Musikalske meninger fra www.TAXAFINN.dk

PLADEANMELDELSER

Jeg vil på dette sted give min ydmyge mening til kende om mine bedste (og værste) pladekøb gennem den seneste tid. For sammenligningens skyld, vil jeg bedømme pladerne efter den skrækkelige 13-skala. Nyeste køb står øverst på siden. God fornøjelse!

Nyeste plade er tilføjet den 04. januar 2004

FLEETWOOD MAC   - RUMOURS    -   DVD-AUDIO    -    2001

Verden flyder jo i disse år OVER med nye lyd- og især billedformater, som vi arme forbrugere så skal fordøje og helst købe hardware i stakkevis for at tilfredsstille de evigt profitjagende producenter at musik- og lydskiver i alverdens forskellige udformninger. Jeg selv er ikke så nem at lokke, jeg kom sent på DVD-vognen - i efteråret 2003 - og har da også kun anskaffet mig en små 10 DVD´er, alle på tilbud til max. 100 kroner stykket. Jeg har med andre ord ikke travlt med at lade mig lokke. MEN:

Forleden dag - den første hverdag i det herrens år 2004 - kom jeg til at forvilde mig hen til den meget lille stak DVD-Audioplader som vor lokale pladesmed har stående. Jeg kendte godt dette nye lydformat, men har bevidst ignoreret det i et års tid. Jeg lod blikket scanne ned over titlerne og faldt pludseligt over en af min ungdoms nok allerfedeste skiver: Fleetwood Macs "Rumours". I mange år var den iøvrigt verdens mest solgte LP, skarpt forfulgt af The Eagles "Greatest Hits" og Mikael Jørgensens "Thriller". Nok om det.

I hin tid var den lille TaxaFinn meget imponeret af den quadrofoniske lydinvasion i midten af 70´erne. Lyd i fire højttalere var da dobbelt så godt som i to, ikke sandt? Jeg fik naturligvis ikke fingre i et af de voldsomt kostbare quadrofoniske HiFi-anlæg i 70´erne og har siden da, efter surround-anlæggenes indtog, undret mig ganske meget over, hvorfor man ikke indspiller almindelige musikplader i quadrofoni, nu hvor vi allesammen snart alligevel har en 4-5 højttalere klumpet sammen på væggene i stuen omkring flimmeren og DVD´en.

Men det gør man altså også!

Det hedder DVD-Audio og kom på banen i 2001. Man har naturligvis opfundet et helt nyt lydformat, som naturligvis kræver en helt speciel DVD-Audioafspiller for at kunne høre disse specielle plader. MEN: Man kan altså også høre den fine quadrofoniske lyd på sin almindelige DVD. Lydkvaliteten er bare endnu finere hvis man køber en ægte DVD-Audioafspiller. Men den almindelige DVD kan altså sagtens afspille DVD-audioplader, bare "kun" i samme lydkvalitet som 5.1 surroundlyden på almindelige film. Det skal i parentes bemærkes, at denne selv lydkvalitet stadig er bedre end på en almindelig CD! Sangene ligger altså på DVD-Audiopladen i 2 formater: Almindelig 5.1 DTS-digitalsurroundsound og det "ægte" DVD-Audioformat.

Men nu til selve pladen:

Den nye skive blev lagt i DVD´en og der blev varmet op under mit ganske velspillende surround-anlæg. Forinden havde jeg naturligvis sikret mig, at kone & børn var udstationeret i et nærliggende butikscenter og ikke kunne forstyrre min spæde og længe ventede debut ind i den digitale quadrofoniske verden. Jeg satte mig med vanlig skepsis for disse nymodens sager til rette i min bedste stol, som til formålet var stillet midt i stuen, midt imellem de guddommelige højttalere og trykkede på "play" på DVD´en. Den magiske blå aflange lampe på min Sony-receiver tændte - for at indikere DTS-digitallyd - og jeg ventede spændt. Den første sang på pladen er "Second Hand News". De indledende guitarrytmer kom sgu´ kun fra baghøjttalerne. Wow! Få sekunder senere kom resten at musikken væltende hen over mit hovede bagfra og de forreste højttalere kom i sving. Hold da kæft. Hele stuen var pludseligt et sandt hav af vellyd fra samtlige højttalere. Det var sgu´ lige så nakkehårene begyndte at stritte!

