"Barndommens gade har en ufattelig kraft og magi, som med årene bliver en stadig mere vigtig mental færdselsåre i sindet".

Herunder har jeg skrevet en lille beretning om min vidunderlige opvækst på Frederiksberg.

Jeg boede på Helgesvej 4A fra 1960 og flyttede over på Falkoner Alle 66 den 28 November 1966, her boede vi til April 1976.......

   Herover ses en spirrende lille TaxaFinn i en vogn uden frilygte på Helgesvej i 1966, foran nr. 4A hvor vi boede.. Billedet til højre er taget i 1968 ved det forlængst nedrevne havehus i gården bag Falkoner Alle 66, hvortil vi flyttede i 1966 .

Først HELGESVEJ...

I de første år boede vi på Helgesvej 4A i stuen til højre på Frederiksberg. Det var en 2 værelses lejlighed, i en ejendom med to opgange.  Bagved lå en lille gård med en stor træbygning. Den blev brugt til lager for ”Hornums Varehus” som  lå i samme ejendom, i nummer 4. ”Hornum” var en lille butik på størrelse med en 2 værelses lejlighed, hvor man kunne købe alt fra svampe til petroleum. Den lå tidligere i meget større lokaler på hjørnet af Falkoner Alle og Helgesvej. Ovenover Hornum boede min Fars Søster Åse med hendes mand Anders og mine to kusiner Solveig og Britta. Øverst til venstre i samme opgang boede min Mors bror Kaj og hans kone Jutta med deres 2 børn Erik og Jørgen. De flyttede senere hen i nr. 2. Onkel Kaj var maskinarbejder. Han døde iøvrigt dagen før Nytårsaften 1982, han var nede i en tøjforretning og bytte en skjorte han havde fået i julegave. Han stod og ringede hjem til Jutta om et eller andet nede fra forretningen da han pludselig faldt om med hjertestop. Min Mor og Far blev engang midt i 60’erne uvenner med Kaj og Jutta og var i hele min barndom ikke på talefod med dem.

Jeg blev døbt i Skt. Lukas-kirken på Chr. Richardtsvej, lige ved siden af Helgesvej.

Lige overfor os, på Helgesvej i nr. 5, lå der et gammeldags Ismejeri og i nr. 7 lå der en lille grønthandel. Rundt om hjørnet, på Adilsvej nr. 6 boede min Morfar og Mormor. De boede ovenpå en buntmagerforretning.  Morfar hed Marius Frederiksen og Mormor hed Elva. Hendes større søskende havde kastet rundt med hende som lille og tabt hende, så hun havde fået en ryglidelse der gjorde, at hun ikke var mere end ca. 1,3m høj. Hun døde i 1965. Overfor, på Adilsvej 9, lå Frisør Sørensen, hvor hele familien blev klippet. Længere henne af Adilsvej, i nr. 3, gik jeg i kort tid i børnehave, men de blev vist lidt trætte af mig, så jeg stoppede hurtigt. Det har været engang i 1964.

Noget af det tidligere jeg kan huske, var at jeg engang på min fødselsdag skulle hen og lege på legepladsen på Helgesvej overfor Svømmehallen. Jeg har vel været en 5 eller 6 år. Jeg kan huske at jeg pludselig skulle på toilettet og at jeg hastede hjemad mod Helgesvej nummer 4. Men undervejs gik det galt og jeg kan stadig huske følelsen af noget varmt og tungt der pludselig tyngede bagi. Puha!

En af mine andre erindringer fra de år var, at jeg af en eller anden grund skulle rode med et strømstik nede ved gulvet, bagved et skab i stuen. Jeg fik så af uforklarlige årsager et stød. Min Far stod lige bagved og jeg husker at jeg sprang op og bebrejdede ham på det kraftigste at han sådan pludselig stod der og sparkede sin søn bagi. Der gik flere år før jeg forstod, at det altså ikke var et spark bagi der havde givet et spjæt i mig. I øvrigt var mit første ord ”radia”, dette blev hurtigt ændret til ”radio”. Denne lydgenskaber var allerede dengang mit et og alt, og det var stikket til radioen jeg lå og rodede med bagved skabet.

