Den Store Stationsbil-test anno 2003:
MONDEO VS. PASSAT
På denne side vil jeg forsøge at lave en sammenligning mellem min nuværende hyrevogn og dens forgænger. Min Ford Mondeo 2.0 Turbodiesel er fra februar 2003, Passat´en var fra februar 2000. Generelt to temmeligt ens vogne, både prismæssigt, størrelsesmæssigt og teknisk. Men hvordan oplever en erhvervschauffør forskellen? Nederst på siden har jeg lavet en "sygejournal", hvor jeg vil følge Mondeo´en kilometer for kilometer og beskrive mine oplevelser med den (og Ford´s værksteder) gennem de 2-3 år jeg fremover skal køre i den. Det bliver stærk læsning, nu pr. Juni 2005 bl.a. med klagesag over Ford i Helsinge, se sidst på denne side.................. Mondeo´en er nu pr. April 2006 frikørt og solgt, og skiftet ud med en Skoda Octavia. Læs mere om den HER.
|
|
Ford Mondeo 2.0 Tdci - 2003 VW Passat 1.9 Turbodiesel - 2000
TEKNISKE DATA
|
|
Længde: 4.80 m | Længde: 4.68 m |
Bredde: 1.81 m | Bredde: 1.75 m |
Højde: 1.44 m | Højde: 1.50 m |
Egenvægt: 1.492 Kg | Egenvægt: 1.498 Kg |
Slagvolumen: 1.998 ccm | Slagvolumen: 1.896 ccm |
Hestekræfter: 130 HK | Hestekræfter: 115 HK |
Acceleration 0 - 100 km/t: 11.1 sek. (aut. gear) | Acceleration 0 - 100 km/t: 12.1 sek. (aut. gear) |
Topfart: 200 km/t | Topfart: 191 km/t |
Pris: 432.000 (2003) | Pris: 471.496 (ny model 130 HK årg. 2003) |
SAMMENLIGNING
|
|
+ | + |
Lavt støjniveau. | Overskuelig instrumentering. |
Lavt brændstofforbrug. | Gode sæder. |
Komfortabel affjedring. | "Sporty" køreegenskaber. |
Opvarmet forrude. | Gedigen "Mercedes"-agtig førerplads |
Tågelys foran. | Høj gensalgsværdi. |
_ | _ |
Rodet instrumentering. | Høje reservedelspriser. |
Elendig centrallåsstyring. | Ingen tågelys foran. |
Upræcist klimaanlæg. | |
Dårlige sæder. | |
Raslelyde i kabinen. | |
Meget dårligt udsyn til siderne bagud. | |
Ingen indikator for lav sprinklervædskestand. | |
Dårligt placeret og sværtlæseligt ur (analogt) | |
Løs/upræcis undervogn. | |
KONKLUSION:
|
|
Min helt generelle
opfattelse ved første øjekast af den nye Mondeo er, et det simpelthen er en ringere bil end
Passat´en. Den giver et klart "billigere" indtryk allerede
første gang man sætter sig ind i den. Instrumentbordet er rodet, en
blanding af to overfladetyper på selve bordet virker rodet. De
forskellige instrumenter er en blanding af runde, ovale og firkantede
tingester som efter min opfattelse er kastet rundt i instrumentbordet med
en skovl. Allerede efter 3 måneders forløb hygger jeg mig med indtil
flere knirke- og raslelyde fra instrumentbord og kardanboks. Herligt!
