| ET LIV I STEREO OG I FARVER |
| Jeg er opvokset i 60´erne, hvor stereo naturligvis var noget nyt og spændende. Musik betyder vel noget i de fleste unge menneskers liv og når man som jeg har været så heldig, at vokse op mens den lyd vi i dag alle tager for givet kom på banen, var det sgu´ svært ikke at blive grebet af det. Her er min version af stereoens fødsel og barndom. |
| Stereo er ældre end man tror. I Frankrig tilbød det Parisiske telefonvæsen i 1881 sine abonnenter stereotransmissioner fra Operaen via telefonnettet. Man opsatte simpelthen 2 mikrofoner på scenen og koplede dem til telefonnettet. Således kunne abonnenter med to telefoner lytte til opera i stereo. Men der skulle gå lang tid endnu før stereo blev hvermandseje |
| De første stereoplader kom på banen i USA omkring 1958. Dette medie var da forbeholdt store kunstnere som Frank Sinatra og andre etablerede navne. Ikke engang Elvis var i stereo på sine første plader i 1956. Hans første stereoting kom først i 1960. The Beatles og The Rolling Stones lavede også deres første ting i mono, uagtet at stereopladen var opfundet omkring adskillige år før deres debutter. Man brugte altså ikke det dyre stereokrudt på nogen, før man vidste om det kom til at sælge. Helt frem til omkring 1970 blev der udgivet singleplader i mono. |
| I midten af 60´erne og til slutningen af 70´erne kom der hele tiden nyt og bedre radio- og TV-udstyr på markedet. Hvert år kom der nye modeller med bedre lyd og flere finesser. De første stereo-radioer havde indbyggede højttalere, på bagsiden var der også udtag til løse højttalere, men det var kun ”hardcore”-køberne som købte dette ekstraudstyr. Man var generelt imponeret nok over det stereolydbillede som kom, fra det ene kabinet med de to små fremadrettede højttalere. |
| I starten var de stereopladespilleren den eneste kilde til stereolyd. De første singleplader jeg købte i 60´erne var i mono, ville man høre sangene i stereo måtte man købe LP´en med sangen på! I 1960 lavede DR et forsøg med stereo-udsendelser, hvor man sendte den ene kanal over fjernsynet og den anden kanal på radioens mellembølgekanal. Man plantede sig så mellem disse to apparater hjemme i stuen og stereolyden kom væltende ud af de gamle kasser. Forsøget blev dog en delvis fiasko, men det var da en start….. |
| DR begyndte sine første rigtige forsøg med stereoudsendelser i Oktober 1967. Fra Oktober 1969 var både P1 og P2-senderne fuldt stereoudstyrede. Derefter skulle de forskellige studier have det kostbare udstyr. Stereo-radioerne var i starten ikke udstyret med ”stereo-dekodere” til FM-modtagelse, dette kom først omkring 1970. Jeg husker tydeligt vores første stereoradio til FM-modtagelse, det var en Arena T2500 på 2x15 watt! I alle radioer til stereomodtagelse var det en lampe som indikerede at tingesten modtog stereo. Den lampe var næsten altid grøn, uanset radioens fabrikat. |
| Nogle af de første radioprogrammer fra Danmarks Radio som blev udsendt i stereo var natradioen. Natradio var nu så meget sagt, for den sluttede dengang allerede kl. 1:00. Så snart radioavisen kl.24:00 var forbi, sad man spændt og ventede på, at den magiske grønne lampe ude i den ene side af radioens skala blev tændt, så aktiverede de stereosenderen fra Radiohuset. Ville man tappe lidt musik fra æteren i stereo, måtte man altså sidde længe oppe dengang. Det var først midt i 70´erne at man begyndte at lade stereosenderen være aktiveret hele tiden, på den tid var alle programmer (og alle studierne i Radiohuset) efterhånden i stereo. |
| Ville man optage noget, foregik det i 60´erne udelukkende på spolebånd. Kassettebåndet blev opfundet omkring 1968, men blev først brugbart til ordentlig stereokvalitet omkring 1973. Spolebåndoptagerens ”konge” var så ubetinget Tandberg. De første spolebåndoptagere i stereo var 2-spors, d.v.s., at man i stereo kun kunne optage den ene vej på båndet. Vendte man båndet hørte man lyden baglæns. |