Jo mere jeg hørte, jo bedre blev det. Jeg har jo naturligvis denne fede plade i forvejen - både på LP og på en remastered CD. Men denne version får simpelthen flere detaljer frem end man har kunnet høre før. Klart nok, der er jo også 3 højttalere mere til at fordele lyden i! Skal jeg være helt ærlig, har jeg nu svært ved at høre lyden fra centerhøjttaleren, men det skader bestemt ikke helhedsindtrykket af, at hele stuen bare svømmer i lyd. At den helt audiofile ægthed i lydbilledet måske går lidt fløjten fordi man jo ikke sidder midt i orkestret når man hører en koncert er muligvis en anden sag, men den lydoplevelse dette nye format tilbyder er helt uovertruffen.

Desværre har man pillet lidt - ganske lidt - ved den originale rækkefølge på numrene på pladen. Den ærkeskønne "Songbird" er blevet henvist til sidstepladsen, den lå nummer 6 - lige efter "Go Your Own Way" på den originale plade. Men intet er skidt uden noget godt: Man har fundet en sang frem fra den originale session til "Rumours" som aldrig kom med på pladen. Sangen hedder "Silver Springs" og den ligger nu på spor 6 på den nye plade, istedet for "Songbird". "Silver Springs" er en perle uden lige og man må begræde at vi har måtte vente over 25 år på at høre den. Men her er den altså. Og så i et quadrofonisk lydorgie! Så "Rumours" i DVD-Audioversionen indeholder altså en sang mere end på CD-udgaven.

Derudover er der ændret en lille smule ved instrumentationen (som det vidst så fint hedder) i sang nummer tre "Never Going Back Again", her er der tilføjet en ekstra slideguitar i de bageste højttalere i det fede mellemspil som ligger midt i nummeret.

Som en ekstra bonus får man desuden hver sang gennemgået af medlemmerne i "Fleetwood Mac"´, hvor de fortæller lidt om sangenes og optagelsernes oprindelse mens grundrytmerne buldrer i baggrunden. Jeg skriver buldrer, fordi baggrundsmusikken faktisk er så høj at det kan være svært at høre hvad de siger! Still, bedre end ingenting - og med i prisen........ 

Det ville dog have klædt pladen, hvis man havde gidet bruge lidt energi på at skrive nogen ord i den lidt skaldede medfølgende bog om den tekniske tilblivelse af denne specielle udgave af "Rumours", men det var der åbenbart ikke tid til.

De meget få plader (200 - 300 hundrede) der findes til salg i DVD-Audioformatet er allesammen primært lidt ældre plader som i sin tid gjorde sig bemærket på grund af deres meget flotte tekniske lydkvalitet og som nu er blevet remixet og remastered til den nye 5-kanals lydoplevelse. Allerede da da pladerne var nye indspillede man jo i 24 eller 48-spors optageteknik, så det er jo ikke specielt svært at finde de gamle masterbånd frem og mixe dem ud i fem kanaler istedet for de konventionelle to. Samtidigt har ihvertfald "Rumours" fået en effektiv tur gennem de nyeste digitale filtre, så al sus og støj er en saga blot. Der er simpelthen en klang og en lyd så ren, at man tror det er løgn. Udover "Rumours" har jeg bl.a. set Queens "A Night At The Opera" og Eagles"Hotel California" som DVD-Audioplader. Du kan læse mere om disse lyksaligheder HER. På denne side er der både omtaler af "ægte" DVD-audiomaskiner samt en liste over de plader kan findes.

Konklusion: En overvældende lydoplevelse, hvor man faktisk opdager ukendte detaljer i en plade man ellers troede man kendte til hudløshed!

 KARAKTER: ET RENT 13-TAL  TIL  "FLEETWOOD MAC" på DVD-Audio!

