Det
var en helt almindelig sur mandag morgen i December, og jeg sad i toget på vej
ind til München. Toget var som altid propfyldt af morgensure og usnaksaglige
medborgere, som var på vej til arbejde. Da jeg jeg nåede ind til München kom
jeg i tanke om, at jeg ingen morgenmad havde fået og gik ind på en lille café i
banegårdens ankomsthal. Der bestilte jeg 2 ostemadder og et stort glas appelsinjuice. Der
var andre end mig som åbenbart heller ikke havde fået morgenmad, for caféen
var næsten ligeså propfyldt med mennesker som toget var. Jeg måtte stå ved
et bord ude i ankomsthallen og nyde mine ostemadder. Fra en ghettoblaster bagved
skranken lød liflig julemusik. Det var en eller anden rasta-freak med proptrækkerfletninger
som var ved at totalspolere ”Little Drummer Boy” som rap-sang akkompagneret
af en rytmeboks. Gad vidst om han havde et juletræ derhjemme? Solen var lige stået
op og sendte sine skarpe morgenstråler ind gennem de store østvendte vinduer højt
oppe under banegårdens loft. Banegårdens kæmpestore juletræ med sine
hundredevis af små skinnende pærer stod lige ved siden af caféen og så
hyggeligt ud, men rap-julesangen tog altså lidt af julestemningen fra mig.
Jeg
stod og hang noget over min sidste ostemad og var ikke helt på toppen. Endnu en
ond uges arbejde lå foran mig. Vorherre bevares. En yngre dame kom hen imod
hvor jeg stod og spurgte, om der var plads til én mere ved bordet. Selvfølgelig
var der det. Hun begyndte at røre rundt med skeen i en kop kaffe, som mest af alt
lignede en kop opvaskevand mens hun læste i et eller andet blad. Hun så
temmelig stresset og forstyrret ud. Hun bællede væsken i sig og idet hun
skulle til at gå, kiggede hun på mig og lagde bladet fra sig på bordet. Hun
sagde, at jeg godt kunne beholde det hvis jeg ville, hun var færdig med det.
Det var sgu’ da noget underligt noget at sige til en stakkels morgentræt
herre.
Efterhånden
fik jeg tygget mig igennem den sidste ostemad og skulle vel se at komme på
arbejde. Bladet lå stadig der på bordet. Alligevel nysgerrig for at se hvad det
var for et dameblad hun havde læst i, kiggede jeg på forsiden.
Det viste sig at være et fanblad fra en amerikansk Elvis-klub. Den stressede
dame lignede ellers ikke en Elvis-fan. Men da jeg bestemt ikke var uinteresseret
i Elvis, foldede jeg bladet sammen og proppede det i inderlommen. Så var
underholdningen til frokostpausen da reddet. Idet jeg skred ud fra banegården
bemærkede jeg, at damen som efterlod bladet på bordet sad på en bænk ved
udgangen fra banegården. Hun kiggede på mig og jeg nikkede høfligt til hende
og forlod bygningen. opløftet af glæden over at have fået noget gratis uden
at have gjort noget for det. Blændet af solen udenfor gik jeg de 5 minutters
gang over til min arbejdsplads og plantede mig ved mit bord. Dagen kunne tage
sin begyndelse.
Efter
at have hentet min traditionelle mandags-pizza i pizzariaet i stueetagen af
vores kontorbygning tog jeg ved spisetid plads i vores lille frokoststue. De
andre var færdige forlængst, jeg spiser altid frokost sent. Så er resten af
dagen efter frokostpausen kortere og nemmere at komme igennem og man har
frokoststuen for sig selv, uden rygende og hostende kolleger der generer det
helligste tidspunkt på arbejdsdagen. Jeg sad og bladrede i Elvis-bladet. Det
viste sig faktisk at være ret spændende, der var en del flotte billeder fra
Elvis’ sidste leveår. Det lykkededes mig i øvrigt at tabe et par stykker
skinke med tomatsovs på ned i hovedet på Elvis. Mellem de sidste sider lå der
en folder på tysk, hvor man ved at svare på hvilket år Elvis døde og hvad
hans ejendom i Memphis hed, kunne være med i en konkurrence om en uge i USA.
Fedt nok, svarene gav jo sig selv, jeg udfyldte sedlen og lod min chef betale
portoen. Jeg sendte brevet samme aften og glemte alt om det.
Da
jeg en lille måneds tid senere skulle til at gå på arbejde var posten kommet
og jeg bladrede lynhurtigt rudekuverter og lignede igennem og skulle lige til at
henkaste stakken af dagens breve på entrebordet ovenpå de andre breve fra de
forrige dage, da jeg fik øje på et brev fra en advokat jeg bestemt ikke kendte
navnet på. Da jeg havde god samvittighed og bestemt ikke ventede noget brev fra
nogen advokat, proppede jeg det i lommen til senere gennemlæsning og gik op mod
banegården.