| Omkring 1965 kom de nye 4-spors-spolemaskiner, som kunne optage i stereo begge veje. Der var 3 hastigheder på disse vidundere, den langsomme (4,75 cm/sek., samme hasighed som kassetebåndet benytter) var kun egnet til tale-optagelser, den mellemste (9,5 cm/sek.) var OK til stereolyd, men der varen del sus og ikke overdrevent meget diskant. Den hurtige hastighed var 19 cm/sek., her var der næsten ingen sus eller støj og lyden var sublim (altså dengang!). Min fars første spolebåndoptager var en Tandberg 64X fra 1968. Den kostede 2895.-. Han tjente dengang iøvrigt 18 kroner i timen…….. |
| Det var ikke kun på lyd-markedet der skete noget nyt hele tiden, idet farve-TV jo også holdt sit indtog i disse år. De kloge hoveder hos Post- og Telegrafvæsnet mente ikke, at man kunne sende farve-TV på det eksisterende 15 år gamle VHF-sendenet. P&T ville helst bruge 125 millioner på et nyt landsdækkende UHF-sendenet. Derfor var DR i starten afventende med at lege med farver på skærmen. Men tysk TV kunne godt sende i farver på deres VHF-net og et par prøveudsendelser i 1967 viste, at det ”gamle” VHF-net i Danmark også sagtens kunne sende i farver…… De første farveudsendelser fra DR var nogle prøveudsendelser fra De Olympiske Vinterlege i Grenoble og fra sommer-OL i Mexico i 1968. DR´s første egenproduktion med kulør på var i øvrigt en tegnefilm med Cirkeline i 1968. |
| I April 1970 havde 21.000 danskere købt sig et farve-TV. De første farve-TV var nogle store klodser. Dette skyldtes, at de første farvebilledrør havde en såkaldt afbøjning på 90 grader. Således blev fjernsynskabinetterne frygteligt dybe. Der fandtes generelt kun 22” og 26” skærme. Sony havde dog en lille elegant 12” Trinitronskærm på markedet sidst i 60´erne. Allerede omkring 1970 kom de første modeller med 110 graders afbøjning af billedrøret, dette gjorde apparaterne omkring 10 cm smallere i dybden og dette blev naturligvis voldsomt benyttet som et kraftigt salgsargument. Et klistermærke på skærmen proklamerede højlydt ”NYT: Nu 110 graders Billedrør”. Wow! |
| I starten af 70´erne tog udviklingen rigtig fart på stereoområdet. Især Philips var på banen med nogle af markedets flotteste modeller. Philips var i det hele taget markedsførende dengang, de japanske giganter stod endnu kun og lurede ind fra kanten af markedet. Philips havde da også netop opfundet compact-cassetten og havde samtidigt et modeludvalg lige fra den grimmeste lille ligegyldige stereomodtager på 5 watt til den fedeste palisanderindkapslede luksusradio på over 30 watt (!) og med fingertouch mig her og skydeknapper mig der! Den sidstnævnte supertingest hed 720 og kostede den nette sum af 3200 kroner, det var mere end en månedsløn dengang. |
| Hvad var det så for noget musik en rigtig stereo-freak hørte gennem stereohøjttalerne i disse år? For mit eget vedkommende startede det omkring 1966, da var jeg 7 år gammel. På førnævnte Tandberg spolebåndoptager havde min far fået optaget et par blandede bånd med bl.a. Elvis, Roy Orbison, Sandy Posey, Nancy Sinatra & Lee Hazlewood, Tom Jones, Rick Nelson og The Sons Of The Pioneers. Disse vidunderlige stereo-toner fordøjede jeg primært gennem et par til formålet indkøbte hovedtelefoner, tilsluttet vores gamle Arena T1900 radio, i øvrigt en model med indbyggede højttalere. Mange plader fra perioden omkring 1970 gjorde et stort nummer ud af stereolyden og producenterne plantede lystigt måske en guitar og trommer i højre side og en trompet og et klaver i venstre side. Nogen plader hvor der blev sunget duet mellem to sangere havde en sanger i hver højttaler. Det lyd ikke særligt naturligt, men man kunne absolut høre at det var i STEREO! |