Hvad sæderne angår vil jeg beskrive dem således, at i Passat´en sætter man sig "i" sædet, i Mondeo´en sætter man sig "på" sædet. Jeg føler mig ganske enkelt ikke tilpas i det førersæde. Det er utroligt svært at beskrive hvorfor jeg ikke trives i Mondeo´en, men jeg føler mig bare ikke tilpas i den. Jeg roder rundt med kørestillingerne og har utroligt svært ved at finde den helt rigtige. Af en eller anden sindssyg årsag, har Ford valgt at udelade indikatoren for lav sprinklervædskestand, noget man ellers har haft på sine vogne i over 20 år! Smart at løbe tør for sprinklervædske midt på motorvejen en sjappet vinterdag i en moderne bil til næsten en halv million! Passat´en skrev pænt på høfligt tysk at nu var det tid at fylde sprinklervædske på spanden.... Selv en VW Polo har sådan en indikator! En anden detalje som viser lidt om Fords teknologiske landvindninger er, at den standardmonterede radio årgang 2003 ikke er GSM-støjdæmpet. Radioen suger enhver opdatering fra mobiltelefonen til sig og spreder den lifligt i vognens mange højttalere. Min 7 år gamle Sony-radio i Passat´en sagde aldrig en lyd. Nå ja, VW har iøvrigt et GSM-støjfilter (som ikke passer i en Ford) siddende på antenneledningen..... Når man som jeg sidder mange timer i vognen dagligt er det en rar og behagelig detalje, at ind imellem kunne snuppe sig en forfriskende kold slurk af en sodavand. I Passat´en var både handskerum og kardanboks kølet af vognens klimaanlæg, så éns drikkevare altid var kold. I Mondeo står flaskeholderen frit fremme midt i kardanboksen, lige der hvor solen bager allermest, lunken cola smager lunkent! Kloge folk har udtænkt den placering! I kardanboksen har man lavet plads til noget der hedder cassettebånd, hvem der ellers bruger den slags i bilen i år 2003? Så der er ikke plads til en flaske. Nu vi er ved aircondition, så sidder jeg mange gange dagligt og skruer op eller ned for det automatiske klimaanlæg i Mondeo´en. Pludseligt hæver den uopfordret varmen eller blæser iskold luft i hovedet på én, selvom udetemperaturen ikke har ændret sig en bønne. På Passat´en stod den på 21 graders varme året rundt og jeg rørte den aldrig! Vi havde iøvrigt det samme problem med vores Mercedes C250 Diesel i slutningen af sidste århundrede. Læs mere under sygejournalen sidst på siden. Styringen af centrallåsen på Mondeo er mildest talt besværlig. For det første skal man stå næsten oven på vognen før den modtager det trådløse signal fra nøglen (på Passat´en kunne jeg stå over 100 meter væk oppe i mit vindue på 2 sal og låse bilen!) For det andet kan man ikke udefra se om bilen låser, der er ingen låsepaler i dørene der falder ned og blinklysene blinker ikke (kun nogen sjældne gange) når man låser op og i............ Den nye Mondeo er ofte blevet rost voldsomt i pressen for sin undervogn og angivelige fantastiske vejgreb. Vognen kører da også rigtigt godt, men kører man i halvhøj fart hen over en ujævnhed på vejbanen ryster forvognen som om hjulene sider løse. Måske lidt overdrevet sagt, men undervognen reagerer løst og ikke-kontant på huller og ujævnheder i vejen. Passat´en virkede meget mere "Mercedes"- agtig i sin fremfærd, kørte man over en ujævnhed, absorberede den dem meget mere fast, man havde en klar følelse af, at støddæmperne "kun" bevægede sig op og ned! Mondeo´en virker plastic-agtig, Passat ´en følte jeg ligesom når man tager en rigtig lækker jakke på og hygger sig med den. Mondeo´en er ligesom en lånt jakke - en der ikke helt passer.... Tro nu ikke, at Mondeo er en dårlig bil. Bestemt ikke, den kører da fremragende og er stor (større end Passat) og rummelig, men har man valget mellem de to synes jeg ikke der er nogen tvivl om hvilken vogn der er bedst. Passat´en har stil og personlighed, Mondeo er bare endnu en bil som bliver glemt næste gang der bliver skiftet model. Og jeg er ikke i tvivl om hvilken af de to der holder prisen bedst som brugtbil. Det var min mening om den sag!
ENDELIG KONKLUSION PR. APRIL 2006 - efter 3 års kørsel: Efter nu 3 år med Mondeo´en må jeg konstatere, at den har vist sig at være betydeligt mere driftsikker end forventet, det kan du læse om i Sygejournalen længere nede af denne side. I forhold til Passat´en har den haft betydeligt færre driftsstop, som jo er noget af det vi i hyrevognsbranchen sætter meget højt. Jeg vil fastholde, at det overordnede indtryk stadig er, at Passat´en er mere gedigen bil, men den fantastiske driftsikkerhed kombineret med at den er omkring 30.000 billigere som hyrevogn som vognen har udvist har faktisk betydet, at vognen har været en fantastisk forretning at køre i! (Det havde jeg sgu ikke regnet med at jeg ville sige for 2 år siden) Men Fords værksteder i både Hovestadsområdet og i Nordsjælland har givet mig hovedpine....... Ford Mondeo kan ikke længere leveres med automatgear og dieselmotor. Derfor blev den næste hyrevogn ikke en Mondeo. Jeg har købt en Skoda Octavia 2.0 16V Turbodiesel med det berømte DSG automatgear. Du kan læse om mine oplevelser med den HER.