Mens
jeg stod og ventede på toget oppe på banegården, kom jeg atter i tanke om
brevet i lommen. Jeg gik hen under en lampe på perronen og kiggede på
kuverten. Selv mit mellemnavn som jeg ellers aldrig bruger var med. Jeg åbnede
kuverten.
Det
var et meget stort amerikansk advokatkontors afdeling i München som havde
skrevet til mig. Jeg blev vist ind til en sød dame, som ønskede mig stort
tillykke med gevinsten. Mens jeg sad og ventede på at komme ind sad jeg i
betragtede den rare dame i receptionen. Der var noget bekendt ved hende, men
kunne ikke lige placere hende i mit univers. Nuvel, man render på så mange
mennesker i sin hverdag og da jeg blev kaldt ind til advokaten glemte jeg alt om
hende igen.
Advokaten
var venlig og ønskede mig tillykke med gevinsten. Da jeg spurgte om der var
andre som skulle med på samme tur sagde han, at jeg var den eneste i Europa som
havde vundet, det var førstepræmien i den meget store konkurrence blandt
medlemmer i Elvis-fanklubber over hele Europa. Jeg fik ikke lige sagt hvor jeg
havde konkurrencesedlen fra, jeg blev heldigvis heller ikke spurgt hvilken
fanklub jeg var medlem af. Jeg fik at vide, at turen varede en uge og alt blev
betalt, både ophold, kost, rejse og lommepenge. Sammen med min billet ville jeg
modtage et beløb på 1000$ som lommepenge i god tid inden afrejsen den efterfølgende
sommer. Jeg fik besked på, at jeg skulle rejse til Memphis den 12 August og at
jeg ville blive hentet i Memphis Lufthavn af Gracelands egen chauffør.
Inden
jeg gik, spurgte jeg den søde dame i receptionen om, hvorfra de havde mit
mellemnavn. Jeg bruger det aldrig nogensinde, det står kun på de breve jeg
modtager fra det offentlige og den slags steder. Hun sagde, at det vidste hun
faktisk ikke, blot måtte det stå i deres kartotek. Det slog jeg mig til tåls
med, de havde sikkert slået min adresse op i et eller andet kartotek og fundet
mit fulde navn der. Jeg kunne stadig ikke huske hvor jeg havde set hende før.
I
tiden op til rejsens start fik min spirende Elvis-interesse lov til at vokse op
over begge mine ører. Jeg købte plader og læste flere bøger om Elvis’ liv
og levned. Jeg kendte i forvejen til det meste, men nu hvor jeg skulle derover,
skulle det hele selvfølgelig opdateres og udvides til totalt kendskab om The
King. Jeg forsøgte at genskabe min hukommelse om dengang min nu afdøde Mor tog
mig med på en tur til Bad Nauheim og viste mig det hus i Göthestrasse 14 hvor
Elvis havde boet i 1958 og 1959 da han var soldat i Tyskland. Bad Nauheim ligger
i Midttyskland, lidt nord for Frankfurt am Main. Min Mor boede på det tidspunkt
i by som hedder Friedberg, den ligger ikke særligt langt fra Bad Nauheim,
så hun og et par veninder valfartede ofte til Göthestrasse sammen med masser
af andre jævnaldrende piger, for at få et glimt af ”Kongen”, som hun
sagde. Hun kom aldrig nærmere ind på, om hun fik set til ham. Min Mor døde da
jeg var 12 år gammel i 1971 og jeg var kun 10 år da vi i Bad Nauheim, så jeg
fik desværre aldrig hele historien. Det er jeg i dag meget bekymret over.
Jeg
gik en dag på opdagelse i en gammel kuffert som jeg havde oppe på loftet, den
indeholdt en masse af min Mors ting fra hendes unge dage. Jeg fandt hendes gamle
plader, heriblandt et par singler med Elvis. Den ene var ”Love Me Tender”.
Til min store overraskelse så jeg, at pladen var signeret på forsiden! Det
havde jeg aldrig lagt mærke til, jeg vidste godt pladerne lå i kufferten, men
jeg havde aldrig fået taget mig sammen til at hente dem ned i lejligheden. Jeg
tog hele kufferten med ned i stuen og gik på opdagelse i den. Jeg tog ”Love
Me Tender” frem og ville lægge den på pladespilleren. Da jeg tog pladen ud
af coveret, faldt der en seddel ud på bordet. Jeg tog sedlen op og læste de få
ord som stod på den: ”To Franziska – Love From E.P.” Det var pokkers,
Elvis havde skrevet en personlig hilsen til min Mor!