GASOLIN   -   THE BLACK BOX   -   November 2003

Denne box er vel den ultimative compilation for gamle Gas-fans som jeg. Pladerne i boxen er alle (på nær en) udgivet før, men aldrig i en samlet box som denne. Det der straks falder en i øjnene er den totalt gennemførte finish hele samlingen oser af. Alle plader ligger i en næsten eksakt kopi af det originale LP-cover, selv den hvide inderpose er der. Selve pladerne er sorte - på begge sider - og trykket på tekstsiden af CD´en er en imitation af pladeriller. Selv den lille label midt på pladen er der! Indtrykket af boxen er totalt fed retro og en gennemført finish som jeg aldrig har set før. Man har virkeligt haft lyst til at kæle for detaljerne her.

Fedt!

Hvis du tror at dette er det samme som den latterlige rodebunke af en ShuBiDua-box der kom tidligere på året tager du fejl. ShuBiDua-boxen var bare endnu pengemaskine lavet uden nerve eller lyst til at glæde køberne med lidt retroguf. Den bestod jo bare af 10 CD´er hvor sangene var ukronologisk kastet rundt med en skovl. Ingen covers eller bog havde man gidet bruge penge på.

Selve boxen til den nye Gasolin´-samling er lavet af tykt sort pap. Det flotte Gasolin´-logo ar lavet af metal (ikke plastic) og sidder på inderboxen, men kan ses udefra gennem et udstanset hul i yderboxen. Inderboxen er todelt, således at når den øverste del løftes af, kan de 9 CD´er stå i den som i en gammel pladekasse nede i Fona i 1975. 

Yes!

Boxen består af de 7 originale Gasolin´-studieplader Gas 1 til 7 og Gasolin´ Live Sådan samt en CD med ikke tidligere udgivne sange fra Gasserne. Denne CD er nok mest et hit hos hardcore Gas-fans. Jeg hænger ihvertfald mest fast på de 7 studie-LP´er i ny indpakning.

Der medfølger desuden en tyk lille bog med en nyskrevet Gasolin´-historie skrevet af Klaus Lynggaard (hvem han så end er). Bogen er fyldt med billeder og kommentarer fra diverse kendte og ukendte musikcelebs fra den danske musikbranche.

Pladerne er produceret af Franz Beckerlee himself og Erik Vind, de er remastered af Lene Reidel hos Tocano. Idé og koncept til det hele kommer fra et firma der hedder Nego&Brando. Tak til dem! Man oplyser på bagsiden af bogen, at digital lydteknik ofte får skyld for at ødelægge akustisk musik, men på denne udgivelse er moderne teknologi  taget i anvendelse for at fremskaffe flere detaljer i i digitaliseringen uden at ændre den originale Gas-lyd.

Sådan! Og det lyder som om det er lykkedes.......

Konklusion: Man sidder simpelthen og STORHYGGER sig med denne skønne retrosag mellem hænderne!

DER LANDER ET RENT 13-TAL TIL DENNE STAK PLADER! 

THE BEATLES   -   LET IT BE...  NAKED   -   November 2003

Her har vi endnu engang at gøre med gammel vin på ny flaske. Det er vel gået op for læserne af disse sider at TaxaFinn er en gammel 70´er-dreng! Jeg har 2 udgaver af denne nye Beatles-sag. Den konventionelle CD-udgivelse samt en herlig vinyl-udgave importeret fra det engelske England. Følelsen af at sidde med en "ny" Beatles-LP fra 2003 er gennemført og overstrømmende fed. Sådan en udgivelse skal man da bare høre på vinyl.

De fede vinylplader der udkommer i disse år er af en meget højere kvalitet end i 70´erne og 80´erne, da dem som køber dem er audiophile freaks (som jeg måske), der kræver superkvalitet af både lyd og indpakning. Så en vinyl-LP i 2003 er ikke en slasket tynd skive vinyl pakket ind i et lige så tyndt cover, men derimod en højkvalitets presning på en stiv og tyk vinylplade pakket ind i et højkvalitets album lavet af tykt glittet karton med ilagt stort hæfte med billeder og tekst i superb udførelse. 

Ja ja....