S Y G E J O U R N A L E N
Jeg vil i hele denne Ford Mondeo´s levetid som hyrebil i min varetægt følge dens gøren og laden samt rapportere forløbet her på siden. Herunder finder du derfor vognens "sygejournal" med cirka-kilometerangivelser fra dens anskaffelse til dags dato. Jeg vil ikke beskrive udskiftninger af dæk og andre almindelige standardsliddele, med mindre noget specielt gør sig gældende. |
|
Juni 2003 - Serviceeftersyn - 20.000 Km - Scaniadam, Hvidovre afdeling: Jeg påpegede her, at vognen havde en resonans/raslelyd fra fortøjet ved acceleration mellem 1500 og 1800 omdrejninger. Værkføreren kunne godt høre mislyden, men sagde, at det skyldtes "alle mine taxaledninger" som sad og raslede. Jeg gjorde ham opmærksom på, at ledninger ikke kan lyde som en stykke plastic der banker mod noget metal. Jeg opgav at få løst problemet, da værkføreren åbenbart ikke magtede det. Desværre var det min generelle opfattelse, at jeg nok mest var i vejen med vognen, værkføreren gad tydeligvis ikke diskutere fejlen med mig og var i det hele taget meget uinteresseret i min tilstedeværelse. Servicen tog 6 timer at få lavet, selvom der kun arbejdes 1 til 2 timer på vognen. Det er ikke sådan man behandler kunder der lever af at køre i vognen! Hos VW-værkstedet, hvor Passat´en blev passet kunne en service klares på 1½ time, og man ventede på vognen. Dette hverken kunne eller ville Scaniadam håndtere. De skulle have den tid til tingene som tingene tager. Hos dem, altså! |
|
Oktober 2003 - Serviceeftersyn - 42.000 Km - Scaniadam, Hvidovre afdeling: Da Scaniadam i Hvidovre alt andet lige ligger meget tæt på min bopæl, fik de nu en chance for at rette op på sidste besøgs dårlige karma. Godt nok mødtes jeg af en noget flinkere værkfører, men følelsen af at være i vejen var stadig til stede! På trods af, at vognen kun havde kørt lige over 40.000 kilometer, mente man åbenbart at SAMTLIGE bremser var slidt ned. Også skiverne! Også de bageste. Jeg oplyste, at jeg aldrig i mine 15 år i hyrevognsbranchen havde oplevet, at et sæt bagklodser OG SKIVER kunne slides ned på 40.000 kilometer. Men det var de altså! Sagde værkstedet ihvertfald.... Varmeapparattet driller lidt, det kan være svært at finde en jævn temperatur, dette kunne man ikke konstatere. Et næsten konstant "huggeri" mellem 70 og 80 km/t fik jeg intet svar på om man fandt årsagen til, men fejlen ser ud til at være væk. Og igen tog det en hel dag at få vognen gennem Scaniadams papirmølle...............!
|
|
Januar 2004 - Serviceeftersyn - 63.000 Km - Ford i Helsinge: Godt træt af Scaniadams elendige opførsel valgte vi nu at tage den lange tur til Ford i Helsinge til service. Min vognmands mor bruger stedet i forvejen til sin privatbil og talte meget pænt og rosende om dem. Nu skal det siges i de følgende afsnit, at jeg ikke selv har været deroppe med vognen, men kun videreberetter hvad Fru Vognmanden oplever. Og det er noget ganske andet end hos Scaniadam. Det eneste der er galt med stedet er, at de godt kan være lidt længe om at lave tingene. Men det var Scaniadam jo bestemt også. Allerede 20.000 kilometer efter sidste service skulle der nye bremseklodser på. BAGPÅ! Sådanne klodser plejer at holde mindst 60.000 kilometer. Jeg tvivler desværre lidt på om Scaniadam overhovedet har skiftet de klodser, da man ikke på nogen måde kan raspe et bagklodser af på 20.000 kilometer. Men på kom de da. Igen.