Midt i 60’erne fik Danmark besøg af den russiske præsident Krustjof og han skulle på besøg danmarks statsminister Jens Otto Krag. Jeg husker tydeligt hvordan vi stod nede på Godthåbsvej ved hjørnet af Adilsvej og så den lange kortege af sorte limousiner køre i høj fart tilbage til byen fra besøget hos Jens Otto Krags privatbolig ude på Egernvej. Min mor viste mig Krustjof inde i en af bilerne. Det jeg syntes var mest spændende var at se hvor hurtigt de fik lov at køre og se politiekskorten foran og bagi kortegen.

Mange af mine skolekammerater boede lige omkring eller på Helgesvej. I nr. 12 boede Jan Bisgaard, i 5A boede Birte. Jans Mor døde sidst i 60’erne og de flyttede ud til Østerbro på Strandboulevarden. Birte flyttede senere ned på Bentzonsvej. I nr. 16 boede Per, han flyttede ud til Prinsessegade på Christianshavn. I nr. 3 boede Lis, de flyttede ned på Harsdorfvej. Lis’ mor og min Mor talte en del sammen, de havde vist kendt hinanden i mange år. På Adilsvej 2 boede Lars Bodholt, jeg ved ikke rigtigt hvad der er blevet af ham. På Adilsvej 8 boede Michael Vandet. Jeg måtte ikke lege med ham for hans forældre, men vi gjorde det nu alligevel. Gad vidst om det var derfor de omkring 1970 flyttede til Thisted. I nr. 12 boede Jens. Han havde et hav af søskende. Overfor, på hjørnet af Roarsvej ovenpå Bageren, boede Jesper Hvidberg. På Falkoner Alle omkring nr. 51 boede Preben Hansson på anden sal.

Engang fandt Kim og jeg 100 kroner på gaden på hjørnet af Helgesvej og Falkoner Alle. Vi mosede straks ind i legetøjsforretningen på Falkoner Alle, lige overfor Skt. Nikolaivej. Kim boede iøvrigt i lejligheden ovenover legetøjsforretningen. Da vi havde forevist den voldsomt store pengeseddel for den iøvrigt altid halvsure dame i butikken gik der da heller ikke mange minutter før begge vore mødre stod i døren til butikken og bad om en forklaring. Den fik de. Jeg ved ikke hvad der skete med hundredekronesedlen, men Kim og jeg fik desværre ingen glæde af den. Surt show!

Og så FALKONER ALLE...

I november 1966 flyttede vi ind på Falkoner Alle 66, op på anden sal til højre. Jeg var 7 år gammel og gik på Godthåbsvejens Skole i 1 Klasse. Lejligheden var på fire værelser og jeg fik for første gang mit eget værelse. Den eneste opvarmning var en petroleumsovn i stuen. Mit værelse lå mod gården, længst væk fra stuerne, med indgang fra køkkenet, så der var meget koldt om vinteren. Jeg havde udsigt til bagsiden af de ”nye” ejendomme ovre i Hostrups Have. Der var petroleumsovn i stuen. Efter et par år fik vi gasvarme, en voldsomt flot firkantet lavstående gasovn med guldgitter om og en sort marmorplade ovenpå, men stadig kun med den ene ovn i stuen, så der må have været frygteligt koldt på mit værelse. Jeg kan nu ikke huske at jeg frøs. Om aftenen, efter jeg var kommet i seng, kunne jeg tit høre mine forældre sidde og spille ”Canasta” inde i stuen og høre Gustav Winckler og Palmehaveorkestret på Arena-radioen. Det var en vidunderlig tryg måde at falde i søvn.

Om morgenen, hvis det var koldt, hang min Mor altid mit tøj på ryggen af en stol der stod op mod gasradiatoren, så det var varmt og godt at få på, det gjorde det lidt nemmere at komme ud af sengen på en kold vintermorgen. I starten havde vi kun koldt vand, men vi fik ret hurtigt installeret en gasvandvarmer ude under et af køkkenskabene.

