 1920-21 (Hack Kampmann og Kaj Gottlob), Solbjerg Kirke (nr. 34) fra 1907-08 (Kristoffer Varming) og Hovedbiblioteket (Solbjergvej 21-25) fra 1933-35 (Kommunens arkitektafd.).

På Howitzvej finder man også Frederiksberg Arbejderhjem (nr. 14-16) fra 1875 - et eksempel på tidens filantropiske boligbyggeri for arbejdere. I nr. 36 ligger stadig Howitz’ fødeklinik fra 1863, der i dag bruges af politiet.

I 1864 flyttede Københavns Hovedbanegård til et område nær Vesterport Station, og den sjællandske jernbane blev forlagt over Frederiksberg. En banegård blev opført på Solbjergvej (nr. 6-10), og er i dag den ældste dansk-projekterede banegård. I 1934 startede S-togsdriften fra Frederiksberg til Vanløse, og en moderne station blev opført ved Falkoner Allé. Driften blev indstillet i 1998. I dag er Frederiksberg en station på den nye metrostrækning fra Ørestaden til Frederiksberg. Den nye station ligger under jorden.

Med til den gamle banegård hørte også et stort godsbaneareal, der blev flittig benyttet langt op i 1900-tallet, selv efter at banen til Frederiksberg i 1911 blev et blindspor, der endte lige ved Falkoner Allé. Dette areal danner i dag rammen om Frederiksberg Centret, opført 1995-96, og Handelshøjskolen, opført 1999-2000. På grunden mellem Solbjergvej og Howitzvej opføres for tiden et nyt Frederiksberg Gymnasium med Henning Larsen som arkitekt.

Gammel Kongevej-kvarteret

Christian IV anlagde kongevejen i 1620’erne, og en generation senere blev den hovedfærdselsåren fra København til Ny Amager, som Frederiksberg oprindeligt blev kaldt. Da Frederik IV i 1704 anlagde Frederiksberg Allé til sit nye slot på Frederiksberg, fik forgængerens kongevej hæftet et ”Gammel” foran. Indtil midten af 1800-tallet var der kun meget spredt bebyggelse langs Gammel Kongevej. Der lå fra gammel tid landstederne Sankt Jørgenslund, Svanholm, Nøjsomhed, Forhåbningsholm og Wilhelmineslyst samt nogle mindre ejendomme. Men i 1800-tallets andet halvdel kom der for alvor gang i byggeriet, da Gammel Kongevej blev Frederiksbergs egentlige forretningsgade. Derved forsvandt de gamle landsteder, og den høje og sammenhængende bebyggelse trådte i stedet.

Frederiksberg har været forskånet for det værste slum, men ét sted gik det dog galt. Tæt ved Sankt Jørgens Sø opstod i 1850’erne et arbejderkvarter præget af spekulationsbyggeri i stor skala. Det var gaderne mellem Vodroffsvej og Svanholmsvej – det såkaldte Schønbergsgade-kvarter. Det var et område præget af kriminalitet og prostitution, og et par gader måtte skifte navne på grund af det dårlige rygte. De fleste huse er i dag saneret bort, væk er f.eks. hele Danmarksgade. Det var i øvrigt det område, som den verdensberømte arkitekt Jørn Utzon havde store planer med i 1959. Her skulle der være punkthuse, kontor- og butiksejendomme, og et japansk-inspireret landskab skulle skære sig ind i bebyggelsen. Som så mange andre af Utzons projekter, blev dette heller aldrig gennemført.

På Gammel Kongevej nr. 60 tårner Codanhus sig op med sine 18 etager, opført 1961 (Ole Hagen). Her lå tidligere biografen Kino-Palæet, opført 1918 (Axel Maar), og før da P. Andersens Jernstøberi (med eget vandværk) og bryggeriet Svanholm, begge fra 1850’erne. Allerede i 1723 opstod noget af den ældste industri på dette sted, da et par driftige herrer fik kongens tilladelse til at anlægge en plantage, hvor de skulle dyrke planter, der kunne bruges til farvning. I nr. 70-76 ligger Gammelkongevejsgården fra 1930’erne, opført i bedste funktionalistiske byggestil (Frits Schlegel og Magnus Stephensen). I nr. 78 findes et af de sidste etagehuse fra midten af 1800-tallet, med forhave og stakit til gaden.