I
kufferten lå også min Mors scrapbog med Elvis-billeder og den slags. Jeg kunne
se, at hun havde gemt både busbilletter og kvitteringer fra indkøb og
restaurantbesøg fra flere hendes ture til Bad Nauheim. Der lå også et billede
af hende hvor hun stod foran huset i Göthestrasse sammen en flok andre piger.
Mens jeg sad og hørte pladen, prøvede jeg at sætte mig ind i, hvordan det
havde været at møde Elvis. I kufferten lå også et par breve fra en af min
Mors veninder fra dengang. Hun hed Eva Lichtenberg. Jeg
besluttede mig for at prøve opspore hende og prøve at få lidt mere af vide om
turene til Bad Nauheim.
I
midten af Juli fik jeg endnu et brev fra advokaten, hvor jeg blev bedt om at
endnu engang komme ind på kontoret og få overdraget min billet og
lommepengene. Denne gang var der besøg på kontoret fra deres afdeling i
Memphis. Den ældre og gråsprængte amerikanske advokat sagde, at de glædede
sig på mine vegne og håbede jeg ville få ”a great experience over there”.
Det var jeg ikke i tvivl om at jeg ville. Det viste sig, at advokatfirmaet var
et af Amerikas største, med flere hundrede afdelinger over hele Guds Eget Land
samt flere kontorer i Europa.
Lige
inden jeg skulle afsted fik jeg svar på mine folkeregisterforespørgsler om min
Mors veninde Eva Lichtenberg. Det viste sig, at hun var flyttet til Hamburg. Jeg
fandt hendes telefonnummer og ringede flere gange til hende uden resultat.
Endelig lykkedes det dog. Det viste sig, at hun havde mistet kontakten med min
Mor omkring 1959, det var det år jeg blev født, så hun vidste slet ikke at
jeg eksisterede. Vi sludrede kort om min Mor. De havde gået sammen på
handelsskolen i Friedberg, så der var derfra min Mor havde lært hende at
kende.
Da
jeg kom nærmere ind på besøgene i Bad Neuheim viste det sig til min store
overraskelse, at de flere gange var blevet inviteret indenfor i huset i Göthestrasse
af Elvis’ livvagter og venner, og at de flere gange havde været sammen med
Elvis. Hun fortalte, at den ene gang sad Elvis og spillede klaver for gæsterne
og sang gospelsange for dem. Den ene gang var de endda blevet kørt hjem til
Friedberg af en af Elvis’ livvagter i hans store Mercedes. Eva havde selv et
par signerede plader, hun fortalte, at de var mange penge værd i dag, fordi
Elvis i den tid ikke gav mange autografer. Jeg var meget overrasket, tænk at
min Mor ligefrem havde mødt Elvis og talt med ham. Det gav turen til Memphis
helt nyt indhold.
Jeg
ankom spændt til Münchens Internationale Lufthavn tidligt om morgenen den 12
August, jeg ankom tre timer før jeg skulle være der, mit fly gik klokken
10:00. Man skulle jo nødigt komme for sent, ikke sandt? Det var selvfølgelig gået
op for mig, at besøget i Memphis kolliderede med de mange arrangementer i byen
i anledning af Elvis’ dødsdag den 16 August. Så jeg forventede ikke, at jeg
ville blive helt alene i Memphis under mit besøg. Flyet afgik planmæssigt og
turen til Graceland havde taget sin begyndelse.
Efter
en mellemlanding i New York og et par timers ventetid i ”The Big Apple”
ankom jeg så endeligt, efter næsten 10 timers flyvning, til Memphis Lufthavn.
Jeg var spændt på at se, om chaufføren fra Graceland kunne finde mig i
vrimlen. Så snart jeg var kommet fra borde skulle jeg henvende mig i
American Airlines informationsskranke, så det gjorde jeg. Da damen bag
disken fik det brev jeg havde fået med fra advokaten i München gik hun om i
baglokalet. Et øjeblik senere kom hun tilbage med en herre, som præsenterede
sig som chaufføren fra Graceland.
Vi
satte os ud i vognen, jeg havde håbet på, at det var en limousine, men det var
desværre bare en helt almindelig amerikansk bil. Da jeg fik set lidt på chaufføren,
opdagede jeg, at jeg havde set ham før. Efter et par minutters kørsel præsenterede
han sig da også som George Klein, Elvis’ gamle ungdomsven og tro følgesvend
gennem hele hans karriere. Jeg havde godt læst om ham og set ham udtale sig i
nogle af de portrætudsendelser jeg havde set om Elvis. Han var fantastisk rar
og spændende at tale med, han fortalte, at han nu var DJ på en af Memphis’
store radiostationer, han ejede faktisk radiostationen.
Han
kørte mig forbi Sun Studierne, hvor Elvis jo indspillede sine allerførste
plader, og sagde, at en af dagene ville han give mig den helt store sightseeing
i byen. Så kørte vi ud til mit hotel, som lå under 1000 meter fra Graceland.