For enden af entreen havde de tidligere beboere lukket en bid af den ene stue af og lavet et lille pulterrum. Her lavede min far et lille værkstedsbord, med en lille skruestik og plads til alt hans værktøj og diverse søm og skruer. Her udfoldede jeg mig ofte som den lille snedker, med mere eller mindre heldige resultater til følge. Skruestikken var dog altid god til at spænde modelbiler fast i og så knalde dem en med hammeren, så de bagefter lignede deltagere fra et trafikuheld. Skulle min ”Action Man” være med i en boksekamp, sad han da også godt og uhjælpeligt fast i samme skruestik når jeg klappede til ham med en lille kæp omviklet med vat og plastiktape! Jeg var sgu´ nok en anelse destruktiv! Iøvrigt syede og strikkede min Mor noget utroligt flot tøj til mine dukker. Jeg var nemmelig, udover ”Action Man”, også den lykkelige ejer af både en ”Pusle”-dukke og en ”Pusle’s Lillebror”.

Jeg havde en skuffe i stuen til mine Lego-klodser. Jeg byggede robotter, biler, Asterix-byer og tusind andre ting. Jeg sad altid ved vores spisebord og kunne kigge ud af vinduet over til Roarsvej. Vi havde udsigt helt ned til Aksel Møllers Have for enden af Roarsvej. Jeg havde også en meget stor ”Matchbox Superfast”-bilbane. Dens gule plastikskinner kunne jeg fylde begge stuer med, både med stejlkurver og loops. Jeg vandt en gang en plastikveteranbil i samlesæt, det var vidst i en konkurrence på siden af en chokoladepulverdrik. Jeg ventede spændt til den kom med posten og samlede den med stor iver på spisebordet. Hvorfor kan man huske den slags?

Hvis jeg var i mit snedkerhjørne, drog jeg ned på Holger Danskesvej. Her lå Dreiagers lille tømmerhandel. Han havde naturligvis en kasse hvor man kunne købe billige trærester. Jeg kan ikke huske hvad det egentligt var jeg gik og snedkererede, blot at det var utroligt spændende at gå og rode i kassen dernede og så cykle hjem og gå igang ude i min fars lille værkstedsaflukke i bunden af vores entre.

Derudover "legede" min klassekammerat Jørgen og jeg utroligt meget med Märklin-tog og vi fordrev mange lange vinteraftener med vores togbaner på gulvet i vores spisestue på Falkoner Alle. Vi fyldte næsten hele spisestuegulvet med skinner, skiftespor og tranformatorer og kørte i timevis, aften efter aften til tonerne af Gilbert O’Sullivan, Sweet, Slade og den slags. Vi byggede banerne ind i hinanden og kørte ”togrally” med nogle små ”tunede” lokomotiver som vi bandt elastikker om og vi prøvede så at vælte hinanden af skinnerne i krydssporerne. Det var spændende og fascinerende at sidde der i mørket i hver sin ende af stuen og kun kunne se hinandens ansigter i skæret fra de grønne og røde lamper på vores store HSV-dobbelttransformatorer og kun kunne se togskinnerne i skæret fra forlygterne på lokomotiverne. Jeg havde bl.a. et amerikansk ”Santa Fe”-lokomotiv med to meget kraftige frontlanterner, som lyste langt hen af sporet foran lokomotivet.  Det var flot at se den lyse forbi skinnerne og ud på gulvtæppet når den kørte gennem svingene. Gulvtæppet udgjorde i den situation naturligvis en iskold del af den nordamerikanske ørken ved nattetide, der manglede kun et par spredte kaktusser og et par indtørrede bøffelkadavere. At de efterfølgende vogne i togstammen var tyske godsvogne som aldrig ville kunne befinde sig i indianernes hjemland, betød intet. Intet kunne bryde vores illusioner.

Vi havde hvert vores rangerområde i hver sin ende af stuen, de små pærer i skiftesporenes omskifterindikatorer sås som enlige hvide lysprikker på det ellers mørke gulv. Kørte vi med vogne kunne man kun se hvor lang togstammen var, hvis man kunne se den røde slutlanterne bagest på togstammen.  Skulle man krydse rangerområderne, kunne man se slutlanternen sno sig hen over baneterænnet og se dens røde lysskær i skinnerne efter toget. Når en vognstamme afsluttede en kurve og slutlanternen forsvandt kunne ikke bedømme stammens længde, og det var et problem, hvis den anden skulle krydse ens spor. Samtidig var der jo ikke lys på lokomotiverne når de holdt stille og ventede på fri passage ved krydssporene, så den anden kunne ikke altid se hvor man holdt og ventede på passage. Jeg havde en beige/rød tysk TEE-lyntogsstamme med lys i alle vognene. Når den kørte rundt på banen lyste den ned på gulvtæppet på begge sider af vognstammen.