Den første sidevej til Gammel Kongevej på den frederiksbergske side er Værnedamsvej. Vejen adskiller i dag Frederiksberg og Københavns kommuner, og kun de ulige numre hører til Frederiksberg. Sådan har det ikke altid været, for oprindelig hørte også hele den anden side, ja, hele karréen ned til Bagerstræde, til Frederiksberg. På det areal, der nu hører København til, lå flere værtshuse og herberger, blandt hvilke Verner Dams værtshus fra 1730’erne må nævnes. Det er nemlig Verner Dam, der har lagt navn til gaden, om end navnet med tiden er blevet lidt forvansket.

På Frederiksberg-siden lå der flere små landsteder, bl.a. det nu forsvundne Rosenlund (nr. 5), der i midten af 1800-tallet var et populært forlystelsessted. I nr. 13 ligger stadig de bygninger, professor Hans Schneekloth lod opføre i 1855 til sin latin- og realskole. Schneekloths Skole huskes stadig af mange, men den flyttede i 1969 til Brøndby. Bygningerne bruges i dag af Teknisk Skole.

Værnedamsvej er ellers en velbesøgt handelsgade med mange små butikker og caféer. Den er dog stærkt trafikeret, og det siges mand og mand imellem, at det skyldes uenighed mellem de to kommuner, at gaden aldrig er blevet omdannet til gågade!

Tæt op ad Gammel Kongevej opstod fra midten af 1800-tallet landets første egentlige villakvarter. Det var ved den tid, de gamle volde omkring København faldt og det blev tilladt at bygge inden for en afstand af en kilometer fra voldene og søerne. De uspolerede villaveje findes især i området mellem H.C. Ørsteds Vej og Bülowsvej: Uraniavej, Lindevej, Kastanievej og Amalievej. Mange af villaerne dér er henved 150 år gamle. Gå en tur op ad disse veje og oplev det gamle Frederiksberg!

Den ældste del af Landbohøjskolen ligger på Bülowsvej nr. 13. Hovedbygningen stammer fra 1856 (Gottlieb Bindesbøll). Åben for publikum er Landbohøjskolens Have på hjørnet af Bülowsvej og Thorvaldsensvej. Den botaniske have er et yndet åndehul for både de studerende og naboerne til Landbohøjskolen. På Thorvaldsensvej nr. 40 og Rolighedsvej ligger to af skolens nyeste bygninger.

På den sidste sidevej til venstre inden Allégade ligger Edisonsvej. På vejen ligger byens ældste elektricitetsværk fra 1898. I tilknytning til værket opførtes remiser for de frederiksbergske sporveje. I dag er dette område udlagt til en smuk rosenhave (bag Allégade 20). For enden af Edisonsvej løber Hollændervej. Med dette navn satte man i 1889 et minde om Frederiksbergs oprindelige befolkning, som ”indvandrede” fra Amager i 1651. Hollændervej huser Hollændervejens Skole (nr. 3-5), opført 1891 og i de første 100 år brugt af Frederiksberg Gymnasium.

Rosenørns Allé og Julius Thomsens Plads

Alléen og pladsen blev først anlagt omkring 1925. Begge rummer de flere store institutioner: Handelshøjskolen og Købmandsskolen er opført henholdsvis 1938-39 (Viggo Jacobsen) og 1926-27 (Jesper Tvede). På den anden side af pladsen ligger Forum, oprindeligt opført i 1926 af O. Gundlach-Pedersen – og dengang kendt som Kæmpehallen. En sabotageaktion i 1944 ødelagde Forum, der først blev genopført i 1947 af den samme arkitekt. Forum er nok især kendt for Seksdagesløbene.

Rosenørns Allé nr. 22 rummer Radiohuset fra 1938-45 (Vilh. Lauritzen) med studieblokke og den pragtfulde koncertsal. Det er planen, at Radiohuset skal rømmes, når den nye TV-by står færdig i Ørestaden om nogle år.

Hvor Radiohuset ligger i dag, lå indtil 1930’erne resterne af den gamle Ladegård. Ladegården hører til blandt de ældste kapitler af Frederiksbergs historie. Det var nemlig Christian IV, der i 1620 nedlagde landsbyen Solbjerg, fordi markerne skulle bruges til græsning og avl for hoffets kvægbestand. Til det formål opførte han Ladegården. Det blev ikke den store succes, og allerede i 1651 overlod han en del af markerne til 20 hollænderfamilier fra Amager, der slog sig ned ved vore dages Allégade.