Han fulgte mig ind og sørgede for at jeg kom op til mit værelse. Næste dag
skulle jeg være med på en af de guidede ture rundt på Graceland, det glædede
jeg mig meget til. Jeg gik dødtræt i seng ved 22-tiden. Det skal lige siges,
at jeg aldrig før har været uden for Tysklands grænser, så det var en meget
underlig fornemmelse at pludselig ligge tusindvis af kilometer hjemmefra, jeg følte
mig nok lidt som Peter Alene I verden. Efter en times tid faldt jeg dog i søvn,
mættet af indtryk fra dagen der var gået og spændt at jeg næste dag skulle gå
ind gennem ”The Gates Of Graceland” for første gang i mit liv. Jeg ønskede
min Mor havde været der og havde fået den oplevelse med.
Næste
morgen kl. 10:30 stod jeg så endelig og ventede på den ”Shuttle-Bus” som
skulle køre mig op til selve Gracelands hovedbygning. Jeg stod på ventepladsen
på den anden side af Elvis Presley Boulevard. På denne side af vejen, altså
overfor Graceland, ligger en masse udstillingshaller og souvenirbutikker fyldt
med alskens plastic og andet krimskrams med Elvis’ navn eller billede på. Jeg
havde været et lille smut rundt inde i en af butikkerne og kigge mig lidt
omkring. Det mest utrolige var, at jeg faktisk næsten intet kunne finde, som
jeg syntes var pænt, næsten alting var af plastic. De glas- og keramikfigurer
der var af Elvis lignede ham ikke en pind. Hvis ikke figurerne havde haft lange
sorte bakkenbarter og en guitar i hånden, havde jeg aldrig gættet at de
forestillede Elvis. Endelig kom bussen og turen over på den anden side af Elvis
Presley Boulevard og op til ”The Graceland Mansion” kunne begynde.
Der
var vagter overalt. Jeg havde fået at vide af George Klein dagen før, at
utroligt mange gæster, efter at Graceland i starten af 80’erne åbnede for
offentligheden, ville have ”minder” med hjem fra Graceland. De plukkede
blomster, samlede sten op, gemte jord i lommerne og alt muligt andet for at få
noget ”ægte” fra Graceland med hjem. Da der kommer over 600.000 besøgene
om året på Graceland ville grunden efterhånden blive til at stort tomt hul i
jorden. Så kort tid efter Gracelands åbning forbød man al form for opsamling
af materiale under rundvisningerne. Dette er blandt andet en af grundene til, at
man bliver kørt det korte stykke vej fra Elvis Presley Boulevard og op til
selve huset i en bus.
Selve
huset var en fantastisk oplevelse. Der var en helt uvirkelig stemning derinde,
og mange af gæsterne gik rundt med blanke øjne under rundturen i de flotte værelser.
Jeg havde en mærkelig følelse af, at jeg havde været der før, det skyldtes
jo sikkert alle de billeder og video jeg havde set fra Graceland gennem det
sidste halve års tid. Jeg oplevede det flere gange som et slags ”dejavu”, når
jeg kom ind i et nyt lokale.
Hele
førstesalen var afspærret for offentligheden, ikke engang guiderne havde været
deroppe, der var kun adgang for nogle ganske få udvalgte, heriblandt vel nok
Elvis’ tidligere kone Priscilla og datteren Lisa Marie. Jeg bestemte mig for,
at høre George Klein næste dag, om han kunne fortælle mig lidt om hvad der
egentlig var deroppe. Jeg vidste selvfølgelig godt, at det var på førstesalen
Elvis døde i badeværelset og at han havde sine private værelser deroppe
gennem hele sit liv, bl.a. soveværelset og hans Mors værelse. Det var næsten
uhyggeligt at kigge op af den lange trappe lige overfor indgangsdøren og tænke
på, at deroppe et sted faldt Elvis død om for mange år siden. Jeg ville give
meget for at se badeværelset hvor han døde Der stod et skilt som tydeligt
forklarede, at af hensyn til familiens og privatlivets fred var der ingen adgang
derop til.
Vi
blev vist rundt af en guide, og så først hele stueetagen og et par af rummene
i kælderen, bl.a. hans berømte TV-værelse, som han indrettede med 3 ens
fjernsyn ved siden af hinanden. Han havde fået idéen fra USA’s præsident
Lyndon Johnson i 1960’erne, han havde også 3 fjernsyn i et værelse i Det
Hvide Hus i Washington. Så kunne han se 3 forskellige TV-programmer på en
gang, og ikke gå glip af noget! Der sad overvågningskameraer overalt i
Gracelands værelser, jeg bemærkede, at de kunne drejes med en lille motor,
flere gange fulgte et af kameraerne min bevægelse gennem lokalet. Der sad nok
en sikkerhedsvagt og hyggede sig et eller andet sted. Vi blev også vist rundt i
Elvis’ private tennishal og kom til sidst til ”The Meditation Garden” ude
ved siden af svømmepølen, her ligger både Elvis, hans forældre og hans tante
begravet.