|
|
April 2004 - Serviceeftersyn - 85.000 Km - Ford i Helsinge: Almindeligt service, dette uden problemer. Men fejlen på varmeapparattet er nu konstant, men kunne ikke konstateres og varmeapparattet altså er stadig defekt. Ved 21 grader er der for koldt i vognen og ved 21,5 for varmt. Godt vinduerne kan åbnes! Vognen hugger nu igen næsten konstant ved omkring 75 km/t og fejlen er stadig ikke rettet.
|
|
Maj 2004 - Udskiftning af generator - 90.000 Km - Ford i Helsinge: Vognen blev leveret deroppe om aftenen og kunne hentes næste eftermiddag. Flot!
|
|
Juni 2004 - Udskiftning af batteri - 95.000 Km - Scaniadam i Hvidovre: Desværre et lille besøg hos mine "venner" hos Scaniadam i Hvidovre, men jeg mente at en så lille garantisag kunne klares i en fart. Det kunne den bare ikke: De fik vognen med Falck klokken 10:30 og ringede klokken 14:30, at nu havde haft tid til at skifte batteriet! Fire timer om 10 minutters arbejde. Og en hel dagløn ud af dagmandens lomme! Igen!
|
|
Juli 2004 - Serviceeftersyn - 105.000 Km - Ford i Helsinge: Igen almindeligt service, ingen ting at påpege. Der var slidt hul i gulvtæppet i passagersiden bagi, hele tæppet blev skiftet på garanti, det samme gjorde en knækket klap til en opbevaringsrum under rattet. Flot behandling, ingen brok!
|
|
December
2004 - Serviceeftersyn - 125.000 Km - Ford I Helsinge
Almindeligt service.
|
|
Marts
2005 - Serviceeftersyn - 145.000 Km - Ford I Helsinge
Almindeligt service. Hele varmeapparattet adskilt, ingen fejl konstateret! Huggeriet er der stadigt, men heller ikke den fejl er udbedret. Jeg er ved at være lidt træt af Ford................ Iøvrigt viser det sig, at man havde "glemt" at lave den bestilte almindelige service på vognen under dette besøg, hvilket man beklagede og den blev så lavet nogle dage efter!
|
|
April
2005 - Motorfejl - 155.000 Km - Ford I Helsinge
Efter start af motoren blinkede forvarmelampen pludseligt konstant og vognen kunne kun køre med halv kraft. Jeg kørte til Scaniadam som ikke havde tid før dagen efter, således kørte jeg til Ford i Helsinge som meget beredvilligt tog vognen ind med det samme. Jeg fik lov at køre hjem i en lånebil, da den reparation af en dyse som skulle laves tog 2 dage. Flot service! Det var åbenbart den dyse som også var skyld i huggeriet ved 75 km/t, for efter afhentningen dagen efter var denne fejl væk. Endeligt! Men ak: En måneds tid efter hugger bilen igen, hvad skal man snart gøre?
|
|
Juni
2005
Ford har pludseligt konstateret, at vi har været 3500 km. for længe om at komme til service med vognen på et tidspunkt sidste år. Derfor er den betalte drivliniegaranti bortfaldet og reparationen af den defekte dyse i April 2005 (14 dage efter udløbet af den almindelige 24 mdr.s garanti) skal betales af egen lomme. Vi kører nu en klagesag over forløbet, flot nok at henholde sig til den slags detaljer når vognen på andet år kører med to uudbedrede fejl! Vognen er købt hos Ford i Sorø (som aldrig har serviceret den grundet afstanden), som oplyser, at huggeriet er en kendt fejl på disse Mondeoer i dyserne, som alle 4 skal udskiftes. Dette ved Ford i Helsinge måske ikke, men var de blevet skiftet for længe længe siden var problemet med dysen i April 2005 aldrig opstået, for så var den dyse blevet skiftet for længe siden. En journalist på et af vores formiddagsblade vil nu skrive om sagen, så snart Ford er færdig med at behandle den. Der kommer link til denne artikel her fra siden snarest................. Det skal påpeges, at skurken primært hedder Ford Motor Company, da Scaniadam virkeligt har oppet sig og gjort hvad de kan i denne sag som Ford i Helsinge ikke kunne håndtere. UPDATE LÆNGERE NEDE: Problemet er nu løst.