Nå, videre med Beatles. "Let It Be... Naked", er den version af "Let It Be" som The Beatles angiveligt ville have udgivet i hin tid, hvis de ellers kunne havet enedes om noget som helst. Da de ikke kunne det, hyrede EMI den excentriske Phil Spector til at færdigproducere optagelserne. Det skal tilføjes, at han kun fik et par uger til arbejdet. Han væltede således strygere, trompeter og kor og alskens typisk Phil Spector-lyd ud over masteroptagelserne i en grad, som de 4 uvenner ikke syntes om. Men da de ikke kunne enes om noget, så udkom pladen altså dengang i 1970 som pladeselskabet ville have.

John Lennon svømmede i 1969 hen i en forelsket heroinrus sammen med sin - i hans øjne - underskønne Yoko Ono og fattede derfor ikke en bønne. Paul McCartney var sur og trodsig og ville ikke samarbejde med nogen om noget som helst. Han har senere udtalt, at det endelige resultat af Let It Be var en væsentlig årsag til at forlade gruppen i foråret 1970 og dermed opløse The Beatles. At de andre 3 medlemmer samtidigt ikke kunne snuppe synet af Linda, hans livs nye lys, har jo nok også haft en betydning.

Selv om den originale Let It Be fra 1970 er den sidste plade The Beatles udgav, er sangene ikke de sidste The Beatles indspillede. Den foregående plade Abbey Road fra 1969 er indspillet i 1969, numrene til Let It Be er indspillet i 1968, altså året før, til en dokumentarfilm om gruppen. Da de ikke gad lave flere sange efter Abbey Road-indspilningerne, valgte EMI så at koge suppe på optagelserne fra 1968 og lave en svanesang for gruppen på den måde.

Nu er Hr. McCartney så i mellemtiden 30 år senere blevet nærmest enerådende chef for Beatles-cirkusset, så han mente at pladen skulle genudgives i nøgen tilstand. Altså afklædt alt Hr. Spectors påklisterede lyd, som han aldrig har kunnet fordrage. I parentes skal det vel bemærkes, at denne genudgivelse desuden er den totale nedtur for samme Phil Spector, da han jo i disse måneder sidder fængslet hjemme i New Vørk, sigtet for at have skudt og myrdet c-skuespillerinden Lana Clarkson i sit soveværelse. Ak og ve!

Denne af-Spectoraserede udgave af Let It Be er ikke en tro kopi af den originale plade. Tre nuværende studieteknikere fik overdraget de originale 32 masterbånd og arbejdede uden indblanding fra nogen - heller ikke Hr. Sir Paul - med af skrælle Spector-lyden af optagelser. Da de var færdige havde hverken Hr. McCartney eller hr. Stjerne noget at indvende. Overhovedet. Hr. Stjerne har vidst aldrig rigtigt haft noget som helst at skulle have sagt. 

"Maggie Mae" og "Dig It" er helt udeladt på den nye udgave, det samme gælder al den sludder og sladder der er mellem flere af sangene. "Get Back" er flyttet fra sidste til første skæring og "Let It Be" er rykket fra nummer 6 til sidstepladsen. "Don´t Let Me Down" er blevet inkluderet på pladen, den var ellers henvist til B-siden til "Get Back"-singlen i 1970. 

"Across The Universe" er nok den sang der skiller sig mest ud fra den originale version fra 1970. Den er næsten unplugged og betydeligt federe end den originale version. "The Long And Winding Road", som jeg personligt aldrig har kunnet fordrage, synes jeg også er blevet meget bedre af at blive skrællet. Titelnummeret "Let It Be" er blevet kortere og meget mere nærværende, på trods af en vidunderlig guitarsolo midt i nummeret. De øvrige sange syntes jeg ihvertfald ikke at kunne høre anden væsentlig forskel på i forhold til originalen, end den fænemonale lydkvalitet hele denne nye skive flyder over med.

Alt i alt en bedre plade. Det er især lydkvaliteten man fæstner sig ved, det er ganske utroligt hvad man kan gøre ved de gamle bånd idag. Lyden er så meget varmere og nærværende end dengang. Alting står mere tydeligt og naturligvis er alt sus og støj fra hin tid væk som dug for solen.