Bagefter
kørte bussen os tilbage til den anden side af Elvis Presley Boulevard, og turen
fortsatte derovre, hvor man kunne se en masse af Elvis’ biler og hans 2 fly,
bl.a. ”Lisa Marie”, opkaldt efter hans datter. Jeg havde fået at vide, at
jeg skulle henvende mig i presseafdelingen når rundvisningen var forbi, der
skulle tages nogle billeder af mig til fanklubberne i Europa. Da jeg gik derover
så jeg, at George Klein også var der, og han kom med på flere af billederne.
Bagefter havde jeg eftermiddagen fri og jeg lejede en bil på hotellet og kørte
en tur ind til Memphis på egen hånd.
Om
aftenen gik jeg en aftentur hen til Graceland og stod et stykke tid foran de
lukkede porte, de kaldes ”The Music Gates” fordi der er en silhouette af
Elvis og nogle noder på begge låger. Jeg stod og forestillede mig, at vi var
tilbage i 70’erne og at Elvis stadig levede og sad lige deroppe på Graceland
og spiste peanutbuttersandwich. Jeg tænkte på de historier der var kommet frem
gennem årene om, at Elvis, især i 60’erne inden han blev rigtig sær, ind
imellem kom ned til porten og underholdt sig med sine fans. Adskillige gange kom
han kørende derned i en af hans mange kæmpestore Cadillacs. Hvis en fan så
lidt mismodig ud, kunne han finde på at åbne porten og give en fan nøglerne
og sige: ”værsgo’, bilen er din, kom godt hjem”. Der kom dog ingen og gav
mig en Cadillac.
Hvis
selve Graceland var magisk, så var området omkring stedet lige det modsatte.
Jeg huskede hvordan jeg havde haft det den aften Elvis døde i 1977. Jeg havde
som bekendt ikke været den helt store Elvis-fan, men alligevel påvirkede hans
død mig meget. Jeg fik budskabet i midnatsradioavisen. Bagefter spillede
studieværten på natradioen Elvis-plader hele natten og jeg lå og forestillede
mig hvordan der så ud i Memphis på det tidspunkt. Jeg husker, at jeg på et
tidspunkt stod op og gik hen til vinduet og kiggede op på nattehimlen mod vest
og drømte mig derover. Og nu stod jeg altså samme sted, mange år senere. Det
var mærkeligt.
Næste
dag skulle jeg så sammen med George Klein på sightseeing i selve Memphis. Han
viste mig bl.a. Beale Street, blues-musikkens vugge, og det hus som Elvis og
hans forældre boede i inden Elvis købte Graceland i 1957. Vi var inde i de berømte
Sun-studier, her indspillede Elvis sin første plade, angiveligt en fødselsdaggave
til sin Mor Gladys. George Klein var fantastisk rar, han kunne selvfølgelig
fortælle en masse spændende ”inside”-informationer om tiden med Elvis.
Om
aftenen var jeg inviteret til en lille uformel middag i restauranten på mit
hotel. Stor var min overraskelse, da det gik op for mig, at både Priscilla,
Elvis’ kone og datteren Lisa Marie var tilstede, sammen med Joe Esposito, der
ligesom George Klein havde været venner med Elvis lige siden hans karrieres
begyndelse. Elvis havde faktisk mødt Joe Esposito i Bad Nauheim i Tyskland
under sin soldatertid. Vi spiste i et lille lokale ved siden af selve
restauranten.
Joe
Esposito sagde ikke mange ord, han virkede nærmest irriteret, Priscilla og Lisa
Marie spurgte lidt høfligt til min opvækst i Tyskland og den slags. Da jeg
fortalte Priscilla, at min Mor havde besøgt Elvis i hans hus i Bad Nauheim blev
hun ikke engang overrasket. Hun sagde, at der var mange piger på besøg i huset
i tiden i Tyskland. Faktisk lærte hun jo selv Elvis at kende i huset i Bad
Nauheim, hendes far var officer på den militærbase hvor Elvis gjorde tjeneste.
Hun spurgte om jeg havde et billede med af min Mor fra dengang så hun måske
kunne genkende hende, men det havde jeg desværre ikke. De spurgte hvor min Mor
og jeg havde boet i 60’erne inden hun døde og jeg sagde, at vi havde boet i München
hele mit liv. Jeg fortalte, at jeg, efter min Mors død i en trafikulykke, havde
boet hos hendes bror i München og trods alt havde haft et godt liv. De spurgte til sidst, om
jeg ikke kunne havde boet hos min Far efter min Mors død. Jeg sagde, at min Mor
aldrig havde vist hvem min Far var, det havde åbenbart været et
engangseventyr.