Jeg fik efterhånden solgt halvdelen af mine forældres Union-bogsamling hos Frederiksbergs forskellige antikvariater for at købe vogne og skinner til banen. Men de gad vel ikke læse i dem mere. Det var nu alligevel utroligt at de fandt sig i det. De fleste indkøb til togbanen foregik nede hos ”Mekanik” på Vesterbrogade. Det var en lille kælderbutik lige overfor Bakkegårds Alle, ejet af en gammel knark med byens største underbid. Han var en meget vrissen og sær gammel gut men egentlig rar når man efterhånden lærte ham lidt at kende.  Butikken havde han sikkert haft i en menneskealder, i begge vinduer stod der togbaner som man kunne få til at køre ved at trykke på en kontakt udenfor fra gaden. Han havde alt muligt i brugt M„rklin-tog. Han havde også en masse nyt Märklin, men den afdeling nærmede vi os sjovt nok aldrig

De store toge i fuld størrelse havde skam også vores bevågenhed. Vi cyklede tit ud til DSB’s remiser i Sydhavnen hvor vi fik lov at gå rundt og snakke med lokomotivmekanikerne og se på MY’ere, MO’ere og MZ’ere og komme ind og se på motorerne og kigge på lokomotiverne nedefra fra mekanikergraven nedenunder. Ind imellem lykkedes det os at få lov at køre med en lokomotivfører helt ned til Hovedbanegården, nogen gange fik vi endda lov at betjene lokomotivet på turen op til Hovedbanen. Det rørte os ikke det fjerneste, at vi så bagefter måtte vade flere kilometer tilbage til Otto Bussesvej for få vores cykler. Bare vi fik lov at køre lokomotiv!
Andre gange lå vi i mørket på baneskråningen sent på aftenen ved indkørslen til Frederiksberg Godsbanestation og ventede på ”spøgelsestog” som kom listende rundt i svinget nede fra Vanløse. Det var som regel gamle MO’ere som trak et par godsvogne og kørte så langsomt at man faktisk først hørte dem lige inden de var ud for os. Vildt spændende, frygteligt forbudt og meget uhyggeligt!

Jørgen og jeg havde, blandt mange andre, fået den fikse idé, at vores temmeligt lange entre på Falkoner Alle var meget velegnet til at spille fodbold i. Vi brugte en tennisbold.  Én af os stod ”på mål” i den ene ende af entréen, mens den anden skulle skyde mod ham. Hele endevæggen var så målområde. Det gik også helt fint, men da det ikke var alle skuddene som blev fanget af målmanden, ramte flere af dem selfølgelig endevæggen, med det resultat at pudset inde i væggen under de mange lag tapet efterhånden begyndte at drysse ud under tapetet nede ved gulvpanelet. Vi var så nødt til at støvsuge gulvet under væggen hver gang der havde været ”kamp” derude. Til sidst var væggen helt udhulet, jeg tror nu aldrig mine forældre opdagede ødelæggelserne.

Vi brugte også mange aftentimer med tennisbolden i porten ind til naboejendommen i Falkoner Alle nr. 62. Den var lukket med døre i begge ender, så det var en fed lukket boldbane. Det var utroligt der ikke var nogen oppe i ejendommen der klagede, vi boede der jo ikke engang og vi har givetvis larmet ganske eftertrykkeligt. Ind imellem drog vi også ned til Frederiksberg S-Togsstation og spillede bold i den meget lille ventesal.  Det kunne dog kun lade sig gøre når personalet i billetsalget var gået hjem. Senere begyndte vi at bruge en til formålet indrettet indhegnet boldbane ovre i gården inde bagved Selandia på den anden side af Falkoner Alle. Det var den samme gård jeg havde boet i da vi residerede på Helgesvej. Jeg var altid ”Bayern München” og Jørgen var ”Leeds”, selv om jeg var langt den bedste fodboldspiller af os to, var det sjovt nok altid ham som vandt???  Heldet har altid fulgt ham.............