Ladegården blev ødelagt af svenskerne i 1658, men genopbygget. Fra 1733 til 1908 tjente bygningerne forskellige sociale formål: Krigshospital, sindssygehospital (Sankt Hans) og sidst den berygtede tvangsarbejdsanstalt, som først fandt nye og moderne rammer, da Sundholmen stod færdig. Efter 1908 forsvandt de gamle bygninger lidt efter lidt.

Langs Ladegårdens nordside løb Ladegårdsåen, indtil den blev rørlagt i 1890’erne. I dag løber Åboulevarden på dette sted, og skiller – ligesom åen i sin tid – Frederiksberg fra Københavns kommune.

Industrikvarteret

Hele området mellem Nyelandsvej / La Cours Vej og jernbanelinjen udlagdes fra slutningen af 1800-tallet og på den anden side af århundredskiftet til et af Frederiksbergs andre store planlagte industrikvarterer.

På den store grund nord for Stæhr Johansens Vej (tidligere Fabrikvej) og næsten frem til Nyelandsvej etableredes allerede 1881, let tilbagetrukket fra husrækken ud til Nordre Fasanvej, J.C. Ferslews Papirfabrik, der senere fik navnet Frederiksberg Papirfabrik og kom til at indgå i De forenede Papirfabrikker. Produktionen ophørte i 1975, og godt 5 år efter påbegyndtes opførelsen af de fire boligblokke, der blev navngivet Seedorffs Vænge.

Nabogrunden blev lige efter år 1900 inddraget til kommunale værker - først forbrændingsanstalt og senere også elværk. Forbrændingsanstalten, der var en af de første af sin art i Danmark, forbrændte det affald, kommunen havde problemer med at komme af med, og producerede bl.a. centralvarme til Frederiksberg Hospital og kraft til elværkets turbiner. Bygningskomplekset udvidedes i 30’erne og erstattedes af det nuværende fjernvarmeværk fra slutningen af 80’erne - det gamle elværk med ovnhal blev dog stående tilbage. På grunden ned mod jernbanen opførtes i 1908 mejeriet Trifolium, hvis bygninger i begyndelsen af 70’erne erstattedes dels af Frederiksberg Tekniske Skole dels af Handelshøjskolen.

På grunden mellem jernbanen og La Cours Vej, og afgrænset i øst og vest af Emil Chr. Hansens Vej og Dalgas Boulevard, rejstes fra 1906 Nordiske Kabel- og Traadfabrikkers kolossale industri- og administrationsbygninger. Efter udflytningen til Glostrup blev de gamle fabriksbygninger, lige på nær hovedbygningen på La Cours Vej, i slutningen af 1980’erne erstattet af bebyggelsen Dalgas Have, der kom til at bestå af Handelshøjskolens erhvervssproglige fakultet samt hesteskoformede boligblokke og punkthuse med kvadratisk grundplan. Bebyggelsen er et eksempel på den byomdannelse, der i de seneste 20 år har præget byudviklingen på Frederiksberg.

Bernhard Bangs Alle på den anden side af Dalgas Boulevard anlagdes i midten af 1920’erne og var af kommunens byplanlæggere tænkt som en forlængelse af Fabrikvej. Hele den sydlige og vestlige del ned mod jernbanelinjerne udlagdes da også til industrikvarter, der fra slutningen af 20’erne og i de efterfølgende årtier blev bebygget med en skotøjsfabrik, en lakridsfabrik og andre erhvervsbygninger. Nordsiden af vejen blev derimod bebygget med beboelseskomplekser fra samme periode. Bebyggelsesmønstret går igen langs den yderste og vestligste del af C.F. Richs Vej, der bugter sig frem til kommunegrænsen - før 1901: Vanløse i Brønshøj-Rødovre Sognekommune - efter 1901: Københavns Kommune. Området gennemskæres mod vest af godsringbanen, der blev åbnet omkring 1930, men fire år efter anvendtes som S-bane på strækningen Frederiksberg-Vanløse-Hellerup.