Efter
maden gik jeg op på mit værelse og lå mange timer og filosoferede over den
overraskende middag og dens celebre deltagere. Jeg prøvede at forstå
Priscilla, hun virkede på en gang sød og åben, men samtidigt var der noget
stridigt, nærmest som om hun var sur over at skulle sidde og bruge sin tid på
at snakke med sådan almindelig fyr som mig. Nå pyt, næste dag skulle jeg på
en heldagstur med den altid venlige George Klein, jeg skulle ned til Mississippi
og se det hus i Tupelo hvor Elvis blev født. Mættet af de mange oplevelser
faldt jeg i søvn.
Turen
til Tupelo næste dag var frygtelig lang og tog det meste af dagen. Det var
egentlig ikke særligt spændende at se den lille hytte Elvis og hans forældre
havde boet i de første år af hans liv, inden de, fattige som kirkerotter,
flyttede til Memphis sidst i 40’erne. Men George var en herlig oplevelse, han
sludrede om alt muligt, hvor var han er rar fyr. På vejen tilbage til Memphis
spurgte han, om det var spændende at se Graceland, og jeg sagde at det selvfølgelig
havde været en kæmpe oplevelse, nok den største i mit liv. Jeg spurgte ham så,
om han var en af dem som havde adgang til førstesalen og om man overhovedet
ikke kunne få lov at se bare et enkelt af værelserne deroppe.
Han
var stille meget længe. Jo, han var en af de få som havde været deroppe efter
Elvis’ død. Efter at have siddet lidt og kigget på mig
sagde han, at hvis jeg ville love ham, at ikke sige en lyd til nogen,
heller ikke når jeg kom tilbage til Tyskland og måske skulle interviewes af et
par sladderblade, kunne vi måske finde ud af et lille kig ”upstairs”. Vi
aftalte, at han ville komme forbi efter mig senere på aftenen, når Graceland
var lukket for besøgene. Utroligt at han gad bruge al den tid på mig, men han
fik vel alligevel sit honorar for at slæbe rundt på mig.
Om
sommeren lukker Graceland klokken 20 om aftenen. George Klein kom først ved
23-tiden og bankede på min dør. ”Kom
så, luskepeter”, sagde han. Vi kørte over mod Graceland, men kørte ad et
par veje bagom den kæmpegrund som omkranser husene. Der var en vagtmand ved den
lille låge som førte ind til Graceland fra bagsiden. Han kendte selvfølgelig
George og lukkede ham ind. Vel oppe ved selve hovedhusets bagside, parkerede han
bilen og vi steg ud. Endnu en vagtmand kom gående hastigt hen mod os, men da
han i tusmørket genkendte George fortrak han hurtigt igen. Jeg tror jeg så 4-5
vagter inden vi gik ind i huset af bagdøren. Jeg spurgte, om der ikke var alarm
på, men George sagde, at den var ikke slået til endnu. Han spurgte, om vi
skulle tage en lille tur rundt i huset, det ville jeg meget gerne. Til sidst
satte vi os i Elvis’ berømte 4 meter lange sofa i opholdsstuen. Her sad vi længe
og sagde ingenting, jeg var helt opslugt, tænk at jeg sad alene i Elvis’
stue, sammen med en af hans venner fra gamle dage. Jeg kunne næsten mærke
Elvis’ ånd omkring mig inde i stuen. Det sagde jeg til George. Han smilede på
en underlig måde, var stille længe og spurgte så, om vi skulle kigge op på førstesalen.
Vi
gik ud i foyeren og nærmede os den lange lige trappe op til første sal.
Skiltet med adgang forbudt var stillet hen ved siden af trappen og døren oppe
for enden af trappen stod på klem! George gik forrest. Da vi kom op for enden
af trappen åbnede han døren helt og vi kom ind i lille gang næsten uden lys.
”Hvis du vil se Elvis’ soveværelse, er det derovre”, sagde han og pegede
på en af dørene længst væk fra trappen. ”Kig du bare indenfor, jeg bliver
her”. Det undrede mig, at han ikke ville med derind, måske havde han dårlige
minder derinde fra, eller hvad ved jeg. Jeg gik derhen og åbnede døren. Jeg
syntes pludselig, at det hele var lidt mere uhyggeligt end jeg egentligt havde
lyst til. Jeg kunne se George stå henne i det svage lys ved døren til trappen,
han smilede og sagde: ”Gå bare ind, der er ingen der bider derinde”!