Iøvrigt turede vi lystigt rundt i de frederikbergske gader om aftenen. Et sikkert mål var en butik på Gl. Kongevej som var indrettet som en slags kioskautomat, hvor hele vinduet var en stor automat, hvor man så valgte den vare man ville have via nogle trykknapper med tal og bogstaver. Så kom man penge i og en stor og meget mekanisk indretning kørte en slags arm op og ind og hentede varen. Automaten var spændende fordi den ofte kunne snydes og man ind imellem fik to ting istedet for én.

Tit tog vi ned og gloede misundeligt på vinduet hos ”Mekanik” på Vesterbrogade. Desværre var de tog der kunne køre i vinduet kun i størrelse N, som var halv størrelse af vores. Når man trykkede på en knap kørte toget rundt på banen. Hvis man lod toget køre tilpas mange gange kunne man med lidt held opleve at lortet skvattede af i et sving eller i et skiftespor. Så kunne den gamle sure indehaver få lov at stå i bro gennem sit udstillingsvindue for at sætte sit tog tilbage på sporet næste morgen. Derudover kunne vi betragte de mange udstillede lokomotiver og vogne i størrelse H0 (vores størelse) som stod i lange rækker til salg nederst i vinduet. Vi drømte og drømte.

På Falkoner Alle nr. 60 lå Moth’s Konditori. Det ejedes af familien Moth-Iversen. Deres datter Lene legede jeg en del med. Hun havde også en lillebror, jeg har glemt hvad han hed. Vi legede tit i selve bageriet, omme bagved forretningen. Bageriet lå i en tilbygningning inde i gården.  De boede selv i en lejlighed ovenpå butikken, der var en trappe fra baglokalet og op i ”privaten”. Man kunne også komme op til dem gennem den almindelige opgang til højre i porten til nr. 60. De havde en Ford Taunus Stationcar, den holdt altid inde i gården bagved bageriet. Konditoriet lukkede i starten af 70’erne og de flyttede væk, jeg fandt aldrig ud af hvorhen.

Til venstre for Moth’s Konditori, lå Importøren i Falkoner Alle 62. Det var en mellemstor isenkræmmerforretning.  Til ventre for Importøren lå der en meget lille Tobakshandel, den lå i nummer 66, under vores spisestue. Derefter, stadig i nummer 66, lå der et rigtigt gammeldags Renseri, det lå under vores dagligstue til højre for opgangen. Til venstre for vores opgang lå et Vaskeri.

Overfor os på Falkoner Alle lå der en HB, der senere blev omdøbt til Brugsen, den lå på det højre hjørne af Roasvej. På det venstre hjørne lå Selandia Radio. Til venstre for Selandia lå Martin Nielsen Plade- og Boghandel, hvor jeg senere skulle komme til at købe mine første grammofonplader. Til højre for Brugsen lå en Grønthandel, længere til højre en Slagter og til sidst, længere henne mod Sindshvilevej, en Slikbutik. Jeg blev tit sendt derover efter saltpastiller om aftenen til min Mor. På venstre hjørne af Sindshvilevej og Falkoner Alle lå der en Vime-købmand.

Lige over for os i nummer 66 lå som sagt Roarsvej. I nummer 3 først for på venstre side lå der en lille cykelforretning hvor jeg altid købte stumper til min cykel. Han kunne levere de fineste bittesmå hvide og røde ekstralygter til krikken, så den lyste som et juletræ både forud og bagud når man futtede rundt i mørket. På et tidspunkt fik han en KÆMPE ny type forlygte på lager. Den var større end de andre forlygter og havde både langt og kort lys indbygget, ligesom på de rigtige motorcykler. Sådan en måtte jeg naturligvis også have på. Der sad en sort lille omskifter ovenpå. Så futtede jeg op og nedad Roarsvej i mørket og skiftede mellem det korte og det lange lys hele tiden, ligesom motorcyklerne gjorde når der kom en modkørende på motorvejen……

Senere blev krikken naturligvis skiftet ud med en knallert. Ikke kun en knallert men en STOR PUCH! Den var naturligvis sort. Kun tøser kørte jo på røde knallerter. Den blev købt hos Urania på Gammel Kongevej. Da man kun kunne komme ind vores gård gennem kælderen fik jeg lov at parkere vidunderet i gården ved siden af vores i nummer 62. Min kammerat Jørgen fik en Puch Flagskib (den blærerøv!), dem holdt vi tit og skruede på ovre på hjørnet foran HB.