Den korte buede banestrækning mellem ringbanen og Frederiksberg-banen anlagdes i 1930 som forbindelsesbane for godstog fra Frederiksberg godsstation og videre mod nord til Hillerød og Helsingør. Mellem de to jernbanestrækninger opførtes i midten af 30’erne bebyggelsen Ringparken, der er et eksempel på rendyrket funktionalistisk etagebyggeri. Ringparken består af fem krummede boligblokke tilpasset det skrånende terræn. Blokkene har flade tage, store altaner og pudsede facader, som skulle illudere, at de var opført i jernbeton - ren funkis.

Kvartererne langs Peter Bangs Vej

Peter Bangs Vej var i århundreder en af Hovedstadens udfaldsveje mod vest, men blev først bebygget i slutningen af 1800-tallet og navnlig i det 20. århundredes første halvdel. Diakonissestiftelsen i nr. 1 opførtes 1876 som en middelalderlagtig, klosterlignende trefløjet hospitalsbygning og udvidedes flere gange i 20’erne og 30’erne. Sygepensionatet “Sarepta” overfor i nr. 8 og vuggestuen ”Teba” i nr. 10 fra 1880’erne hørte ligeledes under stiftelsen.

Lige før Lindevangs Allé anes stadig Vestbanens gamle linjeføring på begge sider af Peter Bangs Vej. Området nordfor, mellem den gamle banelinje, Finsensvej og helt frem til Frederikssundsbanen, blev i tiden omkring år 1900 bebygget med en række omfattende fabriksanlæg - bl.a. støvsugerfabrikken A/S Fisker & Nielsen i nr. 30 fra 1913.

Over for Nilfisk opførtes i slutningen af 1890’erne Frederiksberg Arbejderes Byggeforenings dobbelthuse på Friheds-, Ligheds- og Broderskabsvej samt Folkets Alle. Byggeriet langs Peter Bangs Vej frem mod S-banen er karakteristisk for den planlagte byudvikling i tiden efter 1914. Beboelsesejendomme i flere etager ud til den gennemgående gade – kulissebyggeri - og bagved, mod syd, vidtstrakte områder med villabyggeri. Husrækken brydes dog af Lindevangskirken i nr. 69, der opførtes i 1925-26 og var påvirket af 1600- og 1700-tallets kirkebyggeri.

Kulissebyggeriet langs dens vestlige del af Peter Bangsvej fra S-banen til grænsen til Københavns Kommune er fra 30’erne og 40’erne. Byggestilen er funktionalistisk, og planløsningen enten forskudte blokke eller åbne karréer, som Frederiksberg Boligselskabs ejendomme på nordsiden af vejen. Syd for Peter Bangs Vejs etagehuse ligger dels den strengt funktionalistiske K.B. Hallen fra 1936-39 og kommunens vidtstrakte idrætsbaner ned mod Roskildevej, dels det store villakvarter ned mod Troels-Lunds Vej. Den krydsende jernbane blev anlagt lige efter år 1900 som forbindelsesbane fra Vanløse til Valby på Vestbanen i anledning af de ændrede linjeføringer til Københavns nuværende hovedbanegård (1911). Strækningen omdannedes til S-bane i 1941, og i denne forbindelse opførtes stationen Peter Bangs Vej med ekspeditionslokaler i gadeniveau og overdækket trappe op til perronen. Stationen er et eksempel på en af Hovedstadens første S-togsstationer holdt i stram funktionalistisk stil.

Lige vest for S-banen løber mod syd Hoffmeyersvej. Vejen blev anlagt 1925-1935. Bydelen mellem Hoffmeyersvej og idrætsbanerne ved K.B. Hallen består frem til Troels-Lunds Vej af et villakvarter fra mellemkrigstiden, og sydfor af en række omfattende institutioner: Søndermarkskolen i nr. 32 fra 1934 samt Johannesskolen fra 60’erne længere nede ad Troels-Lunds Vej, og ud til Marielystvej ligger plejehjemmene Ingeborggården, Kredsens Hus og de to kollektivhuse Sophie Amalie Gården og Frederiksgården.

Bydelene ved Finsensvej

Finsensvej anlagdes i 1755 og hed sammen med Howitzvej oprindeligt Lampevej og førte ud til Bogholdergården i Vanløse. Vejen bebyggedes fortrinsvis i det 20. århundredes første halvdel.