Jeg
gik ind i Elvis’ private soveværelse. Der fløj tusind tanker gennem mit
hoved da jeg åbnede døren. Jeg følte pludseligt, at det hele var en drøm og
at jeg nok snart ville vågne. Men jeg var altså vågen! Værelset var større
end jeg havde regnet med, normalt er soveværelser ikke særligt store, men
dette her var meget stort. I det svage lys kunne jeg se en kæmpe dobbeltseng
som stod op mod den ene væg på min højre side. På natbordet på den anden
side af sengen stod en sengelampe og lyste meget svagt, jeg tror den var dæmpet
af en lysdæmper. Det var det eneste lys som var tændt i rummet. Jeg stod
stille og kiggede rundt i rummet. Den anden ende af soveværelset til venstre
for mig var helt mørklagt. Der var en underlig luft derinde, på en gang
indelukket men alligevel frisk og svagt parfumeret på en eller anden måde.
Pludselig
følte jeg at jeg ikke var alene derinde. Det var en meget ubehagelig
fornemmelse. Jeg gik hen mod sengen for at prøve at tænde lampen på det første
natbord. Den kunne ikke tændes. Jeg stod stille længe og prøvede lidt
rationelt at analysere situationen. ”Sikke noget pjat”, tænkte jeg efter at
have sundet mig i et par sekunder. Jeg gik hen mod vinduet og trak gardinet lidt
til side. Bilerne strøg forbi ude på Elvis Presley Boulevard. Virkeligheden
florerede. Der gik to vagter forbi nede foran hovedindgangen til huset.
Mens
jeg stod og kiggede ud af vinduet lød der pludseligt en stemme bag mig.
”Jeg kender dit mellemnavn”. Jeg fik en kuldegysning, som dækkede
hele min ryg og blev selvfølgelig meget forskrækket. George stod nu henne i døråbningen
i det svage lys. ”Bare rolig”, sagde George derhenne fra, ”Lad nu være
med at dejse om på gulvet, ikke”! George tændte lyset i værelset på en
kontakt indenfor døren. Så kunne jeg se hvad eller hvem det var som havde
forskrækket mig så frygteligt henne fra den mørke del af værelset.
I
en stor højrygget stol sad en gammel mand i et hvidt jakkesæt. Han var lidt
kraftig, ikke fed, og havde sort hår og lange sorte bakkenbarter. Han smilede.
”Jeg har altid elsket gyserfilm, forskrækkede jeg dig?” Det måtte jeg jo
indrømme at han havde gjort. Jeg stod og prøvede at få samling en frygtelig
masse tanker i en forfærdelig fart inde mit hoved. ”Dav, jeg hedder Elvis
Presley, vi har vidst ikke hilst på hinanden før, har vi?”
Jeg
blev helt varm indvendigt, jeg satte mig ned på sengen, jeg kunne mærke jeg næsten
fik kvalme. George kom farende hen til mig. ”Du er ikke dårlig, vel?”.
”Nej”, sagde jeg, ”men hvad sker der egentligt her?” Manden i det hvide
jakkesæt kom hen til mig og gav mig hånden. Det var et meget varmt og langt håndtryk.
”Der var en meget god grund til, at netop du skulle vinde den tur herover til
Graceland, min ven,” sagde han, ”lad os gå ned i køkkenet og snakke lidt
sammen, der er lidt uhyggeligt heroppe, synes du ikke?” Det kunne jeg kun give
ham ret i. Uden yderligere snak gik vi ud af soveværelset og ned af trappen.
George gik bagved mig og smilede. Var manden der gik ned af trappen foran mig
virkeligt Elvis?
Vi
gik gennem spisestuen til højre og ud i køkkenet. Vi satte os ved et bord.
Manden i det hvide jakkesæt begyndte at fortælle om dengang han var i Tyskland
på session. Han fortalte, at han havde lært en masse lokale piger at kende
dengang. Han fortalte, at en af dem hed Franziska og at de havde set noget til
hinanden i et par uger. Senere havde han så mødt sin kommende kone Priscilla i
Tyskland. Et par år senere, efter hans hjemkomst til USA, havde han gennem en
bekendt i Tyskland erfaret, at den lille tyske ”Fräulein" havde ”set
lidt til” i Bad Nauheim havde født en søn. Hans bekendt havde ad omveje haft
kontakt med hende og fået konstateret, at hun havde født denne søn præcis 9
måneder efter hun og Elvis havde ”set lidt til hinanden” i et par uger.