| Da jeg selv begyndte at købe plader, var det i starten dansktop-plader og den tyske drengestjerne Heintje samt Les Humphries Singers der lå på pladetallerkenen. I starten af 70´erne blev det så til glamrock som The Sweet, Slade, Suzi Quatro og Gary Glitter. Andre favoritter var bl.a. Status Quo, Deep Purple, Nazareth, Sailor, Paul McCartney samt Elton John. Den dag i dag er der noget specielt ved at sætte strøm på sit Philips-museum og finde et par af de ægte 70´er-plader frem, sætte nålen i rillen og høre 70´er-lyden strømme ud af 70´er-radioen og 70´er-højttalerne med nålestøj, forvrængning og det hele. Det er meget muligt at CD´en lyder bedre og renere, men gammel musik skal sgu´ høres på et gammelt stereoanlæg! |
| Omkring 1974-1975 kom de store japanere så farende ind på markedet og Philips mistede langsomt fodfæstet. Det var i øvrigt deres egen skyld, for sammenlignet med Sony, Pioneer og Technics var deres modeller efterhånden blevet til nogle rædselsfulde ”madkasser” i grå plastic, med sorte plastickanpper og plasticskalaer som blev ridsede. Japanerne leverede bedre lyd, rigtig HiFi-lyd, i flotte trækabinetter med metalforplader i skuret aluminium og metalknapper som kunne holde. Og så til en pris der var billigere end Philips. Ja, der kvajede de sig sgu´, de hollændere…… |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
| af TaxaFinn |
| De første år, fra midten af 60´erne til omkring 1973, måtte jeg altså lide under, at min fars radio var en gammel Arena T1900 som kun kunne modtage FM i mono og havde højttalerne indbygget i kabinettet. Kort tid inden den blev udskiftet med en Arena T2500 med FM STEREO-decoder oplevede jeg den store lykke, at få et sæt store ITT 4025 gulvhøjttalere i palisanderkabinetter ind i hjemmet. Endelig kunne man høre rigtig stereo! Det betyder altså noget, at højttalerne sidder mere end 40 cm fra hinanden. Jeg tjente til disse vidundere ved at arbejde i en højttalerforretning ude på Østerbro hele sommerferien. Mine forældre var mildest talt ikke tilfredse med at få sådan to KASSER ind og stå på det pæne Frederiksbergske dagligstuegulv, men de forbarmede sig heldigvis over deres stereo-syge knægt og lod dem komme inden for dørene. |
| I samme periode begyndte de japanske giganter så at rode med Quadrofoni, altså firekanals lyd. Der kom to typer Quadrofoni på markedet samtidigt, en der kaldtes SQ, som dybest set var almindelig stereo gengivet over fire kanaler med et fasedrejet lydbillede der blev sendt om til de to bageste højttalere og CD4, som var ægte firekanals lyd med fire helt adskilte kanaler. Markedet blev nu oversvømmet med kostbart Quadrofoni-udstyr, flere af radioerne kostede dengang omkring 8000 kroner, hvilket på den tid svarede til omkring 2 måneders løn for en almindelig lønmodtager. Der var spirrende planer om Quadrofoni-udsendelser fra FM-båndet, dette blev dog aldrig til noget. Der udkom nogle få hundrede LP-plader i primært SQ-quadrofoni, som man kunne spille på en almindelig god stereopladespiller tilsluttet en Quadrofoni-radio. Ægte CD4 Quadrofoni kunne kun opleves ved at købe specielle CD4-pladespillere med ægte CD-Pick Up´er monteret, hvis man vel at mærke kunne finde en CD4-plade, for dem udkom der ikke mange af. Philips kom så hostende ind fra den sidelinie de nu var blevet henvist til, med deres Ambiofoni, som blot var stereo med lidt ekko i de bageste højttalere. Desværre endnu et Philips-flop. Det skal dog siges, at japanernes stort opsatte Quadrofoni-satsning ligeledes floppede efter nogle få år og alle vendte i slutningen af 70´erne roligt tilbage til stereoens trygge og kendte rammer igen. |