Sidst i tredserne åbnede der et Tempo-varehus længere henne af Falkoner Alle, ligesom dem i Sverige. Det var i nummer 90, efter Godthåbsvej. Der blev bygget en parkeringskælder i hele 2 etager under Tempo, den legede vi tit i, den nederste kælder var som regel ret tom, så der kunne vi lege røvere og soldater. I den øverste kælder lå der både en lille tankstation og et bilværksted. Tempo lukkede dog efter få år og blev erstattet af et Schou-Epa varehus.

Vores ejendom på Falkoner Alle 66 havde kun en opgang. På første sal til venstre lå Dansk Tandteknikerforening, til højre boede et par gamle sære søstre som hed noget i stil med ”Goul”, jeg tror faktisk aldrig jeg så nogen af dem i de mange år vi boede der! Jeg har senere fundet ud af, af de var pensionerede Frisørinder. Vores nabo hed Melms, de havde en datter på min alder som hed Jeanet. Over os til venstre boede Viceværten, jeg tror de hed Andersen og vores overbo har jeg glemt hvad hed, de havde to rødhårede piger og deres bil var en lille Hillman med hækmotor.

Kælderen under vores ejendom lod ikke kælderen under Baron Frankenstein’s Slot i Transylvanien noget efter. Det skal lige tilføjes, at vores hus jo var fra slutningen af sidste århundrede og var meget dårligt passet og derfor elendigt vedligeholdt. Man gik ned til kælderen direkte fra trappen ude fra Falkoner Alle. Når man kom ned i kælderen var der to kældergange, en der gik til højre som var oplyst og overskuelig, hvor beboerne havde deres kælderrum. Men der var altså også en skummel kældergang som gik til venstre og den var KULSORT. Jeg var omkring 10-12 år før jeg overhovedet turde kigge ind i den del af kælderen. De par kælderrum som lå i den del af kælderen blev ikke brugt af nogen. De var bælragene sorte og fugtige, men der stod et par gamle trækasser bagest i den ene af dem.

Jeg blev aldrig helt tryg ved den del af kælderen, ikke kun var den mørk, der var også et par trin som førte ned bagest i kældergangen, hvor der var om muligt endnu mørkere og der var altid en tyndt lag vand i bunden af gangen nede for enden af trinene. Gys!  Der var selvfølgelig også kælderrum i den ende af kælderen. Jeg husker tydeligt, at der stod et par store gamle trækasser inde i et af disse altid mørke og våde kælderrum. Min barnehjerne havde mange skrækkelige tanker om, hvad der dog måtte være nede i disse kasser. Hvis jeg en sjælden gang fik oparbejdet mod nok til at forsøge et hurtigt kig ind i disse meget skumle rum med en lommelygte, sprang jeg altid i sekundet bagefter i fuldt firspring op fra kælderen og ud i det sikre og trygge dagslys ude på Falkoner Alle. Jeg fik da heller aldrig set hvad der var i kasserne.

Så var der trods alt bedre oppe på loftet, her begyndte jeg engang at lave en ”hule” i vores uudnyttede loftrum, men det var lidt for ulækkert og utæt deroppe under tagstenene. Så planen blev opgivet. Der var overhovedet ingen isolering, kun den efter årstiden iskolde eller skoldhede bagside af tagstenene ud mod den Frederiksbergske himmel.

Om vinteren legede jeg tit i vores gård. Der var ingen som fjernede sneen, så jeg skrabede veje i sneen og lavede en hel by af sne i hele gården, hvor jeg byggede og udvidede veje, byggede huse, rev dem ned igen og styrede i det hele taget min ”by” med jernhånd.

Sidst i 60’erne kom der en ny opfindelse ind gadebilledet: I starten af Godhåbsvej åbnede der en Grillbar! Her var den nyeste mode bøfsandwich og pommes fritter. Jeg husker stadig min Mors skepsis, som dog hurtigt blev ændret til stor tilfredshed efter vores første par besøg. Det at kunne købe mad med hjem på den måde var helt nyt og vildt spændende.