Denne
søde tyske dame havde aldrig kontaktet ham efter denne lille romance, Elvis’
forbindelser i Tyskland vidste, at hun heller ikke havde pralet med sit lille
”eventyr” overfor nogen. Kontaktpersonen havde på et tidspunkt fået
skaffet en blodprøve fra den lille knægt gennem et hospital, hvor han var
indlagt for en eller anden virus. Denne blodprøve havde Elvis bedt om at få
analyseret, den havde vist at han med datidens målemetoder meget stor
sandsynlighed var far til barnet. Men eftersom barnets mor ikke havde givet lyd
fra og Priscilla, som var en meget jaloux dame, nu var kommet alvorligt ind
billedet, blev der intet foretaget. Men for et års tid siden var blodprøven så
blevet DNA-analyseret udfra de nyeste teknologiske målemetoder, og prøveresultatet
viste med sikkerhed, at det lille barn i Tyskland fra Elvis’ eneste søn.
Jeg
kneb nu vitterligt mig selv i armen. Sad Elvis foran mig og sagde han var min
Far? Åbenbart. Tilbage stod nu kun at forstå, hvorfor Elvis Presley sad
lyslevende overfor mig i Gracelands køkken i dag, tyve år efter hans ”død”?
Efterhånden
fik jeg drejet samtalen hen mod at få en forklaring på, hvorfor han ikke var død!
Han forklarede, at han havde været meget fysisk syg og samtidigt var løbet ind
i en langvarig depression i foråret 1977. Han var også ganske rigtigt faldet
om på sit badeværelse den 16 August 1977. Årsagen var en hjerneblødning og
han var i bevidstløs tilstand blevet kørt til hospitalet inde i Memphis.
I
midten af 1970´erne havde han gennem stråmænd købt en lille ø nord for
Hawaii. Her ville han bosætte sig. Ingen vidste øen var hans, ikke engang hans
nærmeste venner. Det fik de så at vide nu. De modsatte sig på det kraftigste
hans ønske om at blive erklæret død og sagde, at han da bare kunne
”forsvinde” uden at erklære sig død. Elvis havde derpå sagt, at han udmærket
vidste, at han ville blive jagtet af pressen i resten af sit liv over hele
kloden hvis han ikke ”døde” nu. Så den 16 August 1977 blev han erklæret død
af lægerne.
Han
havde derefter installeret sig på sin øde ø og var gået i gang med genoptræningen
for at få lammelserne til at forsvinde. Både hans Far, eks-konen Priscilla,
datteren Lisa Marie, Joe Esposito og George Klein havde naturligvis besøgt ham
derovre flere gange gennem årene. Da hans Far døde den 26 Juni 1979 kom han
dog ikke til begravelsen. Og idet han interesserede sig meget for det okulte og
spirituelle i livet havde han derfor hurtigt udviklet sig til lidt af en
eneboer. Hjerneblødningen havde ændret hans personlighed og han havde mistet
sit behov for at altid være omkranset af familie og venner.
Han
havde kun været væk fra øen en 20-25 gange gennem alle årene og han havde
naturligvis hver gang været forklædt til ukendelighed og det var ikke første
gang siden hans ”død” han havde besøgt Graceland. Men nu sad han altså
her foran mig og lignede sig selv!
Årsagen
til, at vi skulle mødes var den simple, at han var bange for at nogen skulle
finde mig før ham og derved måske få fat i sandheden om hans forsvinden. Det
gik derfor hurtigt op for mig, at mit liv heldigvis ikke nu skulle ændres til
noget ulækkert og glamourøst og at jeg ikke kom til at se mere til ham
fremover. Elvis blev da også mere og mere fjern i blikket i løbet af samtalen.
Da
det gik op for mig at han skulle til at gå, spurgte jeg ham om han ikke ville sætte
sig ud til det gyldne flygel i ”The Piano Room” og synge en enkelt sang for
mig. Det varede meget længe før han reagerede. Han rejste sig og gik hen til
vinduet, trak køkkengardinet til side og stod meget længe uden at sige et ord
og kikkede ud i mørket. Så gik han ud af køkkenet, gennem stuerne og gik hen
og satte sig til flyglet. George og jeg stillede os ved siden af flyglet og han
sang ”Mansion Over The Hilltop” så tårene løb ned af vores kinder.
Derefter rejste han sig, gik hen til mig og omfavnede mig. Han sagde farvel og
forlod uden et ord mere rummet. Han gik ud gennem køkkenet. Lidt efter gik jeg
selv ud i køkkenet og kiggede ud af vinduet som Elvis lidt før havde kigget ud
af. Jeg så en stor minibus med mørke ruder køre væk mod Gracelands bagudgang.
Elvis havde forladt bygningen!
George
stod lige bag ved mig. Han fortalte, at det var første gang han havde hørt
Elvis synge siden 1977. Vi blev enige om at hans stemme bestemt ikke var hvad
den havde været, men at oplevelsen - selv for George – havde været unik.
Jeg
havde overhovedet ingen intentioner om at blande mig med de berømte og
overfladiske mennesker som showbusiness er fyldt med. Dagen efter var jeg sammen
med Lisa Marie et par gange, men jeg tror ikke det nogensinde bliver til noget
bror/søster-forhold.