|
|
September
2005 - Strømsvigt - 198.000 Km - Scaniadam i Valby (tidl. Hvidovre)
Vognen mistede pludseligt strømmen en fredag eftermiddag. Scaniadam i Valby overraskede med overordentlig hurtig service og skiftede batteriet på et øjeblik lige før lukketid. Meget flot. Desværre viste det sig at fejlen dukkede op igen efter et par timer og vognen blev kørt tilbage til Scaniadam og blev stående til mandag. Straks mandag formiddag skiftede man så batteriet igen og jeg var på gaden på et par timer. Men ak, næste morgen var der strømmangel igen - vognen kunne dog starte men alt andet kørte på noget der mindede om 6 volt! Vognen er nu indleveret og man gik igang med den samme øjeblik jeg indleverede den fra morgenstunden. Så kan man ikke forlange mere. Nu efter 2 dage har jeg så endeligt fået vognen tilbage - med ny generator, som lige skulle hentes i Tyskland. Tre dage uden løn, sådan er livet i en hyrevogn! Men ak, vognen er stadig ikke iorden: Nu virker varmeapparatet ikke! Så jeg må IGEN ned til Ford - for 4 gang på en uge. Godt man er en tålmodig sjæl. (Gad vidst om de ikke har haft tid til at afprøve vognen inden de udleverede den ved lukketid?) (Gad vidst om jeg skal tjene penge imorgen?) Lidt mere omhyggelighed kunne måske være løsningen......... Men efter 4 dage på værksted blev vognen dog færdig og klar til at passe chaufførens arbejde.
|
|
Oktober 2005 - Defekt vandpumpe - 200.000 Km - Scaniadam i Valby (tidl. Hvidovre) Jeg fik dog 10 dage at køre i, før lortet brød sammen igen, denne gang var det vandpumpen som knækkede sig. Igen! Jeg har glemt at få skrevet den sidste udskiftning af den ind i denne Sygejournal, det får jeg gjort når jeg finder det præcise tidspunkt for hvornår det var. Men det er under 1 år siden den røg sidst. Den gang var Scaniadam 3 dage om at skifte den, denne gang var det heldigvis klaret på 1 dag.
|
|
November 2005 - Service m.m. - 205.000 Km - Scaniadam i Valby (tidl. Hvidovre) Så lykkedes det - EFTER OVER 2 ÅR - for Ford at finde ud af hvorfor vognen har hugget og spyttet mellem 60 og 80 km/t. Ford i Sorø (hvor vognen jo er købt men ikke serviceret) havde haft problemet før og informerede Scaniadam om, at et grenrør i indsprøjtningsanlægget skulle skiftes. Som sagt så gjort, og fejlen er (næsten( væk. Den har hugget ganske lidt omkring 80 km/t. Så det hjælper altså at råbe højt og true Ford Motor Company med lidt presseomtale. MEN NU ER RASLELYDEN FRA REMSTRAMMERNE KOMMET TILBAGE.............. Jeg orker det næsten ikke mere........... Og samtidig har vognen sat ud og gået i stå 2 gange ved motorvejskørsel! Ind i nødsporet med alle advarsleslamper tændt og tænke på fejeblad og den slags. Men næ nej, tændingen fra, starte - og den kører igen! Som den flinke Kim Poulsen fra Scaniadam i Valby siger: Den lever vidst sit eget liv!!!!! Mellem jul og nytår skal vognen på juleferie hos Scaniadam og have lavet en gammel forsikringsskade, så kan de samtidigt hygge sig med remstrammere og udsætninger.................... God Jul herfra...... |
|
April 2006 - Slut Vognen er nu frikørt og solgt. Remstrammerne er udskiftet IGEN og fejlene med udsæt forsvandt da taxiudstyret blev afmonteret. Efter afmonteringen skulle vognen serviceres igen hos Scaniadam i Valby og man opdagede at der var RUST i alle 4 døre, som så blev skiftet pr. kulance.
|
|
Tilbage til TAXAFINNS hjemmeside |