På det første stykke efter Nordre Fasanvej opførtes omkring år 1900 fabriksanlæg ved banelinjerne, men efterhånden også etagebyggeri. Boligbyggeriet ved Wilkensvej / Dalgas Boulevard var fra samme tid og af samme karakter som i Lindevangskvarteret. Den store grund mellem Lauritz Sørensens Vej og jernbanen, Finsensvej nr. 70-76, blev omkring 1900 udlagt til kommunale forsyningsværker - dels et nyt gasværk (1895) dels elværket, Finsensværket, fra 1908.

Efter at produktionen af el og gas ophørte, blev en betydelig del af bygningerne revet ned i 70’erne - gasbeholderne og en del af elværkets bygninger blev dog tilbage. Området byomdannedes omkring 1980 til bebyggelsen Solbjerg Have, der udover en række sociale institutioner kom til at rumme Frederiksberg forenede Boligselskabs varierede og utraditionelle boligbyggeri, der med det bevidst opløste præg var et opgør mod det gamle og mere konforme boligbyggeri.

Kulissebyggeriet på det sidste stykke af Finsensvej inden grænsen til Københavns Kommune er fra 30’erne og 40’erne, og er i stil og planlægning et eksempel på funktionalismens planløsning. Det gælder f.eks. de vinkelformede huse langs Flintholm Allé og Frederiksberg forenede Boligselskabs blokke mellem Gustav Johannsens Vej og Nis Lorenzens Vej.

Den lille koloni af 100 enkelt- og dobbelthuse på Buen og Ved Grænsen er et andet eksempel på almennyttigt boligbyggeri fra årene omkring 1. Verdenskrig. Bebyggelsen er opført af Frederiksberg kommunale Funktionærers Boligforening 1914-19 og er stærkt inspireret af tidens haveboligbevægelse og foreningen “Bedre Byggeskik”, der arbejder for et kvalitetsløft i det almindelige boligbyggeri baseret på de gamle traditioner i byggehåndværket.

Den vestligste del af vejen Ved Grænsen fortsætter efter Finsensvej over i Sønderjyllands Allé. Alleen anlagdes i starten af 1920’erne og henviste sammen med kvarterets andre sønderjyske lokalitetsnavne til genforeningen i 1920. De tre blokke nord for Peter Graus Vej opførtes som ældreboliger af kommunen i 1943, mens Falkonergårdens Gymnasium rejstes af staten i begyndelsen af 50’erne - efter statsskolernes overførelse til amtskommunerne i 1986 blev skolen overtaget af kommunen.

Ud til den østlige side af alléen ligger Frederiksberg Idrætspark, Sønderjyllandsskolen og Damsøbadet fra 1942. På den vestlige side ligger, afgrænset af A.D. Jørgensens Vej og Mørk Hansens Vej, Den sønderjyske By. Den neoklassicistiske boligbebyggelse blev opført af kommunen i midten af 20’erne. Karréformen er stadig fremherskende, men i modsætning til storgårdskarréerne i Lindevangskvarteret er husene lavere, ikke sammenbyggede og omgivet af forhaver.

Roskildevej

Adelvej, den gamle Roskildevej, anlagdes i middelalderen og udgik fra Københavns Vesterport og løb ad nuværende Vesterbrogade, Rahbeks Allé og Valby Langgade. Den nuværende strækning over Frederiksberg Bakke og videre mod vest anlagdes i 1770’erne.

De åbne beboelseskarréer på Rådmands Steins Allé og Roskildevej er opført fra midten af 1930’erne og frem til begyndelsen af 50’erne. Bydelen mod syd var helt frem til slutningen af 50’erne udlagt til det i 1896 oprettede Koch’ske Handelsgartneri, og blev dermed det sidste større område på Frederiksberg, der bebyggedes: først med tvillingeskolerne Joakim Larsen Skolen og Sofus Franck Skolen fra 1956-57 (senere Skolen ved Norden Plads) og fra slutningen af 60’erne højhuset Domus Vista med det lavere butikscenter (Nordens Plads) samt boligblokkene syd for Johannes V. Jensens Allé. Området er et eksempel på den byudvikling, som også ses mange steder i Hovedstadens forstæder.

Punkthusene ”Søndermarken” med tilhørende filialbibliotek, butikker og børneinstitution er et tidligere eksempel på efterkrigstidens boligbyggeri opført af Frederiksberg forenede Boligselskab 1951-55. Sammen med de tilsvarende huse på Bellahøj introduceredes hér boligbyggeri i jernbeton. Husene er desuden et af de få danske eksempler, der er baseret på funktionalismens førende teoretiker Le Corbusiers tanker om punkthuse, anlagt, så der blev størst muligt friareal.

