|
Mange af os har vores
små listige steder, hvor vi enten går ind og spiser eller køber noget
"take-away" som vi spiser et eller andet sted i byen. Jeg selv
ynder at spise med havudsigt, eksempelvis på Langelinie, den nye
Fiskerihavn i Nordhavnen, Amager Strand eller måske i Brøndby Havn. Det
afhænger naturligvis af, hvor man lige er, når sulten melder sig mellem
turene. Så sidder man afslappet og nyder freden med taxiradioen
slukket, og indtager dagens nøje udvalgte hovedret. Ofte er vi flere som
mødes og sidder så selvfølgeligt mageligt i hver sin vogn og guffer i
os med vinduerne åbne.
Klik på en understreget tekst for at se links eller billeder.
Herunder
får du altså en meget nøje udvalgt lille liste over MINE
favoritspisesteder i København, med de mest benyttede steder oppefra i
rækken: (Denne
side er jo teksnisk set historisk, da TaxaFinn jo ikke kører taxi mere.
Men det er spisestederne jo ikke blevet ringere af!)
ENCKE
& DUERS - Valby
Tingsted 8, 2500 Valby (har også butik på Vesterbrogade 204
En meget trendy og
specialiseret butik, hvor jeg dog meget ofte spiser deres almindelige
pastasalat - som varierer fra dag til dag - samt to vegetarfrikadeller.
Nej jeg er ikke vegetar, men de smager HIMMELSK.
CAVALLINO PIZZA
OG SANDWICH BAR - Peter Bangsvej 60, Frederiksberg.
Ligeledes en
ægte italienerbar, med en fantastisk pastasalat med frisklavet pesto og
ligeså friskbagt flúte til. Min storfavorit her er i øjeblikket deres
sandwich med marineret og fint strimlet kyllingekød med hjemmelavet pesto
og naturligvis helt frisk salat. Her i 2007 spiser jeg frokost her flere
gange om ugen.
PICCOLA ITALIA,
Amagerbrogade 168 - lige før Elbagade
Dette er et af de få steder i byen hvor
man kan få ægte italienske pizzaer bagt i stenovn med glødende
birkebrænde og
det hele. Man kan simpelthen stå og se kullene ligge dybt inde i ovnen og
gløde ved siden af pizzaen. Kvaliteten er til et 13-tal med fire
pile opad! Man kan også få pastasalater og naturligvis ægte italiensk
brød bagt i samme stenovn. Min favorit er helt klart hans sprøde
pizzasandwich med kylling.
RIALTO
GRILLEN - Smallegade 2,
overfor Frederiksberg Rådhus
Udefra ligner Rialto Grillen en ganske almindelig grillbar - men vent til
du har prøvet maden! Alle burgere er lavet af en ægte klump hakket
oksekød, der er minimum 150 gram kød i hans burgere. Min favorit er en
"Super Cheese Burger" til 38 kroner. Den er omkring 8 cm.
høj!!! Den kan umuligt spises uden bestik, man kan ikke gabe over den og
smagen er kanon. Prøv den, og tænk over at den kun koster en ti´er mere
end en flad "Big Mac", som kun smager af dressing og Mac´s lede
agurker. Og så er den mindst DOBBELT så stor. Bestiller du en "Pita
Kebab" bliver den leveret med en gaffel i, så stor er den. Den kan
man heller ikke gabe over!
BENTZONS
PIZZA - Bentzonsvej 21, Frederiksberg.
Dette
er det nyeste skud på stammen over mine gode madsteder i byen. Som
den håbløse nostalgiker jeg jo er, er det en skøn ting at opleve, at
der hvor Strips slikbutik på Langelands Plads lå i min barndoms
sorgløse 70´er opvækst, nu er åbnet et fantastisk ægte italiensk
pizzeria. Alt er hjemmelavet og frisklavet. Jeg har fået sammensat en
favorit pizzasandwich uden ækel ruccula (som jo er en ukrudtsplante!) og
med friske champignon. Kommer man ind af døren bliver
man genkendt med et smil og den sædvanlige sandwich er på vej i ovnen
uden yderligere kommentarer. Hvor er den slags trygt og hyggeligt! Og
smagen er uovertruffen. Hvor har jeg dog smagt mange ligegyldige
pizzasandwich gennem tiden rundt om i byen, og ofte dyrere end her. Og
når man så kan indtage delikatessen inde på Langelands Plads med en
kold cola, mens man kigger på soppebassinet og springvandet som fylder
det op med den blåmalede afskalede bund, som man hoppede rundt i som barn
overvåget af mor, og hvor man senere stod og hang med flokken med sin
Store Puch og nu derfor sidder og føle sig gammel - så går det hele op
i en højere endhed....................
QUATTRO FONTANE DUE
- Falkoner Alle 42 på Frederiksberg
Her regerer Carlo,
en ægte italiener, som sælger alskens italienske specialiteter. Carlo
løber lige så hurtigt rundt i butikken som han taler. Han har et stort
udvalg i tærter, pastasalater, pizza-slices, boller med alverdens fyld og
varme italienske retter. Alt er hjemmelavet og kvaliteten er absolut i
top. Carlo har sit eget bageri til italiensk brød i mange varianter.
Disse har nogle meget fine italienske titler som jeg vil undlade at
viderebringe her. Jeg selv køber som oftest en pastasalat med et par
sprøde italienske boller til eller noget tærte og et hvidløgsbrød (de
stakkels kunder i vognen bagefter !) Som
noget nyt har Carlo åbnet et ægte italiensk pizzeria i butikken til
højre for Quattro Fontane, med stenovn, birkebrænde og ægte økologiske pizzer.