På hjørnet mellem Godthåbsvej, Falkoner Alle og Sindshvilevej lå der, da vi flyttede ind næsten overfor i 1966, en gammel boligkarré. Den blev revet ned sidst i tredserne. Da vi tog afsted på sommerferie til Tønder lå hele karréen der endnu og da vi kom hjem 3 uger senere var der kun en jordmark tilbage. Det var meget mærkeligt at se en del af sit barndomskvarter forsvinde uden at se hvordan, pludselig var den bare væk da vi kom hjem fra ferie. Den skulle erstattes af en rædsel af en betonklods. Der skulle ligge to banker i det nye hus. Da der skulle bygges boksanlæg til Landmandsbankens kælder var jeg ovre at se på, da de sænkede de færdige boksanlæg ned med en kran fra en lastbil. I et par dage forinden kunne man så lege nede i boksene, inden de begyndte at bygge huset ovenpå.

Det mest spændende ved dette nye hus var, at der blev indbygget en ægte bilelelevator i ejedommen. Der var parkeringspladser på første sal og ejendommen var så lille at der ikke var plads til en lang rampe op til parkeringsdækket, så derfor lavede man en lille elevator til bilerne inde midt i huset. Vi unger elskede at lege med den, men ejendommens nye vicevært syntes IKKE det var sjovt…………

Som alle børn glædede jeg mig naturligvis voldsomt til julens komme. Noget helt specielt var, når den flotte juleudsmykning på Falkoner Alle skulle hænges op. Lige uden for vores spisestuevindue sad en af krogene til denne udsmykning og jeg kiggede altid spændt ud af vinduet hver morgen midt i november for at se om der hang en granguirlande med hvide pærer på krogen når jeg stod op. Når den så endelig hang der en morgen, så var julen RIGTIGT på vej til Falkoner Alle.

Idag er der ikke mange af de gamle butikker tilbage i Falkoner Alle fra dengang jeg flyttede derfra i 1976.

Som det måske kan ses på min Philips-museumsside, har jeg altid været bidt af stereo og radioer i almindelighed. Den Selandia-butik der lå overfor nr. 66 blev senere til en Fredgård, men er nu lukket og blevet til en tøjbutik!. Hos Selandia arbejdede jeg efter skoletid som medhjælper. Det var simpelthen her kimen til min voldsomme stereointeresse begyndte, og har plaget mig lige siden! Til venstre for Selandia lå som tidligere omtalt Martin Nielsens Bog- og Pladehandel. Den lukkede faktisk så sent som i sommeren 2001, efter hele 98 år på Falkoner Alle! Derudover er faktisk alle butikker mellem Nyelandsvej og Godthåbsvej blevet lavet om siden 1976. Sie´s Farvehandel ligger der godt nok i gaden endnu, men den lå lige overfor Helgesvej i en lille kælderbutik da jeg boede der.

Den sidste rigtigt gamle butik i gaden lukkede så sent som i foråret 2007. Det var Laurits Jensens lille kælderbutik lige overfor Skt. Nikolaivej. Den havde ligget i gaden siden 1888. Ja du læste rigtigt, 1888! Den lå først i kælderen i nr. 56, der hvor Sie´s Farvehandel senere åbnede. Laurits Jensen startede som hesteekviperingsforretning i 1888. Senere overtog hans søn butikken og den flyttede over gaden for omkring 80 år siden. Laurits Jensens søn solgte butikken i 1952, hvor den blev lavet om til en slags "sæbehus", med alskens brugsvarer til hus og køkken. Det var den nu forværende og sidste ejers (som jeg desværre har glemt navnet på) far der købte butikken i 1952.  Ejendommen blev desværre renoveret i 2002 og butikkens originale facade fra 1950´erne blev nedrevet, til MEGET stor irritation for ejeren, men Frederiksberg Kommune krævede at alle butikkerne skulle ligne hinanden. Og nu er den altså OGSÅ blevet til en ulidelig tøjbutik.

TAXAFINN 1999/2008

  Min side om Falkoner Alleens Historie