Men her kan du altså prøve det alligevel, og så endda uden at betale for turen.
Det er muligt at jeg har "dramatiseret" begivenhederne lidt, sådan ligesom man gjorde da man optog "Taxa" til DR1. Med "dramatiseret" mener jeg, at alle de små oplevelser du kan læse i denne lille skildring er ganske autentiske, de er bare ikke i mit virkelige liv sådan alle sammen blevet hældt ud over mig på ÉN arbejdsdag. Måske to. Eller et par flere. Men sandfærdigt er det hele, det er altså bare blevet komprimeret lidt.
Denne lille dagsrejse med lille mig og min hyrebil blev skrevet i 2003, mens der endu var noget som hed Hovedstadens Taxi. Idag (2008) kører jeg jo i TAXA 4X35 med alt det navigerende og bippende og blinkende computerlegetøj dette medfører, så min hverdag ser ikke mere helt ud som beskrevet herunder. Naturligvis er kunderne de samme, vi får dem bare serveret på anden måde nu. Sådan nærmest uberørt af menneskehånd. Men skal vi ikke bare lade den stå - som man siger - som et lille historisk kig tilbage på gamle taxitider, før computeren og navigatorer overtog vores opsøgende gadeliv.....
Jeg starter som regel dieselovnen op ved 8-tiden og triller op ad Hvidovrevej i den tro at der står en kunde og venter indenfor de første 300 meter. Da det nærmeste travle distrikt for os i Hovedstadens Taxi er i Valby melder jeg mig dog for en sikkerheds skyld til derinde, hvis nu Hvidovrevej skulle glippe.
Hvis jeg når op i den anden ende af Hvidovrevej uden at nogen har vinket ad mig, lurer jeg altid efter min lille rødhårede morgenveninde ved Hvidovre Station. Da jeg altid starter dagen præcist klokken 8 er jeg altid meget præcist ved Hvidovre Station omkring 10 minutter over 8. Samme lille morgenveninde har en vidunderlig evne til at komme for sent hjemmefra og har derfor ofte brug for min assistance. Hun spottes ofte ved cykelstativerne ved siden af stationen, mere end én gang har jeg set ryggen af hende og bare holdt ind til kantstenen og ventet på at hun vender sig om og vupti - ind på forsædet! Hun transporteres derefter ind til Vester Voldgade. Herligt, så er man inde i byen.
Så vendes karetten og man lusker over til Hovedbanegården eller til SAS Royal Hotels holdeplads. Idag er der bid på Royal efter et par minutter. To meget franske herrer der på "Allo Allo"-engelsk ønsker at blive kørt til Tåstrup. Afsted det går, 250 kroner og 20 minutter senere læsses de af på bestemmelsesstedet.
Klokken 20 minutter i hel ankommer der hver time et tog fra Jylland til Høje Tåstrup station. Da jeg ikke gider tøffe tom tilbage til byen, planter jeg gryden i kaperrækken blandt alle Vest Taxa´erne ved stationen derude og afventer med spænding min gevinst. Der er næsten en halv time til at det "store" tog ankommer, og jeg sidder som altid og fortryder at jeg kører derhen og holder. Problemmet med Høje Tåstrup station er, at der går pænt mange lange ture til 200-250 kroner derfra, men der går altså også en del små elendige lokalture til 40 kroner......
Efter 40 minutters venten er jeg endelig blevet første vogn i rækken og jeg kigger spændt hen mod udgangen fra stationen. Haps, der kom lige en herre. 4 minutter senere sætter jeg ham af ved transportcentret ude i Høje Tåstrups industrikvarter og indkasserer høfligt de 44 kroner. 40 minutters ventetid............
Jeg lover mig selv at jeg ALDRIG gider bruge den lorteholdeplads mere! (Før næste gang..)
Klokken er 10 og jeg er i et forsøgsvis genskabt højt humør på vej tilbage til byen. Inde i selve Tåstrup beslutter jeg mig for at lige checke selve Tåstrup Station af. Da jeg ankommer ser jeg en voldsomt forvirret yngre dame stå og fægte efter mig. Vel inde i vognen kræver hun at blive kørt til Værløse i en frygtelig fart. Hun oplyser, at hendes mand er en stor idiot og hun må op og rede ham ud af en suppedas i en fart. Min halvdepression er forsvundet som dug for solen, en 300 kroners tur er sikret.