Se
et billede af den nye brændefyrede stenovn her.
FOLKEKØKKENET
- Nyelandsvej ved Frederiksberg Hospital
Dette er nok mit absolutte favoritsted, hvis maden skal spises indendøre.
Folkekøkkenet drives af KFUM og der er adgang for alle, selvom deres
målgruppe er samfundets svage og udstødte samt pensionister. Man får
dagens varme ret til spotpris eller smørrebrød til samme MEGET lave
pris. Pladsen
er trang og det kan knibe med at komme til, stedet er meget
velbesøgt. Der åbnes klokken kl. 11:30 til 19:00. det meste af
personalet er frivillig og ulønnet arbejdskraft og tonen er frisk og
betjeningen sød og altid smilende.
DET MUNTRE KØKKEN
- Valby Langgade 201, Valby
Dette er nok det
sted jeg oftest ligger mine frokostpenge. I
"Det Muntre Køkken" er det den (næsten altid) muntre Linda og
hendes altid friske (og stressede) personale der regerer. Udvalget består,
udover almindeligt godt og billigt smørrebrød, bl.a. af en utroligt
velsmagende Mexikansk Pastasalat. Derudover laver de nogen fantastisk gode
og store varme sandwich med f.eks. kylling eller kalkun samt byens bedste
æggekage. Dette er nok det
sted jeg oftest ligger mine frokostpenge. I
"Det Muntre Køkken" er det den (næsten altid) muntre Linda og
hendes altid friske (og stressede) personale der regerer. Udvalget består,
udover almindeligt godt og billigt smørrebrød, bl.a. af en utroligt
velsmagende Mexikansk Pastasalat. Derudover laver de nogen fantastisk gode
og store varme sandwich med f.eks. kylling eller kalkun samt byens bedste
æggekage. Min
favorit i øjeblikket er hendes hjemmelavede kartoffelsalat med olivenolie
og friskhakket basilkum, leveret med en krebinet eller en lun delle.
Gennem de par år har jeg nok spist her 2-3 gange ugentligt, og kvaliteten
bliver ved med at være SUPER! Og pastasalaten - den rykker. Endeligt må
det vel også siges, at når køen af kunder når ud på gaden ved
frokosttid - så kan det jo ikke kun være ham her taxichaufføren der kan
lide mosten hos Linda.....
BENTE'S
KAFFEBAR - Langelandsvej på
hjørnet af Bjarkesvej, Frederiksberg
Dette var en af byens absolut sidste RIGTIGE kaffebarer, med laminatborde,
hvid kittel bag skranken og en stemning som at komme ind i et afsnit af
Matador. Kaffebaren har ligget der i over 70 år og Bente
ejede den i de 30. Bente var tidligere køkkenchef på Lorry og lavede
2-3 varme retter dagligt samt en smule smørrebrød. Stilen var perfekt:
Der var sandsynligvis ikke to stykker service som var ens, det samme
gjaldt tallerkener og glas, og sådan SKULLE det være på en kaffebar.
Maden var fantastisk velsmagende, Bente lavede ægte dansk mad, virkelig
som vor Mormor på Mols lavede den og Bente lavede en sovs til de varme
retter som bare MÅTTE smages. Bente's Kaffebar var meget velbesøgt, men
der var altid plads. Hun kunne godt virke lidt sur, men var det bestemt
ikke, hun var bare alene om både servering og tilberedning af maden og
døjede med sin bronkitis, så der var ret hektisk bag skranken.
OBS OBS: BENTE'S KAFFEBAR LUKKEDE DESVÆRRE
PR. 15
NOVEMBER 2000 P.G.A. SYGDOM.
Men jeg har ladet denne
omtale stå som et levn fra en gammel tid som jeg heldigvis nåede at
opleve. Bentes mand døde i sommeren 2000 og dette kom hun aldrig helt
over, og orkede ikke at drive kaffebaren efter tabet af ham. Bente
bor/boede nede på Godthåbsvej, jeg ved ikke om hun er iblandt os mere.
Men vi savner hendes væsen og hendes mad!
Jeg vil lige tilføje, at denne lille liste absolut står for egen
regning. Ingen har sponseret noget som helst, jeg vil blot give MIN helt
private anbefaling til mine favoritter i byen. Der findes helt sikkert
mange ligeså goder spisesteder jeg ikke kender. Men der findes ihvertfald
mange betydeligt dårligere, det ved jeg af egen dyrtkøbt erfaring, hvis
man lige i hast ryger ind et tilfældigt sted, hvor bollen er en dum tør
standardbolle med sesamfrø på toppen for at gøre den bare lidt pæn at
se på og hvor man puster brødstøv ud af munden når man er færdig og
fyldet ikke smager af andet end Miracle-Whip eller remoulade. Dem er der
desværre for mange af rundt omkring i byen.
Det ses jo desværre nok
tydeligt, at ved frokosttid har jeg det med at søge "hjem" hvor truget stod
på mit barndoms Frederiksberg. Navlesnoren er sej og ubrydelig!
Jeg vil løbende opdatere og måske uddybe denne liste, hvis jeg på min
færden gennem verden finder flere steder som JEG mener ligger over
standarden i byen.
TaxaFinn - 2005
Til
Forsiden
|
|