På stykket frem mod Søndre Fasanvej ligger på nordsiden af Roskildevej Solbjerg Kirkegård, der påbegyndtes 1865, og med et kapel fra 1870’erne og en række kendte frederiksbergeres gravsteder. Sydsiden domineres af Søndermark Kirkegård fra 1929. Den øvrige bebyggelse påbegyndtes i 1870’erne og rummede både bolig- og erhvervsbyggeri. Villakvarteret langs Pelargonievej opstod fra 1890’erne.

Jernbanerne gennem Frederiksberg

Af Kim Vandrup, levenedsmiddelinspektør ved Miljø- og Levnedsmiddelkontrollen, Teknisk Direktorat, Frederiksberg Kommune.

1997 var et rigtigt jernbaneår. Jernbanen fejrede en hel del jubilæer over hele Sjælland. Det var nemlig her det hele begyndte. Det var i 1997 150 år siden, Danmarks første jernbane startede - jernbanen mellem København og Roskilde. Det var Kystbanens, en del af Gillelejebanens og en del af Frederiksværkbanens 100 års jubilæum, og det var i 1997 jernbanerne blev uafhængige af færgerne over Storebælt.

I disse år er også jernbanen på Frederiksberg i forvandling. I sidste nummer af "TD under ét" (udgivet af Teknisk Direktorat) kunne vi læse en god artikel om fremtidens jernbane på Frederiksberg. I denne artikel vil vi se tilbage.

Transport af gods kunne i midten af 1800-tallet ske med dyretrukne kærrer, eller det kunne sejles fra havn til havn. Det var besværligt og omstændigt, og det tog lang tid. Vejene var dårlige og skibene små. På den baggrund var jernbanen kærkommen. Anlægsarbejderne var naturligvis betydelige i forhold til anlæg af veje, men fordelene var meget synlige både med tid og mængde af transporteret gods. Det var nu muligt at få landbrugsprodukter ud til havnene til eksport på en overkommelig og nem måde. Den første strækning mellem København og Roskilde havde dog ikke den godssucces som Jernbaneselskabet havde håbet på, dertil er afstanden for kort, men ved banens forlængelse til Korsør i 1856 kom de forventede godsmængder til banen.

Persontransporten var heller ikke for sjov. Over længere afstande var det selvfølgeligt at sejle, men selv om Danmark er et kystrigt land, kan man ikke sejle til alle egne. Det var nødvendigt at ride eller tage med en postdiligence eller andet dyretrukket køretøj. Jernbanen var også her et stort fremskridt. Det var en meget behageligere måde at rejse på og meget hurtigere. Folk tog den nye rejseform til sig med det samme. I starten blev det nødvendigt at rationere billetterne, idet folk kom op at slås om pladserne. Man så også muligheden for at komme ud af byen som en forlystelse. Selve togturen var en oplevelse, men også det at besøge andre steder uden direkte at være på ferierejse med overnatninger var for mange meget spændende. Man kunne tage hjem igen om aftenen.

Passagerernes begejstring og godsets fremkommelighed blev grundlaget for, at der blev lagt jernbaner overalt i Danmark i den sidste del af det 19. århundrede. Hvis man kikker på gamle kort over Frederiksberg, vil man se, at jernbanen har krydset indover kommunen mange steder. På kortet kan man se nogle af de linieføringer, der har gået/går gennem Frederiksberg. Det er muligt at se banen fra søerne til Frederiksberg Station, forbindelsesbanen til Nørrebro og godsforbindelsesbanen fra Nørrebro til København H, der lige skærer Frederiksberg mod nordøst. Mod vest kan den nuværende S-bane til Vanløse ses og mod sydvest forbindelsesbanen til Vigerslev mod Roskilde og Korsør. Kommunen er endvidere kranset af jernbane mod nordvest. Det er godsforbindelsesbanen fra Godsbanegården til Nørrebro, samtidig med at denne bane bruges af S-toget fra Vanløse til Hellerup. Vi kalder den i dag Højbanen. Mange af de nedlagte strækninger kan man stadig se i bybilledet, når man vandrer rundt på Frederiksberg. Der ligger kolonihaver eller stier, eller blot "skygger" i bebyggelserne.