Den nu lidt roligere dame oplyser, at hendes mand skulle køre deres fælles meget lille arving i vuggestue og at han har den dårlige vane, at lade poden holde bilnøglerne i sine små hænder når han er vel monteret i sin barnestol mens farmand så - uden nøgler -bevæger sig fra bagdøren til fordøren på bilen. Denne dag fandt junior dog hurtigt knappen på nøglen til centrallåsen og låste resolut dørene på bilen mens farmand var i sikker afstand udenfor. Da den nu lidt urolige senior gennem bilens naturligvis lukkede vinduer forsøger at motivere sin elendige unge til at trykke på den ANDEN knap på nøglen og åbne dørene, vælger den skyldige at kyle hele nøglebundtet ned i bunden af bilen og sidde og grine højt inde bag ruderne!
Mens vi nærmer os Værløse får den stadig lidt ophidsede kone set oplevelsen fra den morsommere side og glæder sig allerede til at underholde familie og venner ved næste familiesammenkomst med ægtemandens tåbelige handling. Det er dog tydeligt, at hun inderst inde er nervøs for, at ungen er død af luftmangel efter de mange minutter alene i vognen. Da vi ankommer til carporten foran familiens rækkehus, står den slukørede ægtemand og hænger noget med mulen op ad carportens ene stolpe, mens han oplyser at ungen skam sover sødeligt i venten på sin reddende mors ankomst. Jeg modtager mine små 300 kroner for turen og tænker på hvilke pinsler den arme mand må gennemgå i den kommende tid.....
Jeg kører forbi Bøndernes Hegn i Hareskoven og gennem Buddinge tilbage mod byen og konstaterer at jeg næsten har kørt 700 kroner ind allerede.
På Buddinge Hovedgade står en herre og vinker. Han vil åbenbart ud og køre. Vel inde i vognen opdager jeg, at han ikke er helt klar i blikket, han er dybest set skæv af syre. Han oplyser, at han skal ned til en kammerat i Søborg, i samme åndedrag oplyser han at han ikke lige har fået penge med til turen, men at kammeraten skam skylder ham nogen penge, så straks vi ankommer til hans makker falder der en skilling af til chaufføren. Siger han. Kammeraten viser sig at bo i en stor beboelsesejendom med en masse altaner ud mod Søborg Hovedgade. Min nye kunde stiller sig kammeratligt ud ved siden af vognen og brøler kammeratens navns ud i det offentlige rum op mod de mange altaner. Kammeraten svarer sjovt nok ikke. Min kunde stikker hovedet ind i vognen og informerer mig om, at hvis ikke den første makker her er hjemme, så kender han en anden gut som sikkert sidder henne på Barneys Bodega og også skylder ham nogen penge. Jeg begynder at se et mønster og anbefaler ham at lige gå hen og kalde en enkelt gang mere på sin makker. Han lukker døren og Folkevognen accelererer pludseligt ned af Søborg Hovedgade. En fejltur er på vej ind i min kørebog!
Jeg futter herefter hvileløst rundt på byens gader i lang tid. Radiovagten har åbenbart tabt mælet eller også er vores centrals telefoner pludselig gået ned, for der sker ikke en bjælde på radioen i lang tid. Det er nu meget normalt her midt på dagen og jeg ved jo godt at der intet teknisk er i vejen. Der er bare pludseligt intet at lave.
Jeg ender mit indtægtsløse ridt foran Hotel 3 Falke på Frederiksberg. Jeg befinder mig nu midt i midt barndomskvarter og her vil jeg søge trøst på holdepladsen ved hotellet. Jeg sidder og keder mig med min avis og der er bare ingen der gider nærme sig mine tomme sæder. Pludselig mærker jeg en mistænkelig rumlen i de nedre regioner. Det bliver ved. Jeg checker lige om der mod forventning skulle være nogen på vej hen mod vognen. Det er der ikke og jeg løfter for hyggens skyld den ene balde og lader en stor mængde overskydende gas slippe ud af systemet. Jeg når lige at tænke hvilken befriende fornemmelse det er, da en herre banker på ruden til passagerdøren og til mit saglige ansigt spørger gennem glasset om jeg er ledig. Naturligvis er jeg det, kan han se andre end chaufføren i vognen? Med alle 4 vinduer åbne på videste gab bliver han i gennemtræk fragtet til Hovedbanegården.