Konklusion: Skepsis vendes til overraskelse når man hører lyden på denne plade!

DER VANKER ET RUNGENDE 10-TAL FRA MIG TIL THE BEATLES

STATUS QUO   -   RIFFS   -   November 2003

Jeg vil indledningsvis sige, at jeg er stor og trofast Status Quo-fan og har været det i over 30 år. Jeg har næsten alle deres plader - også de dårlige - og er vild med deres gyngende boogierock og de uomtvistelige simple riffs de STADIG fyrer af. Jeg har nok set dem omkring 10 gange live, og de bliver sgu´ bedre og bedre for hver gang. Håber at se dem somewhere igen i 2004............

Dette er Quo´s tredje plade med såkaldte coverversioner af kendte rockklassikere. Det er en kendt sag, at hverken Francis Rossi eller Rick Parfitt (som dannede Status Quo tilbage i 1968) nogensinde har haft lyst til at lave den slags coverplader. Men det har deres pladselskab altså lyst til! Rigtigt meget endda! Så de gode herrer har endnu engang knaldet hælene sammen og pareret ordre. 

I 2002 udgav Quo en af deres bedste plader med egne nye kompositioner i mange år, den hed "Heavy Traffic". Samtidigt indspillede de så sangene til "Riffs". Det var egentligt meningen, at både "Heavy Traffic" og "Riffs" skulle have været udgivet med en måneds mellemrum i efteråret 2002, men da "Heavy Traffic" blev en meget større succes end pladeselskabet havde ventet, valgte de profitsky herrer hos Universal Music at udskyde udgivelsen af "Riffs" et år! 

Da de udgav den forrige covers-CD "Famous In The Last Century" i 2000 udtalte både Rossi og Parfitt flere gange offentligt, at dette blev den sidste covers-plade fra deres hånd. Det skulle altså blive anderledes.

Og nu til den egentlige anmeldelse af pladen:

Fire af sangene er genindspilninger af deres egne klassikere "Caroline", "Whatever You Want", "Down The Dustpipe" samt "Rocking All Over The World". Lige præcist "Down The Dustpipe" er faktisk en ret fed genindspilning af en Quo-ting fra 1971. Resten er en samling totalt ligegyldige - nærmest pinlige - versioner af forskellige rockklassikere fra 70´erne. Det hele oser - nærmest stinker - af, at ingen af de tilstedeværende på pladen havde lyst til at lave den. Ingen nerve, ingen glød, kun automatisk afspilning af en stribe sange man absolut hellere vil høre med de originale kunstnere. Dette gælder jo for de fleste coverindspilninger, men på "Riffs" er den helt gal.

 VORHERREBEVARES!

Er du i tvivl om mine bastante påstande, så tryk HER og fis over til Quo´s officielle site og hør et par samples...............

Det skal dog retfærdigvis siges, at selve lyden - sounden om man vil - er kanonfed på pladen. De gamle Quo-klassikere på pladen LYDER bedre end på de originale plader, men nerven - pist borte.............

Her kommer en trackliste fra pladen, skulle du få lyst til at købe den, så gå hen og sæt dig i et hjørne og vent til at det er gået over. Og spar dine penge. Bliver du ansporet til noget ved at læse tracklisten, så hør sangene med de originale kunstnere. Det fortjener både du, de originale kunstnere og ikke mindst Quo selv! 

Får du lyst til at høre noget nyt med Quo, så lyt til "Heavy Traffic" fra 2002, hvor de herrer Rossi og Parfitt så tydeligt beviser, at de stadigvæk kan lave nye ting der rykker. Skrevet af dem selv, vel at mærke. "Heavy Traffic" er en fed retrosag med helt nye numre, hvor Quo er tilbage i den gamle 70´er-stil, med tung gyngende rock og ingen synthesizere og den slags skrammel.

Konklusion: Sikke noget LORT!

Karakter: 03 

(var blevet 00 hvis ikke lyden var så fed og eftersom "Down The Dustpipe" trods alt rykker mildt derudaf)  

Tilbage til TAXAFINN