Frederiksberg Station blev oprettet i 1864 som station på den nye linieføring fra København til Korsør. Banen havde udgangspunkt på Københavns 2. Hovedbanegård, som lå, hvor Paladsbiograferne ligger nu, og løb via Gyldenløvesgade over søerne videre gennem Frederiksberg til Vigerslev. Forholdene på den første hovedbanegård var blevet for trange allerede med forlængelsen af jernbanen fra Roskilde til Korsør, og med projekteringen af jernbaner mod nord var det naturligt at få Frederiksberg med på jernbanenettet. Det var Nordbanen, man samtidig anlagde. I dag kender vi Nordbanen som S-togslinien til Hillerød, men den var oprindelig en "almindelig" jernbane mellem København og Helsingør over Hellerup, Hillerød og Fredensborg. Ligeledes anlagdes Klampenborgbanen, der fulgte Nordbanen til Hellerup og her drejede fra mod Klampenborg. Klampenborgbanen, som først i 1897 blev til en del af den nuværende Kystbane, var udelukkende anlagt for at få de forlystelsessyge københavnere ud til skov og strand. Den første køredag afsendtes ikke mindre end 34 tog med over 16.000 passagerer mod Klampenborg. Og de skulle alle hjem om aftenen, hvor der afgik tog hver halve time fra kl. 20:00. De sidste kom med toget ved 4-tiden om morgenen. Fra 1896 kunne frederiksbergborgerne også komme med tog til Klampenborg, idet der anlagdes et forbindelsesspor til Nørrebro og Hellerup.

Frederiksbergs første station, som ligger på Solbjergvej og nu er fredet, har ikke haft den store betydning for personbefordringen. Hovedlinien fra Københavns Hovedbanegård til Korsør har kun gået over Frederiksberg mellem 1864 og 1911, da den nuværende linieføring blev etableret, og banestykket mellem Falkoner Allé og Vodroffsvej blev nedlagt. Til gengæld har stationens betydning som godsstation været væsentlig.

Det var til Frederiksberg mælketogene fra provinsen ankom. Lige op ad baneterrænet lå med sporforbindelse 2 mejerier: Solbjerg Mejeri og Københavns Mælkeforsyning. Transporten af mælk startede allerede i stor stil i 1891, og den fortsatte helt op til 1950’erne, hvor lastbilbefordring tog over. Udover mælken kan nævnes produkter fra NKT, kul til gasværket, der lå på Finsensvej, og syrer fra Superfos/Kemira som meget betydelige godstyper fra og til Frederiksberg. Godsbefordring med jernbane er nu en saga blot på Frederiksberg. Godsbefordringen til Frederiksberg sluttede i 1993. Hele godsarealet er solgt og rummer nu Frederiksberg Centret og det, der skal blive en ny handelshøjskole. Hverken mejerierne, NKT, gasværket eller Kemira eksisterer længere på Frederiksberg.

Med etableringen af Højbanen i 1930 og S-togsnettet i 1934 blev Frederiksberg atter forbundet med effektiv personbefordring. En ny station blev lagt for enden af den afkortede københavnerbane ud til Falkoner Allé. Det var lave bygninger med gennemgang til perronen i midten. Denne eksisterede indtil bygningen af Frederiksberg Centret blev påbegyndt.

Den 3. station på Frederiksberg bliver den med den korteste levetid. Den er etableret vest for den gamle stationsbygning i 1996 og rummer faktisk kun 2 perroner og et halvtag. Et billetkontor er dog placeret i Frederiksberg Centret omtrent på det sted, hvor den 2. station lå. Den 3. station betjener S-togene og vil forsvinde, når arbejdet med minimetroen påbegyndes ultimo 1998 eller primo 1999. Stationen har fået en international designpris - Brunel-prisen.

Det kan måske undre, at den første jernbanelinie ikke gik over Frederiksberg, når vi i dag kender kommunen som et kraftcenter i hovedstaden. Det skal ses i lyset af, at Frederiksberg først blev en selvstændig kommune i 1857. Endnu i starten af 1850’erne var det en lille landsby med stråtækte huse og ca. 4.300 indbyggere. Efter 1857 tog udviklingen imidlertid fart, og indbyggertallet blev fordoblet i hvert af de efterfølgende årtier. Denne udvikling krævede selvfølgelig sin jernbane.