Tiden er ved at være moden til lidt frokost så jeg sender den obligatoriske SMS med ordlyden "mad mad mad" til de kollegaer jeg plejer at finde sammen med ved spisetid. Kun én melder sig som sulten og vi finder hinanden i Valby, hvor vi køber den sædvanlige superlækre mexikanske pastasalat med kylling og ananas hos den altid søde Linda i "Det Muntre Køkken" på Valby Langgade 201. Vi kører derefter ned til Engdraget ved Harrestrup Å og fordøjer herlighederne mens vi holder og slapper af i en halv times tid.
Næste tur går fra Nordisk Film i Valby, hvor det viser sig, at jeg skal ud på de vilde vover.
En stakkels vordende kone skal mishandles af sine kollegaer og veninder som optakt til en polterabend. Jeg får at vide, at hun skal køres ind til byen og på det kraftigste få den mistanke at hun skal ind og springe bungyjump. Jeg får at vide, at hun selvfølgelig er skrækslagen for højder og skal have en mental stroppetur af de store. Hun ved selvfølgelig intet og tror bare hun skal til et møde for firmaet. Vel inde i kareten oplyser hun, at hun håber jeg ved hvor hun skal hen, for hun ved det ikke. Jeg siger, at jeg ved det godt og at hun bare skal slappe af og nyde den pause i arbejdsdagen turen tager. Jeg begynder at sludre med hende om løst og fast og da vi er vel væk fra hendes trygge rammer på Mosedalsvej spørger jeg hvem hun skal møde ved kranen nede ved havnen. Hun bliver MEGET stille og ganske bleg. Hun fortæller at hun skal giftes snart og frygter en polterabend, men hendes at hendes veninder ikke kunne finde på den slags og at det er jo kun torsdag og på sådan en dag laver man jo ikke polterabend. Men stille roligt får jeg alligevel gjort hende rigtigt godt skide nervøs. Da vi er få minutter fra hendes største mareridt inde i byen bliver jeg meget behændigt kaldt op på radioen og centralen fortæller mig, at kunden fra Nordisk Film alligevel ikke skal til det møde inde i byen og vi skal returnere til Valby. Den søde men stadig meget utrygge pige på bagsædet fatter nu slet ikke en bønne af det hele og bliver derefter sat af foran porten til Nordisk Film igen, hvor en flok modbydelige kollegaer/veninder står samlet og griner en vis legmesdel i laser da hun står ud af vognen. Jeg får mine penge og har haft det mindst ligeså sjovt som veninderne....
Inden jeg når ud af porten kalder receptionisten på Nordisk Film på mig, og spørger om jeg lige gider køre et brev ind til byen. Ikke uventet svarer jeg ja og smutter ind til Kongens By med kuverten. Vel inde byen får jeg afleveret brevet og kører et par gadeture derinde. Igen ender jeg så i Valby. Jeg planter mig på holdepladsen på Ålholm Plads. Solen skinner og byen er så køn så køn.
Jeg sidder og halvhænger lidt og fornemmer divanen derhjemme kalde på mig. Fra en opgang til venstre for vognen kommer en ung pige i en kort sommerkjole ud og går ind i en blomsterforretning ved siden af opgang. Lidt senere kommer hun ud derfra og går ind i en kiosk på anden side af opgangen. Så kommer hun ud af kiosken og går hen til opgangen for at gå ind. Hun har en pose i hver hånd, dem stiller hun på trappestenen og bukker sig nedmed strakte knæ for at tage sine nøgler op af den ene pose. Her opdager jeg til min store fornøjelse at hun har glemt at tage trusser på. Efter et kort glimt af biologiens største mirakel retter hun sig op igen, kigger fromt på mig, låser sig ind i opganen og forsvinder ud af mit liv. Tak for det - hvor er København en dejlig by!
Jeg snupper et par ture mere inden jeg ved 17-tiden vender snuden hjem mod Hvidovre. Endnu en dag er gået i TaxaFinns kedelige liv...................................
TaxaFinn - 2003
Tilbage til forsiden
